Top banner
ur

Syv plejecentre vover springet: Fra travlhedskultur til nærhedskultur

På mange arbejdspladser er man udfordret på tid. ”Vi når det ikke”, lyder det. Men hvordan skaber man en følelse af at have god tid? Og hvad sker der, hvis man sætter fokus på borgeren i stedet for på tiden? Det arbejder syv plejecentre med.

Af Irene Aya Schou 18/05/2017

I Kerteminde ligger et lille plejehjem. Det hedder Svanehøj Plejecenter og har 22 beboere.

På plejehjemmet vil man gerne skabe flere stjernestunder for beboerne og samarbejde mere med skoler og frivillige. Man vil også gerne kompetenceudvikle personalet, så man som medarbejder ikke bare synes noget, men faktisk har en faglig viden at hænge disse synsninger op på – en viden man kan dele med sine kolleger.

Der er bare lige ét problem: Det tager alt sammen tid. Og er der noget, der synes at være en mangelvare i det moderne arbejdsliv er det netop tid.

- Vores største udfordring er tid. Følelsen af ikke at have tid nok. Hvor bliver den af? Vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi bruger vores tid bedst muligt, så vi ikke hele tiden siger: Vi når det ikke.

LÆS OGSÅ: Dialog om kerneopgaven genskabte arbejdsglæden

Sådan siger Anette Aggedam, der er centerleder på Svanehøj Plejecenter i Kerteminde og i øjeblikket deltager i et projekt under Fremfærd Ældre sammen med fire andre kommuner.

Fokus på opgaven

I projektet får i alt syv plejecentre lov at eksperimentere med læringsformer og metoder.

Målet er at knække koden for, hvad der skal til for at skabe et bedre liv for ældre demente og deres pårørende på landets plejecentre, og hvordan man udvikler lokale læringsmiljøer, der giver kompetenceløft til medarbejdere og ledere. Ønsket om mere borgerfokus, nærhed og værdighed går igen i alle de lokale projekter.

For som Maria Kremmer, centersygeplejerske på Svanehøj Plejecenter i Kerteminde, siger: Det kan godt være, at beboerne glemmer, hvad vi siger, og hvad vi gør. Men kan vi give dem en følelse af glæde og varme i kroppen, så husker de den.

Svanehøj Plejecenter er ikke det eneste sted, hvor man arbejder med at bliver gode venner med tiden og få det overskud, der skal til for at kunne ændre vaner. Det ved Jørn Eriksen, der er medejer af PsykoVision og bl.a. er tilknyttet opgaver i Slagelse Kommune, hvor der arbejdes med motivation, menneskesyn og livshistorier i ældreplejen.

LÆS OGSÅ: Personalet bruger livshistorier i pleje af beboere med demens

- Tid er mange steder blevet den vigtigste ressource, man har. Ved at have fokus på tid, pumper man tid op. Derved får alle en interesse i at tale sin egen tid og sine egne opgaver op. Opgaverne synes derved større, end de reelt er, siger han.

Udfordringen består i at vende fokus på tid til fokus på opgaven, mener han. Ved at have fokus på borgerne og kende borgerne godt, bliver man lettere optaget af det, man skal lykkes med, nemlig kerneopgaven fremfor de enkelte ydelser.

- Man kan træne medarbejdere i, at når de er i kontakt med borgerne, skal de ose af have god tid. Mange kommer ind og siger som det første: Jeg har så travlt, så travlt.’ Derved kommer borgerne til at føle sig til besvær. I stedet skal man skabe en god stemning, siger han.

Besøg af antropolog

En andet værktøj til at imødekomme følelsen af tidsmangel er at få bedre overblik over opgaverne. Det handler om lean, om at eliminere spildtiden, lyder det fra et af de andre plejecentre i Fremfærds Ældres demensprojekt, Bredebo Plejecenter i Lyngby-Taarbæk Kommune.

- Vi arbejder med tjeklister. Det kan lyde kedeligt og gammeldags, og det handler ikke om, at vi skal dokumentere, men det giver overblik og frigiver tid til at være sammen med beboerne, siger Peter Stuhaug, assisterende områdeleder på Bredebo Plejecenter.

På flere plejehjem arbejder man med mødekulturen bl.a. ved at indføre stående triagemøde i stedet for siddende plejemøder. Det giver en større dynamik og et skærpet fokus på, hvilke ændringer der er i borgernes adfærd.

