Den indre arbejdsgiver skal tæmmes

Den mest skånselsløse chef af dem alle, går vi rundt med inde i os selv. Den skal tøjles, hvis stress skal undgås, mener coach Lisbeth Nielsson.

Af Personaleweb 09/10/2006
Danske Regioner,
KL,
KTO

Stresscoach Lisbeth Nielsson underviste på et kursus i Ry Kommune, hvor hun sammen med en gruppe sygeplejersker på ældreområdet skulle skabe større jobtilfredshed. Men selv om sygeplejerskerne fik opfyldt stort set alle ønsker, var stressen ikke mindsket i gruppen. Næsten alle deltagere oplevede, at en stemme indeni stadig ikke var tilfreds, uanset hvor meget de havde ydet. Den Indre Arbejdsgiver var født.

- Den Indre Arbejdsgiver - selvkritikken - er en diktatorisk chef, der aldrig kan stilles tilfreds. Uanset, hvad du gør, er det aldrig godt nok. Men du kan sende ham eller hende på videreuddannelse, så ledelsesstilen bliver mere moderne og I kan leve sammen i harmoni og fordragelighed, siger Lisbeth Nielsson.

Mentale strategier

Lisbeth Nielsson har i de seneste 15 år beskæftiget sig med kommunikation mellem mennesker med fokus på udvikling af ledere og medarbejdere samt stress. Hendes indgangsvinkel er Neuro Lingvistisk Programmering, NLP, som hun også underviser i - blandt andet på Syddansk Universitets Efteruddannelse.

Noget forenklet beskrevet er NLP et analyseredskab til at forstå, hvordan sindet fungerer, og det kan bruges til at omkode sindet, så det arbejder mere hensigtsmæssigt. Man lægger med andre ord nogle mentale strategier for, hvordan man forholder sig til det, der kommer udefra.

Lisbeth Nielsson understreger, at man i NLP ikke opererer med godt eller skidt. Det er kun en selv, der kan afgøre, hvad der fungerer.

- Når vi taler om arbejdsrelateret stress, er der tre lag, som skal med i betragtning. Først er der de konkrete omgivelser på jobbet såsom kontorindretning, støjniveau og lignende. Næste lag er det generelle psykiske arbejdsmiljø - ledelsesstil, samarbejdsform osv. Tredje og sidste lag handler om, hvordan du selv forholder dig til det hele. I stresshåndteringskurser baseret på NLP berøres alle tre lag. Koncentrationen er dog størst på det sidste, personlige lag.

Beskriv yndlingschefen

I forhold til Den Indre Arbejdsgiver er der et par effektive greb, den enkelte kan gøre: Det første trin er at blive bevidst om, hvilken type Indre Arbejdsgiver, man har ansat. Er han/hun kærlig, motiverende, forstående og positiv - eller er det en, der taler hårdt, påpeger fejl og lover allerhelvedes fortrædeligheder, hvis de ikke rettes omgående.

Er der tale om den sidste type, er vejen frem nænsomt at give denne Indre Arbejdsgiver en anvisning på, hvad man gerne vil have ham/hende til at gøre for sig. Det vil rent praktisk sige, at der skal laves en stillingsbeskrivelse: Sådan skal du gøre for på bedst mulig måde at hjælpe mig til at udføre mit arbejde og nå mine mål.

- Mange behandler sig selv på måder, de aldrig ville udsætte andre for. Og i det virkelige liv ville en hel del af de her Indre Arbejdsgivere blive slæbt for retten under anklage for mobning og psykisk terror. De er en væsentlig medvirkende årsag til lavt selvværd og stress, forklarer Lisbeth Nielsson.

LÆS OGSÅ: Sådan kan arbejdspladsen forebygge stress

Tingene hænger sammen

Flere eksperter advarer imod tendenser og stress-kurser, der gør stresshåndtering til den enkeltes ansvar. Stressramte føler nemlig tit, at de selv er skyld i det hele, og et kursus, der handler om at arbejde med den individuelle psyke, kan give endnu større oplevelse af egen skyld.

Den sammenhæng kan Lisbeth Nielsson ikke nikke genkendende til, men hun er enig i, at stress skal afkriminaliseres - det er ikke et individuelt problem men noget, alle har. Hun understreger dog samtidig, at tingene hænger sammen.

- Jeg synes, det bliver noget konstrueret, hvis vi forsøger at splitte det op i en personlig og en arbejdsrelateret stress. De lapper ind over hinanden. Og hvis du er stresset, hvem andre end dig selv skal så arbejde med det? spørger hun.

- Min erfaring er helt klart, at det her hjælper langt de fleste, hvis det altså bruges korrekt. Og med hensyn til NLP, så er det udviklet på et universitet i USA. Der ligger tonsvis af forskning bag, og der bliver undervist i det på de store universiteter i blandt andet USA. Men selvfølgelig skal man altid sørge for kun at komme i hænderne på nogen, der ved, hvad de har med at gøre.

Om projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab'

Artiklen er en del af projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab', hvor Personalepolitisk Forum har samlet viden om, erfaringer med og metoder til at opdage, forebygge og håndtere stress.

Læs også aftalerne om trivsel og sundhed for kommuner og regioner.

Kontakt vedrørende projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab'

Preben Meier Pedersen, KL, pmp@kl.dk, 3370 3819

Henrik Carlsen, KTO, hc@kto.dk, 3347 0617

Nicolaj Krogh Jensen, Danske Regioner, nkj@regioner.dk, 3529 8327