Bogen giver en faglig introduktion til emnet velfærdsteknologi

Bliv klogere på velfærdsteknologi

Med bogen 'Velfærdsteknologi i sundhedsvæsnet' får du en faglig introduktion til emnet velfærdsteknologi. Bogen tager dig med på en rejse fra ordets oprindelse frem til de moderne udfordringer som både borgere, medarbejdere og ledere har, når det gælder problemstillinger mellem velfærd og teknologi.

Af Luna Svarrer 28/09/2014

Omstillingen til velfærdsteknologi handler ikke kun om indkøb og udvikling af teknologi. Det er en omstilling med mange facetter. Bogen ’Velfærdsteknologi i sundhedsvæsnet’ havnede på boghylderne, fordi der manglede en bred og faglig introduktion til området. Og det er lige, hvad du får, hvis du giver dig i kast med bogen, der er en antologi med ti forskellige forfattere.

LÆS ARTIKLEN Her er velfærdsteknologi 'bare' en del af arbejdedagen

Bogen kommer omkring velfærdsteknologiens økonomi, de diskurser der hersker om begrebet, den introducerer til de mange forskellige typer af velfærdsteknologi, den behandler borgernes oplevelser af teknologiem og medarbejdernes betydning for implementeringen. Derudover kommer der konkrete erfaringer på banen i flere forskellige cases.

Du får også en historisk introduktion, ja faktisk bliver du ført helt tilbage til 1982, hvor den første mobiltelefon vejede 7,5 kg. Det er nemlig velfærdsteknologiens forudsætning, at teknologi er blevet mobil, billig og let at bruge. En væsentlig grund til at 97 procent af den danske befolkning i dag har en mobiltelefon. Udviklingen i forbrug af teknologi, herunder mobiltelefoner og internet, men også den danske populationsudvikling med flere ældre og færre unge, er et vigtigt område af velfærdsteknologi, som bogen også introducere til. Det sætter rammen for, hvordan velfærdsteknologi implementeres, hvem det giver mening for, og hvilke problemstillinger der er kan opstå.

Velfærdsteknologiens oprindelse

Bogen indfører begyndere grundigt til det velfærdsteknologiske område, blandt andet med en introduktion til begrebets fødsel i 2007 og videre til begrebets ind togt til forskellige parters dagsordner, herunder blandt andet KL, Danske Regioner, Ældre Sagen, FOA og forskellige private aktører.

Bogen beskæftiger derfor heller ikke med én definition af velfærdsteknologien, men udlægger flere forskellige versioner og viser dermed også de mange forskellige perspektiver og interesser, der eksisterer.

Bogens forfattere

  • Trine Ungermann Fredskild (redaktør)
  • Anne Abildgaard
  • Dorte Dalkjær
  • Birthe Dinesen
  • John Hansen
  • Pernille Ravn Jakobsen
  • Kjeld Møller Pedersen
  • Christa Roseer
  • Lone Schou
  • Helle Schultz
  • Claus Ugilt Østergaard