Fælles idræt kan styrke sammenhold og sundhed for medarbejdere

Fælles idræt gav godt sammenhold og bedre sundhed

Hos Grøndal Centret i København er fælles idræt blevet en del af hverdagen for en stor gruppe medarbejdere. Det har styrket sammenholdet og sundheden.

Af Tine Rosenkilde 18/06/2013

I 2010 blev Grøndal Centret inddraget i København Kommunes kampagne ’Mere sund – mindre rund’. Kampagnen satte fokus på sundhed gennem information og fysiske aktiviteter.

To medarbejdere hos Grøndal centret blev derfor udpeget som sundhedsambassadører og sendt på kursus i sundhed og ernæring. Deres opgave var at tilrettelægge et forløb for de øvrige medarbejdere.

Det sociale er i fokus

Hurtigt satte de to ambassadører gang i en masse idrætsaktiviteter - men med fokus på det sociale aspekt. De ville have alle med.

- Der var foredrag, zumba, mindfulness, frugtordning, pausegymnastik. Vi holdt et personalemøde på en kanotur. Vi afholdt skridttæller-konkurrence etc. Og så har vi jo adgang til en masse aktiviteter i huset, så vi begyndte at oprette hold til badminton, tennis, fitness, bordtennis, fodbold og meget mere, fortæller de to sundhedsambassadører, Hanne Tidemann og Marianne Sandberg.

Og modtagelsen var god. I dagene derpå blev der grinet og snakket om de nye, fælles oplevelser. Og det har betydet, at der i dag er et meget bedre sammenhold på arbejdspladsen.

- Det har helt sikkert givet noget på det sociale område. Folk hilser på hinanden om morgenen og ikke kun på dem fra deres egen arbejdsgruppe. Vi kan også se, at sygefraværet er faldet en del, men vi kan desværre ikke sige, om det kun skyldes projektet, siger Marianne Sandberg.

LÆS OGSÅ: Der skal motion til og sved på panden i arbejdstiden 

En udfordring at få alle med

Men selvom de to sundhedsambassadører har mødt opbakning til projektet, var der også udfordringer undervejs.

Det var nemlig ikke altid helt nemt at få alle mand samlet på samme tid – og så i deres fritid. Ligesom de opdagede, at ikke alle havde behov for at deltage i lige mange aktiviteter. Rengøringsfolkene havde måske ikke energien til en tur på badmintonbanen efter at have stået og gået en hel dag.

Men når forløbet alligevel blev en succes med mange tilmeldte til de forskellige aktiviteter, skyldes det ifølge sundhedsambassadørerne, at man lagde vægt på det sociale og understregede, at der var tale om frivillige tilbud.

- Da det gik op for folk, at vi ikke ville trække noget ned over hovedet på dem, løsnede de helt tydeligt op. Det var ikke noget med kontrolvejning hver mandag morgen, siger Marianne Sandberg.

- Ja, og der hjælper det jo nok også, at vi selv ikke er et par fitness-typer i en stram størrelse 28, men helt almindelige mennesker, fortæller sundhedsambassadøren Hanne Tidemann.

Kilde: www.arbejdsmiljoviden.dk.

Opsamling

 

 

Om projektet i Grøndal Centret

Grøndal Centret er et sports- og aktivitetscenter, der ligger på grænsen mellem Vanløse og Nordvest-kvarteret i København.

Det blev i 2010 inddraget i Københavns Kommunes kampagne 'Mere sund - mindre rund', som var en kampagne, hvor kommunale arbejdspladserne satte fokus på sundhed gennem viden og fysiske aktiviteter. Kampagnen blev afsluttet i sommeren 2012.

Læs mere om sundhed på arbejdspladsen

Få konkrete idéer til, hvordan I får mere sundhed på arbejdspladsen med Håndbogen i sundhed.

Eller få et overblik over, hvilke sundhedsordninger, der er i kommunerne.

I kan også styrke trivslen på arbejdspladsen med projekt Vejviser til kvalitet og trivsel.