Klokken er 11.30 på Montebello Plejehjem i Helsingør. Det er blevet tid til den daglige erfaringsudveksling.

I teams mødes medarbejderne over frokosten for at diskutere dagens store og små oplevelser. Om et rundt bord sidder 10 mennesker - otte social- og sundhedshjælpere og assistenter, én sygeplejerske og én afsnitsleder. Hver tirsdag deltager fysioterapeuten også.

Den daglige vidensdeling giver alle medarbejdere og dermed plejehjemmet et fagligt løft, siger plejehjemsleder Rie Luxhøi.

- Det giver kvalitet i den måde, vi taler om den enkelte beboer på, og det giver en fælles ansvarsfølelse, der er nødvendig, hvis vi skal kunne løfte opgaven, siger hun.  

Én for en fortæller personalet, hvad de særligt har observeret den pågældende dag eller har fået overleveret fra nattevagten.

Udgangspunktet er en tavle i baggrunden, der viser alle afsnittets 30 beboere - opdelt i farvekoder. De "røde" beboere er det særligt vigtigt at få snakket om.

Tryksår og sveskejuice

Første punkt på dagsordenen er en ny beboer, der har fået bevilliget fysioterapi udefra. Målet er, at hun kan komme til at køre kørestolen selv med det ene ben.

I den næste halve time drøfter grupper flere end 10 beboere, og emnerne veksler fra tryksår, bleer og maveproblemer over vasketøj og sveskejuice til besøgshunde og bortkomne høreapparater.

Flere ansatte får stor ros for at have gjort en ekstra indsats bl.a. en mandlig social- og sundhedshjælper, der har kørt tur med en kvindelig beboer, der er svær at få op af sengen.

- Hun så glad ud og fik vind i håret. Det er dagens gode historie, siger en sygeplejerske.

Anerkendelse var by i Rusland

Alle i gruppen er enige om, at den daglige vidensdeling er guld værd.

- Det er meget den tavse viden, der kommer ud her. Vi bliver opdateret på den store beboergruppe, vi har, og vigtige meddelelser bliver givet videre til aften- og nattevagterne, lyder det.

For social- og sundhedsplejer Anne-Marie Kirkegaard er den anerkendende tilgang blevet en del af kulturen på Montebello.

- Da jeg startede i faget i 2012 var anerkendelse en by i Rusland. Nu kender hele huset hinanden, og når tilliden er der, er det nemmere at gå til sin kollega og spørge: Hvorfor gør du det på den måde?

For plejehjemsleder Rie Luxhøi træner den daglige vidensdeling medarbejderne i at sætte ord på deres daglige praksis.

-  Det er noget, vi holder fast i selv i tider, hvor det økonomisk kan blive lidt presset. Vil du have dine medarbejdere siddende omkring et bord og erfaringsudveksle? Det er et bevidst ledelsesvalg at sige: ”Ja, det vil jeg gerne”. For medarbejdernes kompetencer skal vokse i arbejdstiden, siger hun.

Det forsvundne høreapparat

Sidste punkt på dagsordenen er Gretes høreapparat. Det er blevet væk, og grupper snakker om, hvad de kan gøre for at finde det.

- Har vi været i vaskeriet? spørger afsnitsleder Sille Lund.

Der nikkes rundt om bordet. Personalet har kigget alle steder. Men ligesom med tandproteser kan høreapparater forsvinde i sammenfoldede servietter, når der ryddes op, påpeger én.

Jagten på høreapparatet fortsætter. Det gør også det daglige arbejde. Klokken har passeret 12, og alle haster ud af døren – fyldt med mad og faglige vitaminer.

Foruden den daglige viden- og erfaringsudveksling har Helsingør Kommune fundet sin helt egen model for praksisnær læring på ældreområdet. To gange om året sendes medarbejdere på 10 ugers internt kursus. Her lærer de bl.a. om rehabilitering, hygiejne, urinvejsinfektioner og kommunikation. På Montebello får 40 af stedets 90 medarbejdere hvert år et kompetenceløft. .

LÆS: Her forekompetenceløft på arbejdspladsen og Derfor virker praksisnær læring