Rise Parken i Aabenraa er fremtidens plejehjem

Her er de stærke på både teknologi og hygge

På plejehjemmet Rise Parken gør personalet meget for, at beboerne føler sig hjemme. Her er velfærdsteknologien og hjemlighed ikke kontraster.

Af Helga Grønvold 21/10/2015

I Aabenraa Kommune ligger plejehjemmet Rise Parken. Stedet er med sit fokus på velfærdsteknologi blevet betegnet som et bud på fremtidens plejehjem.

Rise Parken er to år gammelt og huser syv bo-enheder med 12 beboere i hver. Men hvad er det, der gør stedet til fremtidens plejehjem? Rise Parkens leder Else Iseling mener, at det blandet andet er stedets måde at balancere mellem at have det nyeste velfærdsteknologi, og ikke at bære præg af at ligne en institution, men snarere et hjem. 

- Vi bruger teknologi alle de steder, vi kan og afprøver nye ting. Vores forflytningsvejleder har for eksempel en hel del ny teknologi til at løfte, når vores borgere skal forflyttes, falder eller er sengeliggende, fortæller hun.

Tina Johansen, der er social og sundhedsassistent, er enig i, at velfærdsteknologien er med til at gøre Rise Parken til fremtidens plejehjem. Men der er ikke kun i den fysiske pleje, at personale og beboere benytter sig af teknologien.

- Vi har for eksempel prøvet med iPads inde hos beboerne, så de kan have kontakt med deres pårørende, når de vil, siger Tina Johansen.

Else Iseling tilføjer:

- Vi er også teknologisk med på den måde, at vi har kamera, så vi kan streame vores ugentlige gudstjeneste, så de beboere, der ikke har mulighed for at komme op til gudtjenesten, kan følge med ude i enhederne.

LÆS OGSÅ: Velfærdsteknologi og hjemlighed går hånd i hånd

Rise Parken skal være en ikke-institution

Rise Parken er ikke et hightech og sterilt plejehjem med masser af velfærdsteknologi. Rise Parken er demens- og ældrevenligt både arkitektonisk og indretningsmæssigt. Stedet er opdelt i små bo enheder, således at beboerne ikke har så mange mennesker at forholde sig til. Gamle smukke møbler pynter på gangene, der hver især er malet i forskellige farver, så beboerne kan skille stederne fra hinanden.

- Det er meget hjemligt herude hos os. Det virker ikke som et plejehjem. Det lugter heller ikke som et, siger Else Iseling.

Personalet forsøger også at sprede hjemlighed ved at sætte blomster og en ternet dug på bordene. En del af at gøre stedet hjemligt er også, at personalet respekterer, at beboerne selv bestemmer over deres egne lejligheder.

- Det er beboernes hjem, det er dem, der bor her. Så vi respekterer hundrede procent, hvor deres dør er. Hvis de for eksempel vil ryge, så må de gøre det i deres egen lejlighed. Det forhindrer vi dem ikke i. Det er jo deres hjem.

Beboeren er i centrum

I hverdagen har personalet beboeren i centrum. Ud over pleje og omsorg kigger de på, hvad der skal til for at gøre dagen god. Både Else Iseling og Tina Johansen er enige om, at det er vigtigt at acceptere og respektere den enkelte beboers integritet til selv at bestemme.

- Hvis en beboer ikke har lyst til at have strømper på. Hvorfor skal han så have strømper på? Det er jo ikke et must at have strømper. Men hvis en beboer ikke ønsker at have bukser på og går rundt i bar numse. Jamen, så vil jeg bare bede ham om at blive inde hos sig selv, siger hun og forsætter:

- Det er vigtigt at forstå, at et plejehjem må gå ind på beboernes præmisser, og at det ikke er mine værdier og normer, der skal trækkes ned over hovedet på beboerne.

Det er først, når personalet vurderer, at det er sundhedsskadeligt, at de skrider ind. Inden da vil de gøre, hvad de kan for at overtale beboeren.

