En god snak blandt kolleger

De ansatte på plejecentret Lyngparken i Varde vil ikke undvære deres kollegiale supervision. Den giver nærvær og forståelse for hinanden.

Af Personaleweb 20/08/2006
Danske Regioner,
KL,
KTO

Det tærer på de personlige og faglige ressourcer at arbejde med demente mennesker. Derfor har plejecentret Lyngparken i Varde længe tilbudt ekstern supervision til de ansatte. Men for godt et år siden prøvede de noget nyt.

- Den eksterne supervision begyndte at blive lidt af en sovepude, samtidig med at den egentlig også kostede mange penge. Og efterhånden var personalet blevet så kompetente, at vi mente, at kollegial supervision ville være godt for os. Det holdt stik, fortæller uddannelseskoordinator på ældreområdet i Varde Kommune, Mette Lykke.

Personalet i Lyngparken har stadig mulighed for at indkalde professionel supervision, men det sker næsten aldrig.

- Den interne supervision er jo ikke så farlig. Der er ingen, der styrer eller bedømmer, som der var, da vi havde ekstern supervision. Det er bare en snak blandt kolleger, siger Betty Nielsen, der er sygeplejerske i Lyngparken. Hun er en af de fem, der har taget den etårige supervisorundervisning hos WorkLife Partners.

- Det er klart, at berøringsangsten er mindre, fortæller Karsten Wagener fra WorkLife Partners om kollegial supervision.

- En ekstern supervisor er tillagt en særlig autoritet, hvor en kollega er mere ligestillet. Det kan hjælpe på den måde, at man har en intuitiv forståelse af, hvor skoen trykker, siger han.

- Men omvendt har du de samme blinde pletter som din kollega. Derfor er det så vigtigt at understrege, at de to former for supervision bør gå hånd i hånd.

Betty Nielsen lægger stor vægt på den forståelse, man møder i gruppen af kolleger, når man har det svært med et eller andet fagligt og hun understreger, at det tager toppen af stressen i hverdagen. 'Vi er blevet bedre til at bruge hinanden til at tænke i nye løsninger, og vi er ikke så bange for nye måder at gøre tingene på - fordi vi ved, at vores kolleger forstår os og kan rumme os.

LÆS OGSÅ: Leder af børnehus bruger supervision for at undgå sniksnak

Supervision fakta

Kollegial supervision i Lyngparken: WorkLife Partners uddannede fem supervisorer gennem et år og lavede træningsforløb for hele afdelingen samt erfa-forløb. Faste grupper mødes nu hver sjette uge med deres supervisor.

Professionel supervision i Reden: Fem gange årligt kommer en ekstern supervisor til faste grupper i institutionen. En gang årligt laver supervisoren en overordnet skitse som bruges til en grundig evaluering af forløbet.

Den perfekte supervision: Karsten Wagener fra WorkLife Partners anbefaler, at man kombinerer ekstern og intern supervision. Begge former har hver deres gyldighedsområder og absolutte fordele. De bør supplere hinanden.

Om projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab'

Artiklen er en del af projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab', hvor Personalepolitisk Forum har samlet viden om, erfaringer med og metoder til at opdage, forebygge og håndtere stress.

Læs også aftalerne om trivsel og sundhed for kommuner og regioner.

Kontakt vedrørende projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab'

Preben Meier Pedersen, KL, pmp@kl.dk, 3370 3819

Henrik Carlsen, KTO, hc@kto.dk, 3347 0617

Nicolaj Krogh Jensen, Danske Regioner, nkj@regioner.dk, 3529 8327