Det lønner sig at sige fra

- Det var som at komme i 10. klasse igen rent socialt! Sådan siger Eline Roos, når hun kort skal beskrive, hvordan hun oplevede den kultur, hun blev en del af, da hun i 2005 startede som uuddannet hjemmehjælper i Frederiksberg Hjemmepleje.

Af Personaleweb 09/10/2006
KL,
KTO

Eline Roos kunne som udefrakommende straks notere, at der var klikedannelse på jobbet, at der blev snakket lige vel meget i krogene, at tonen var hård og sarkastisk, og at arbejdspladsen var præget af uformelle ledere.

- Jeg oplevede ubehag ved, at der blev snakket om andre, når de ikke var til stede. Jeg var utryg ved at de sikkert også ville tale om mig. Og så kunne jeg ikke tåle de himmelvendte øjne, der blev sendt, når nogle talte på møderne.

Ifølge Eline Roos fik alt dette lov til at finde sted, fordi de lidt mere 'runde' kolleger mentalt trak sig væk fra gruppen og gav for megen plads til de dominerende - simpelthen af frygt for selv at blive kørt over. Samme reaktionsmønster noterede Eline også ret hurtigt hos sig selv.

Sagde klart fra

Men til sidst blev det for meget.

- Jeg mistede lysten til at møde på arbejde. Jeg kan godt lide arbejdet med de ældre, men kunne ikke klare den hårde samarbejdsform. Den var blevet en kultur, forklarer Eline Roos.

Hun sagde simpelthen sit job op og fik en stilling på aftenholdet. Men så enkelt skulle det heller ikke være. Eline ønskede nemlig samtidig at handle på det, hun havde set - både for sin egen og kollegernes skyld. Hun indviede derfor sin leder, Tina Markussen, i det hun havde set og hørt. De to blev hurtigt enige om at afholde et møde med temaet: 'Der er nogle, som ikke har det godt i vores gruppe!'

- Jeg blev ked af at Eline holdt op - hun var en ressourceperson, og hun var jo ikke den eneste, der havde det sådan, lyder det fra gruppeleder i Frederiksberg Hjemmepleje, Tina Markussen.

LÆS OGSÅ: Stress: Det er sjovere at forebygge

Hårdt men nødvendigt

Mødet blev godt om end hårdt for mange. Bagefter lød meldingen fra flere af deltagerne, at de var lidt rystede og havde fået øjnene op for ting, de ikke tidligere havde sat ord på.

- Så det har været godt for vores videre arbejde med de sider af gruppens hverdag, som slider og som kan føre til stress, fortæller Tina Markussen. Hun tilføjer, at det allerede har ændret kommunikationen og ikke mindst tonen i gruppen.

- Jeg har været inde på problemet tidligere og vi har opstillet spilleregler. Men med dette møde blev det anderledes. Her var det nemlig ikke mig, ordene kom fra, men kollegerne. Det var helt konkret og man kunne ikke undgå at blive involveret.

Om projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab'

Artiklen er en del af projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab', hvor Personalepolitisk Forum har samlet viden om, erfaringer med og metoder til at opdage, forebygge og håndtere stress.

Læs også aftalerne om trivsel og sundhed for kommuner og regioner.

Kontakt vedrørende projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab'

Preben Meier Pedersen, KL, pmp@kl.dk, 3370 3819

Henrik Carlsen, KTO, hc@kto.dk, 3347 0617

Nicolaj Krogh Jensen, Danske Regioner, nkj@regioner.dk, 3529 8327