Det er meget effektivt at gøre lidt

Den erfaring fik en psykolog ved Århus Kommune, efter at hun gik ned med stress.

Af Personaleweb 18/08/2006
Danske Regioner,
KL,
KTO

- Det hele begyndte med, at jeg var voldsomt træt. Først satsede jeg på, at jeg manglede nogle vitaminer, men jeg var også bange for, at jeg var blevet gravid, fortæller Tine Ravn Holmegaard.

Hun arbejdede på det tidspunkt som organisationspsykolog i det daværende BST i Århus Kommune. Det er nu et år siden, at hun gik til sin læge, som kunne fortælle hende, at hun hverken var gravid eller manglede vitaminer - hun led af stress. Alligevel skulle der gå yderligere et par måneder, før Tine valgte at gå til sin leder.

- Jeg havde hørt, hvad lægen sagde, mit system tog bare ikke imod beskeden. Men på et tidspunkt sagde min mand, at nu kunne han ikke holde til det mere. Jeg blev rædselsslagen, da han endelig sagde fra og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Han rådede mig til at tage en snak med min chef. En tanke, jeg slet ikke havde tænkt selv, men nu slog det mig: Selvfølgelig!, fortæller Tine Ravn Holmegaard.

Øjeblikkelig handling

Tine erkender i dag, at man bliver dum af at være stresset, og dengang havde hun hverken overblikket eller overskuddet til at række hånden ud og sige 'hjælp'.

Da hun endelig gik til sin leder, var der kun to uger til, at hun selv skulle på fire ugers ferie. Alligevel besluttede Lone Justesen, der dengang var leder af BST i Århus Kommune, at der straks skulle gøres noget ved Tines arbejdssituation.

- Hvis jeg kan se, at en medarbejder er presset - og det kunne jeg tydeligt se at Tine var - så lægger jeg alt, hvad jeg har. Jeg vidste bare, at der skulle ske noget, og at det var nu. For hvis ikke jeg havde taget opgaver fra Tine i de 14 dage op til hendes ferie, ville jeg jo køre hende i sænk og hun ville sandsynligvis have været rædselsslagen for at komme tilbage efter ferien, forklarer Lone Justesen.

Ikke konfliktsky

Lone Justesens vilje til med det samme at tage sin medarbejders situation alvorligt var helt afgørende for, at Tine Ravn Holmegaard kom gennem forløbet uden én eneste sygedag.

- Lone sagde straks til mig, at det her jo ikke kunne vente, og det blev jeg selv meget overrasket over. Men at hun med det samme tog nogle arbejdsopgaver fra mig, og at hun tog det så alvorligt, det gav mig et kæmpe puf opad. Jeg var enormt lettet, fortæller Tine Ravn Holmegaard.

De er begge to enige om, at det i sidste ende var meget lidt handling, der skulle til, mens dialogen var meget afgørende for Tines situation. Når det gælder det psykiske arbejdsmiljø, er det ofte en meget personlig snak, der skal til for at få sat ord på situationen, og den intimitet kan skræmme nogle ledere - men ikke Lone Justesen.

- Jeg er ikke bange for, at folk begynder at græde og er ulykkelige. Det må de gerne, og så må vi prøve at komme videre derfra. Jeg er ikke konfliktsky. Jeg ved, at mit arbejde bliver endnu større, hvis ikke jeg tager mig af problemet nu og her, siger Lone Justesen, der i dag er udviklingschef i 'Udviklingshuset' - en sammenlægning af Århus Kommunes BST og Center for Kompetenceudvikling.

Så lidt skal der til

Den måde Lone Justesen reagerede på, er for Tine et skoleeksempel på, hvor lidt der rent faktisk skal til, for at aflaste en medarbejder med stress.

- Det er uendeligt effektivt at gøre utrolig lidt, hvis man gør det på det rigtige tidspunkt. Jeg tror, der er mange ledere, der ikke ved, hvad de skal gribe og gøre i. Men bare sig, at du har forstået, og at du er der for at hjælpe. Tag medarbejderens kalender og hiv en enkelt opgave ud, så skal du se mirakler, siger Tine Ravn Holmegaard.

Hun har i dag forladt Århus Kommune og arbejder som psykolog hos CRECEA i Århus. Hun fik et jobtilbud, hun ikke kunne sige nej til og understreger, at hun ikke forlod Århus Kommune på grund af oplevelsen med stress.

Om projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab'

Artiklen er en del af projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab', hvor Personalepolitisk Forum har samlet viden om, erfaringer med og metoder til at opdage, forebygge og håndtere stress.

Læs også aftalerne om trivsel og sundhed for kommuner og regioner.

Kontakt vedrørende projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab'

Preben Meier Pedersen, KL, pmp@kl.dk, 3370 3819

Henrik Carlsen, KTO, hc@kto.dk, 3347 0617

Nicolaj Krogh Jensen, Danske Regioner, nkj@regioner.dk, 3529 8327