Til spørgsmålet om det ikke kan give konflikter, svarer Else Iseling:

- Nej det fungerer fint. De har haft et liv og flytter herhen, der kan man jo ikke tillade sig at sige, at der er ting, de ikke må mere. Vi beder dem selvfølgelig om at lade være med at ryge, når vi er på besøg, siger hun og understreger:

- Vi er her for dem, og vi skal gøre det så hyggeligt og rart for dem, som vi på nogen måde kan.

Kollegaerne hjælper hinanden med teknikken

Det nytter ikke at have alverdens teknologier, hvis de ikke kan bruges i praksis. På Rise Parken er der uddannet ressourcepersoner til hver teknologi. Ressourcepersonerne rådgiver og hjælper deres kollegaer og viser dem til rette med den teknologi, de hver især har ansvaret for.

- Der er nogle i de forskellige teams, der er oplært i det. For man skal have viden om både det tekniske, og hvordan man griber det an, siger Tina Johansen.

Eksempelvis er der et snoezelrum. Ordet snoezel kommer af de hollandske ord snuse og døse. Snoezelrummet består af et hav af teknik, blandt andet et tv, lyd, lys, en massagestol, og bobler der kan stimulere eller dæmpe nogle sanser. Det kræver, at man kender til, hvordan det hele fungerer teknisk, men fagligt skal man også have en viden om, hvornår og hvilke sanser der skal stimuleres for at få folk til at slappe af.

Selvom teknologien er en stor del af hverdagen, så er personalet meget opmærksomt på, at det ikke er alle beboerne, der tåler så meget stimuli.

- Det er ikke noget, vi bare hiver ned over hovedet på dem alle og siger, nu skal vi være moderne. Vi vurderer den enkelte, hvad han eller hun magter og ikke magter. Der er jo nogle, der ikke rigtig er egnet til det. Det skal være det rigtige tidspunkt, og det skal være en, der får noget ud af det. Det er meget individuelt, siger Tina Johansen.

Erfaringer fra Rise Parken

Else Iseling deler ud af tre erfaringer de har haft succes med i Rise Parken.

Respekt og integritet
Først og fremmest er respekten for integritet vigtig. Borgerne skal have lov at være dem, de er og leve på deres måde. Det betyder også, at personalet arbejder ud fra den rehabiliterende tilgang, hvor borgeren skal deltage i de ting, de kan.

- Vi kommer som gæster ind i deres hjem, siger Else Iseling og fortsætter:

- Hvis de godt selv kan tørre støv af i sin egen stue eller lejlighed, så gør de det. Selvfølgelig guider og hjælper vi. Det må heller tage lidt tid ved, at de selv gør det, end at vi gør det for dem.

Dyrevenner
I Rise Parken er de glade for dyr. De har tre marsvin, to små robotkatte og robotsæler.

- Vi har mange dyr, det er der mange af beboerne, der har stor glæde af. De pårørende er også meget velkomne til at tage hunde og andre dyr med.

Aktiviteter og et åbent hus
Aktiviteter og frivillighed går hånd i hånd i Rise Parken. plejehjemmet stiller gerne sine lokaler til rådighed, så længe beboerne kan være med og have gavn af det. Så beboerne kan ofte sig hej til både dagplejemødre, konfirmander og folk, der låner lokaler til foredrag.

- Måske er der nogle af beboerne, der er med til et foredrag, som egentlig var for personalet. Men det gør jo ingenting, det må de gerne.

Fakta om Rise Parken

Rise Parken er to år gammelt, det blev opført i 2013 som et bud på fremtidens plejehjem.

Stedet er delt op i syv enheder med 12 beboer i hver. Heraf er en af bo enhederne for beboere med udadreagerende adfærd og en enhed er en tryghedsbolig til folk, der ikke har fået en plejebolig endnu.

Plejehjemmet er delt op i fire medarbejderteams. Hvor to enheder arbejder sammen. På nær specielenheden, der har øget normering. Det er det samme personale, der er knyttet til hver enhed.

Fremtidens plejehjem

Læs mere om Rise Parken i modelprogrammet fra Energistyrelsen.