Murren i krogene og manglende overblik over, hvem der skulle udføre hvilke opgaver, fik TRIO’en på plejecenteret Sofiegården i Vejle til at søge om et SPARK-forløb. TRIO’en ønskede, at alle på arbejdspladsen skulle blive lidt bedre til at anerkende hinandens forskellige fagligheder og arbejde i hverdagen.

- Der var noget snak om hinanden i krogene, som egentlig handlede om, at vi havde en gruppe sosu-hjælpere, der var bekymrede for deres stillinger. De var usikre på, om der blev ved med at være job til dem, eller om vi kun ville have sygeplejersker og assistenter, siger Susanne Christensen, som er leder på Sofiegården.

Læs også: Rehabiliteringscenter: Vi er blevet bedre til at fordele opgaverne

Der er brug for alle

Det var vigtigt for TRIO’en at blive bedre til at kommunikere budskabet om, at der er brug for alle på plejecenteret, og SPARK-konsulent Hanne Nørlem-Sørensen præsenterede blandt andet TRIO’en for flere simple værktøjer, der skulle give et overblik over, hvilke opgaver de forskellige faggrupper varetog. De værktøjer greb TRIO-gruppen, og den introducerede dem til de forskellige afdelinger, så de kunne bruge dem på deres møder. Et af værktøjerne hedder ”Hvordan arbejder vi sammen om vigtige opgaver?”, som afdelingerne brugte til at finde frem til, hvem der laver hvad, og hvordan der kan samarbejdes om opgaverne.

- Vi brugte blandt andet post-its, hvor vi skrev forskellige opgaver ned, og så hængte vi dem op på en planche, så vi kunne se, hvem der lavede hvad, og hvad vi havde med den enkelte borger at gøre. Ud fra det fik vi sporet os ind på en fælles holdning til, hvordan vi arbejder sammen, siger Susanne Mondrup, der er AMR og SOSU-assistent. 

At få præsenteret alle opgaverne visuelt gav både ledere og medarbejdere en god forståelse for, hvilke opgaver der egentlig er i hverdagen og en forståelse for, at mange opgaver kan løses af flere faggrupper, men måske er der brug for støtte fra en kollega med en anden faglighed.

- For eksempel er det i vid udstrækning sosu-hjælperne, der udfører personlig pleje. Men de har ofte brug for, at der er en sygeplejerske eller en sosu-assistent, der er med inde og se et sår. Psykisk pleje kan også være en hjælper-opgave, hvor man kan have brug for sparring fra en kollega, siger Susanne Christensen.

Den visuelle tilgang blev også brugt i værktøjet ”Rundt om grisen”. Værktøjet får deltagerne til at se, hvor mange forskellige tilgange til ting, der kan være. 

Rundt om grisen

Der er mange forskellige måder at definere, hvad f.eks. en gris er. Hvis man er dyrlæge, har man én tilgang til en gris, hvis man er slagter, har man en anden, og hvis man er ulv, ser man en gris på en tredje måde. På samme måde er der flere forskellige tilgange til borgerne f.eks. på grund af personalets forskellige faglige baggrunde.

- Det er jo ok, at man kigger forskelligt på ting, men i forhold til vores arbejde og beboere, er vi nogle gange nødt til at være enige om, at vi skal tage den samme vej. Selvom der er mange veje, så må vi som personale være professionelle og snakke os frem til en vej, men samtidig have respekt for alle forskellighederne, siger Susanne Mondrup, og tilføjer:

- Den er blevet lidt et mantra: ”Husk nu lige grisen og hvor mange tilgange, der er til den”.

Egne dogmeregler skal væk

Ud over de faglige opgaver har de forskellige værktøjer og metoder også givet et bedre overblik over, hvordan de praktiske opgaver er fordelt i løbet af døgnet.

- Henholdsvis aftenvagterne og dagvagterne syntes, at de havde meget travlt, og at det var dem, der ordnede det hele. Det viste sig så, at opgaverne faktisk er jævnt fordelt over hele døgnet, og nogle opgaver er faktisk nogle, vi pålægger os selv, siger Susanne Christensen.

Det står for eksempel ikke skrevet i nogen regler på Sofiegården, at alle skraldespande skal være tømt, inden dagvagten går hjem, eller at al vasketøjet skal være lagt på plads, inden aftenvagten smutter.

- Det er der faktisk ikke nogen, der har sagt, og min standardbemærkning er altid: ”Vi er her hele døgnet, så når du det ikke, så kommer der nogle efter dig, og ingen dør af nullermænd i hjørnet.” Man kan tit trække sine egne synsninger ind i arbejdet i stedet for at forholde sig professionelt til det, siger Susanne Christensen.

TRIO’en er færdige med SPARK-forløbet, så nu er det en kunst at holde fast.

- Det har helt sikkert hjulpet os, men det er jo noget vi skal holde fast i. Vi kan mærke, at der er større fleksibilitet, og der er ikke snak i krogene mere. Der er større forståelse for, at man er nødt til at hjælpe hinanden, og man byder ind med nogle ting. Vi får snakket mere sammen om, hvad der er bedst for vores beboere, og hvordan vi griber det an, så det flytter lige så stille, siger Susanne Christensen.