Plejeboligerne Augustenborggade i Aarhus Kommune har arbejdet med besjæling

Arkitekt og personale skaber livsglade rammer sammen

Æstetik og praktiske hensyn kan være svære at forene. Men det lykkedes i Plejeboligerne Augustenborggade i Aarhus Kommune, da personalet gik sammen med en arkitekt om at skabe rare rammer både indendørs og udendørs.

Af Personaleweb 25/08/2015

De 31 beboere i Plejeboligerne Augustenborggade har fået mange nye og spændende ting at beskæftige sig med og kigge på inden for de seneste år. Den gamle, firkantede bygning er blevet shinet op med blandt andet små 'oaser' - hyggekroge, hvor beboerne kan samles eller sidde med familien eller alene i ro og fred. På de lange gange hænger der malerier, samlet i temagrupper, der er frisket op med maling, og kulørte puder, lamper, tæpper, tøjdyr og meget andet liver op rundt omkring. 

- Vi havde haft gang i forskellige projekter, før vi fik fat i Dorte," fortæller sosu-assistent Jette Aagren.

- Oaserne havde vi selv indrettet, og via penge fra Innovationspuljen havde vi købt en masse gamle malerier, tøjdyr, spil og mange andre ting, der skulle være med til at skabe liv og livsglæde hos både beboerne og medarbejderne. Vi havde rigtig mange ideer! Vi drømte fx om en pejs, der kunne være tændt på kolde dage og knitre og dufte og skabe stemning og hygge.

Vi vil gerne gøre huset til et sted, hvor folk siger: 'Neej, hvor er her dejligt! Her vil jeg gerne bo!' Min vision er, at man skal glæde sig til at flytte på plejehjem. Her skal være hjemligt og rart, og vi vil satse på fællesskab - ikke som noget, beboerne partout skal være med i, men de skal have den tryghed, det giver at vide, at det er der."

Når det blæser i Aarhus, stormer det i Augustenborggade

Samtidig med inde-projektet havde Jette Aagren, håndværker Ole Bech Antonsen og demensnøgleperson Mette Harby også kig på den atriumgård, der ligger ved plejeboligerne.

- Vi har altid haft et vandbassin med ænder, til beboernes store fornøjelse, og blomsterbede og frugtbuske og sådan noget. Vi har også haft flere drivhuse, men de er blæst omkuld. Problemet er nemlig, at der er nogle helt specielle vindforhold her omkring, på grund af banegraven og de tre 15 etagers højhuse. Når det blæser i resten af Aarhus, stormer det i Augustenborggade! - og det er ikke mange dage om året, vi kan andet end at sidde inde og kigge ud. Så det var noget af en udfordring, hvordan vi skulle gøre atriumgården til et rart og indbydende sted, hvor man ikke kan lade være med at gå ud. Samtidig var vores indendørs projekter nok vokset os lidt over hovedet ... og så hørte vi om besjælingsfolkene.

Hun hjalp os med at prioritere og vælge de ting, der skulle fredes. Resten kom væk. Undtagen de ting vi gemte for hende nede i kælderen

- Jette Aagren, sosu-assistent 

Da vi var færdige med at grine over ordet, fik vi fat i Dorte Bach Schmidt, som kom og tog et overblik - og fortalte os at her var rodet, alt for mange møbler og nips og andre ting, som vi ikke rigtigt brugte til noget. Jeg blev ærligt talt lidt stødt over at få det at vide! Vi havde jo selv købt det hele, fordi her ikke rigtigt var noget, der kunne gøre huset venligt og hjemligt. Men vi ville gerne have hjælp til at få ryddet op - og samtidig ville vi ikke af med noget af det, vi havde, og ville i øvrigt selv bestemme! husker Jette Aagren med et skævt smil.

Så det tog lige lidt tid, inden plejepersonalet og besjælingsarkitekten fandt hinanden. Men Dorte Bach Schmidt fik lov til at forskønne fællesarealerne med maling og tæpper og puder. Hun brugte også mange af de ting, der var på stedet i forvejen.