- Vi kender borgernes status. Det er afvigelsen, der er interessant. Formålet er jo at vinde mere A-A tid inde hos borgerne, siger Anette Aggedam, centerleder på Svanehøj Plejecenter i Kerteminde og forklarer, at A-A-tid er Ansigt til Ansigt-tid.

Flere af plejecentrene i demensprojektet har haft besøg af en antropolog, der bl.a. kigger på, hvad man som medarbejder bruger sin tid på? Det er en god ide at få nye øjne udefra, mener erhvervskonsulent Bettina Skaarup fra Institut for Antropologi på Københavns Universitet, der er tilknyttet projektet.

- Det handler ikke om at kontrollere medarbejderne. Men det afslører, hvad det er for relationer, man på institutionen lægger vægt på. Belønnes man for at tage sig god tid til at tale med en beboer, eller belønnes man for, at hygiejnen er i orden, eller at beboerne ikke får tryksår, siger hun.

Sirenen gik og beboer talte tysk

Anne Sophie Grauslund Kristensen, videnskabelig assistent ved Institut for Antropologi på Københavns universitet, har været ude og observere på flere af plejehjemmene i projektet, og hun hører ofte fra medarbejderne: "Det er rigtig spændende med ny viden og nye projekter, især hvis vi fik ressourcerne og tiden til det."

- Der er en oplevelse af, at der ikke er tid til at skabe stjernestunder. Alligevel er der altid én i personalegruppen, der har en historie fra i går om, hvordan hun gik i parken med en gruppe beboere, da sirenerne begyndte at ringe, og så snakkede de om, hvor de plejede at være, når sirenerne gik: det var jo dengang under krigen, så det kan alle huske, og så begyndte en beboer, der stort set ikke har sagt et ord i to år, at snakke tysk, og det synes alle var vældig underholdende, siger Anne Sophie Grauslund Kristensen.

Tiden er der. Det handler om, hvordan vi taler om det, vi allerede gør, mener hun. Så i stedet for at sige: 'Jeg sidder bare her og snakker med Gerda', kan vi omtale det som en stjernestund. Ligesom der også findes læringsmæssige stjernestunder for personalet, der skal italesættes.

Sygehuskultur passer ikke på demente

Svanehøj Plejecenter i Kerteminde er ét af de plejecentre, der har haft besøg af en antropolog. Det har givet større indsigt i, at en aktivitet ikke bare er en aktivitet.

- Man behøver ikke starte en bus for at gøre noget sammen med beboerne. Det vigtigste er nærværet, siger Anette Aggedam.

Det er social- og sundhedsassistent, Connie Sundahl, enig i. Hun er ansat på Svanehøj Plejecenter og med i demensprojektet i Kerteminde Kommune.

Vi har ikke tid til ikke at have tid. Vi kan ikke sige til en beboer, der er urolig. "Jeg har ikke tid nu". Så bliver beboeren mere og mere opkørt, og det tager lang tid at få hende ned igen. Det er bedre at give tiden nu. Det er vi blevet bedre til, siger hun.

Ifølge Connie Sundahl får tid en anden betydning, når man arbejder med ældre med en fremskreden demenssygdom.

- Vores plejehjemskultur har været meget sygehuspræget, hvor vi satte borgerne ind i vores system. Men det går ikke med demente borgere. Man kan ikke bare sige til fru Hansen: 'Nu skal du i bad', eller 'nu skal du vente et kvarter'. Vi skal møde dem der, hvor de er. Kollegerne gør deres bedste, men der skal øget faglighed til for at forstå dementes adfærd og udfordringer.

Travlhedskultur

Er man i tvivl om, hvordan man ser på sit arbejde og dermed, hvordan man ser på borgeren, kan man stille sig selv spørgsmålet: Hvad laver jeg? Svarer man: ”Jeg vasker og plejer”. Eller begynder man et helt andet sted: ”Nu skal du høre om Arne.”

Ifølge Jørn Eriksen, der oprindeligt er uddannet sygeplejerske og efterfølgende har taget en diplom i ledelse, har vi skabt en travlhedskultur i ældresektoren, hvor der bliver set skævt til dem, der sætter sig ned og snakker med en borger.

- Det gælder om at blive ”færdig” med borgerne, så medarbejderne kan holde pause sammen, mens ”alle” beboerne bliver sat til at drikke saftevand og se Olsen Banden klokken 11. Dette skaber arbejdsrutiner, hvor beboerne er nødt til at tilpasse sig medarbejdernes rutiner i stedet for, at plejen tager udgangspunkt i borgernes ønsker og behov, siger han.

