Tag godt imod en ny kollega. Foto: Thomas Evaldsen

God modtagelse af nye medarbejdere

En mentorordning sikrer, at nye medarbejdere får en ordentlig og blid start på Kirsebærhavens Plejehjem. Introduktionsforløbet betaler sig og har blandt andet været med til at åbne plejehjemmets øjne for en bredere rekruttering.

Af Personaleweb 23/01/2007
KL,
KTO

- Mentorernes måde at takle nye og gamle medarbejdere har været med til at skabe større rummelighed og åbenhed i huset, end vi har kendt tidligere, vurderer Kirsebærhavens leder Gitte Bols om den mentorordning stedet har indført i forbindelse med MAP-projektet.

Ordningen skal være med til at give nyansatte en hensynsfuld start på den nye arbejdsplads. For selv om man er faguddannet, kan man godt have glæde af en indkøringsperiode, mener Kirsebærhavens tillidsrepræsentant Jean Petersen, der fungerer som supervisor for de uddannede mentorer.

- Der kan godt være en tendens til at tage hensyn i to dage, og så har man glemt, at der er en ny. Mentorerne har ansvaret for den nye kollega i fire måneder og holder fast i at de skal have en ordentlig indkøring.

Hvordan kan vi mødes?

Ordningen virker efter hensigten, synes souschef Eva Algreen-Petersen. Hun oplever, at for eksempel dårligt integrerede og tilslørede kvinder, der kommer til Kirsebærhaven i forbindelse med jobtræning eller andre arbejdsmarkedsprojekter, bliver mødt med åbenhed og interesse.

LÆS OGSÅ: Medarbejdernes skjulte talenter

- Nogle steder siger man, at de skal tage tørklædet af og kitlen på med det samme. Hos os bliver de mødt mere stille og roligt, og så arbejder vi os ind på, hvordan vi kan kombinere den måde, de gerne vil se ud, med hvad der kan lade sig gøre her, fortæller souschefen.

Mentorordningen virker to veje. Dels sikrer den tilstrækkelig plads til, at den nyankomne kan lande, dels skal mentorerne være med til at afdække de nye medarbejderes kompetencer, og sidst men ikke mindst skal mentorerne samle op på de nye kollegers undrende spørgsmål og gode idéer. Det sidste sker i erkendelse af, at man nok kan få øje på andre ting, når man er et sted for første gang, end når man har været der i 7 år.

Færre kloner

Den ændrede holdning til nye medarbejdere har smittet af på plejehjemmets rekrutteringspraksis, mener tillidsrepræsentanten. Medarbejdere og ledelse på Kirsebærhaven ansætter ikke helt så mange kloner af sig selv længere.

- Før kunne vi bare ved at kigge på en ansøger og tænke, at hun ikke passede ind hos os, indrømmer Jean Petersen.

- Nu ser vi på ansøgerens forskellige ressourcer og lytter meget mere til, hvad personen siger om sig selv.

Sosu-assistent Christina Christensen siger, at hun gerne byder nye kolleger med anderledes og brugbare kompetencer fra andre arbejdspladser velkommen. Og også gerne en medarbejder med anden etnisk baggrund, der gennem sin viden, kultur og religion kan noget, som plejehjemmets etnisk danske medarbejdere ikke kan.

Kontakt vedrørende MAP-projektet

Dorte Thorgaard, KL, dot@kl.dk, tlf. 3370 3162

Henrik Vittrup, KTO, hv@kto.dk, tlf. 3347 0614

Mere inspiration fra 'Perspektiv for alle'

Du kan få viden om inklusion på arbejdspladsen fra projektet 'Perspektiv for alle'. Et projekt der skal fremme lederes og medarbejderes forståelse for og opbakning til at beskæftige ledige og personer med nedsat arbejdsevne.

Gå på opdagelse i temaet her