- Hun hjalp os med at prioritere og vælge de ting, der skulle fredes. Resten kom væk. Undtagen de ting vi gemte for hende nede i kælderen, griner Jette Aagren.


Plejeboligerne Augustenborggade har netop indviet deres nye atriumgård med højbede, boldspilsgræs, hønsegård og læhække. På billederne nyder beboer Anna Warnich og sosuassistent Jette Aagren det (for en gangs skyld) dejlige juni-vejr.

Det skal være i orden at spilde på stolen

I løbet af besjælingsperioden fik Dorte Bach Schmidt og medarbejderne i Augustenborggade mange rigtig gode snakke. 

- Vi lærte meget af Dorte om, hvordan man kan indrette og pynte op og afstemme farverne - og at malerierne på gangene helst skal hænge i samme højde. Men hun lærte bestemt også noget af os. Altså ... nogle gange må det praktiske vægte højere end æstetikken. Demente har brug for, at det ikke gør noget, at de kommer til at spilde på stolebetrækket. Ind imellem var hun også nødt til at gå på kompromis og købe ind i Ikea, fordi vi ikke har råd til designertingene. Men i fællesskab har vi nået et fint resultat, synes jeg.

Læ-hække, hårdføre planter – og høns

Tilbage til atriumgården. Den har Dorte Bach Schmidt også været inde over, sammen med landskabsarkitekt Julie Trier. Vindforholdene er blevet kortlagt, og der er taget højde for problemet med læ-bøgehække og planter, der kan tåle blæsten - stauder, syrener, rhododendron, lavendler, klatreroser, løgplanter, krydderurter - mange af dem i højbede, hvor beboerne kan røre ved dem og dufte til dem. Atriumgården blev indviet 9. juni, hvor det nye hønsehus fik fire nye beboere.

- Vi må ikke bruge deres æg - men når de bliver gamle, skal de slagtes, beboerne skal være med til at plukke dem, og så skal vi have hønsekødsuppe!, lover Jette Aagren.

Det er langt fra slut med besjælings- og forskønnelsesprojekterne i Augustenborggade, hvis man spørger Jette Aagren:

- Vi vil også gerne indrette en 'senior-legeplads', hvor beboerne kan hygge sig med børnebørn og børnene fra nabo-daginstitutionen. Foreløbig har vi lavet græsområder, hvor man kan spille bold. Og så ligger der et stykke ubrugt, kommunal græsmark heromme bagved, som kun bliver slået en gang om året, til beboernes irritation. Her kunne vi have et par får gående, som kunne holde græsset nede, og som beboerne og nabobørnene kunne have glæde af ... Jo, vi får mange gode ideer her. Vil de ha' nytænkning, så skal de få det!

Blå bog - Dorte Bach Schmidt

Uddannet arkitekt i 1993, med speciale i bygningskunst. Har arbejdet på ca. 10 forskellige tegnestuer og et par år i Grønland. Har i dag sit eget lille arkitektfirma og underviser desuden på Arkitektskolen i Aarhus og Den skandinaviske Designhøjskole i Randers. Har været ansat i Sundhed og Omsorg i ca. 1½ år og har bl.a. arbejdet med at besjæle Thorsgården, Vikærgården, Lokalcenter Carl Blochs Gade, Lokalcenter Hasle og plejehjemmet i Augustenborggade. Hun har også arbejdet i køkkenet og gjort rent på plejehjem – ”så jeg kender det også fra dén side.”

Tekst: Ingrid Terkelsen
Foto: Allan Witte

Guide til det tværfaglige møde

Arbejder I rehabiliterende? Fremfærd Ældre har udgivet en guide til det rehabiliterende møde.

Læs hvordan og se og lyt til dem, der har afprøvet konceptet.

Se alle artikler det det tværfaglige rehabiliteringsmøde her