Nærvær og tid er ikke hinandens modsætninger – nærmest tværtimod. Hyggestunder med mange beboere f.eks. omkring et måltid er en god måde at vinde tid på. Det kan være, at en medarbejder synger gamle revysange sammen med beboerne i flere timer over eftermiddagskaffen.

Kendskab giver værdighed

”Hvor vinder kollegerne meget tid ved, at én person laver ting i klynger og skaber fællesskaber og traditioner,” siger Jørn Eriksen.

På Hvalsø Ældrecenter i Lejre Kommune, der også er med i Fremfærd Ældres demensprojekt, arbejder man med livshistorier som én af nøglerne til at skabe meningsfulde aktiviteter og menneskelig blomstring for demensramte ud fra devisen: Jo mere kendskab til borgeren - jo mere værdighed.

- Hvis vi dog bare for pokker da kan kigge på vores borgere og værne om vores kerneopgave og tale om den, så behøver vi ikke at tale om tid og alt det andet, vi er udfordret af. Hvis bare vi kan flytte fokus en lille smule og sige: Hvad er det egentlig, vores borgere gerne vil, siger gruppeleder Mette Hansen.

Fakta om projektet ”Demens – fra ambition på papir til handling i praksis
Fremfærd ældre

Målet med projektet:

At omsætte den eksisterende viden og få demenshandlingsplanens initiativer vedrørende kompetenceudvikling implementeret i de daglige arbejdsgange gennem praksisnær læring.

Succeskriterier:

  • At der sker et kompetenceløft hos medarbejdere og ledere i projektinstitutionerne
  • At projekterne bliver lokalt forankret og skaber varige løsninger
  • At projekterne kan inspirere andre kommuner og plejecentre til at arbejde med praksisnær læring

Projektets fire pejlemærker:

1. Praksisnær læring: At læring sked ved, at medarbejderne og ledere faktisk gør noget andet i morgen, end de gør i dag.

2. Lærende organisationer: Der kommer hele tiden ny viden, som moderne organisationer skal inkorporere og forholde sig til. Derfor vil projektet forsøge at understøtte kommunerne i at blive lærende organisationer.

3. Lokale udfordringer og løsninger: Udgangspunktet for projektet er, at de bedste løsninger er forankret lokalt. Derfor skal projektkommunerne selv på banen og finde frem til, hvordan de kan forbedre demensindsatsen.

4. Fra enkelt initiativ til samlet indsats: Der sker rigtig meget på demensområdet i kommunerne. Projektets mål er, at indsatsen bliver mere systematisk og sammenhængende, og at lokale initiativer tænkes ind i kommunens demenspolitik.

Læs andre artikler fra projektet her.

Succeser og udfordringer:

Hvad er de største succeser og udfordringer hos de fem deltagende projekter?

Succeser:

  • Personalet er åbne over for at lade sig betragte ”in action”.
  • Fælles motivation, stram ledelsesstyring - og mest vigtigt -rummelighed over for tilbagefald.
  • Det er de små ting, som gør en forskel.
  • At vi har det meste af det, som skaber velvære og livskvalitet i spisesituationen i afdelingen, vi skal bare bruge det.
  • En engageret arbejdsgruppe, der kan se formålet med at gå nye veje og se nudging som en mulighed.
  • Stjernestunder der lykkes via bl.a. sansestimulering, berøring, musikalsk tilgang, rim og remser, tilkoble praktiske gøremål til hverdagslivet ud fra det levede liv f.eks. køretur til bondegård

Udfordringer:

  • Følelsen af at mangle tid
  • Fastholdelse af nye vaner i pressede situationer
  • Holdningen om: ”Det har vi prøvet før”
  • Mange konkurrerende projekter
  • Manglende fælles sprog blandt medarbejderne
  • Aktionslæring lægger op til ”refleksion før/(under)/efter action”, og det er uvant for mange medarbejdere
  • Mange nye personaler.
  • Hyppige ændringer af borgernes behov – næsten fra dag til dag i spisesituationen.
  • Svært at oplære personalet i at beskrive nok, så der kan deles viden til det øvrige personale. Med dette menes, det levede liv, baggrund – hvad så du? Hvordan handlede du? Hvorfor virkede det? Hvorfor virkede det ikke?