Tavle i Randers

Andre arbejdsopgaver giver færre sygedage

På plejecentret Bakkegården i Randers er sygefraværet faldet, ligesom det er på resten af ældreområdet i kommunen. Mulighed for andre arbejdsopgaver i en periode er en del af forklaringen.

Af Mette Voss 19/09/2016

Hele ældreområdet i Randers Kommune har siden efteråret 2014 haft fokus på at nedbringe sygefraværet. Det har i høj grad hjulpet, på ét år har området haft 12.000 færre sygedage. 

Plejecentret Bakkegården har været en del af projektet, og det nedsatte i begyndelsen en arbejdsgruppe, der skulle finde ud af, hvordan medarbejdere og ledere bedst muligt kunne arbejde med sygefravær på deres enhed.  

- Jeg synes, det har været rigtig spændende, og jeg synes, vi har fået rigtig mange gode dialoger.  Vi har blandt andet snakket om, hvornår man er syg, og hvornår man ikke er syg, og hvilke muligheder har man, når man er sygemeldt, siger Jette Aaquist, der er arbejdsmiljørepræsentant på Bakkegården og med i arbejdsgruppen. 

Tavle som hjælp

Når personalet på Bakkegården var fraværende, var det ikke altid tydeligt, om det var på grund af sygdom, kurser eller ferie. De manglede bare i dagligdagen. Derfor besluttede arbejdsgruppen, at fokus ikke kun skulle være på sygefravær, men på fravær i det hele taget.

- Vi har ikke skilt det ud som at sygefravær er det eneste, vi fokuserer på. I stedet har det været alt fravær, feriefravær, fravær til kurser og anden udvikling på arbejdspladsen, og fravær i forbindelse med ture ud af huset med vores beboere. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi ikke kun har fokuseret på sygefravær, og på den måde er det heller ikke blevet til noget negativt, siger Betina Andersen, der er leder på Bakkegården.

De fandt ret hurtigt på, at de kunne give alle medarbejdere et overblik ved at sætte en tavle op, hvor alt fravær blev skrevet op hver dag. Den tavle skulle lige ind under huden på personalet.

- I starten var der nogen, der var lidt imod den, for der står jo, hvem der er syg, og det er jo heller ikke et emne, der altid er sjovt at snakke om. Nu er den bare blevet hverdag, siger Jette Aaquist.

Tavlen kan også hjælpe medarbejderne til at vise omsorg over for hinanden. 

- Den er blevet en glæde i personalegruppen, og min fornemmelse er, at den er med til, at vi tager mere vare på hinanden og får spurgt til hinanden. For eksempel når man kommer tilbage fra ferie, og når man kommer tilbage efter nogle dages fravær: ”Er du frisk igen og husk at sige til, hvis der er noget, vi kan gøre for hinanden.” Det har givet nogle gode ringe i vandet, siger Betina Andersen. 

- Nogle gange, har folk jo også bare fri, og så var man ikke lige opmærksom på, hvem der var syg og lige havde brug for en krammer eller noget andet, siger Jette Aaquist. 

Andre muligheder

Når de ansatte i ældreplejen er fraværende, så er det noget, der kan mærkes. Derfor har Bakkegården arbejdet med, at man ikke nødvendigvis er helt fraværende, hvis der er enkelte ting, man ikke kan. 

- Vi havde for eksempel en kollega med en dårlig skulder. Så havde vores leder en samtale med hende om, hvad hun kunne, og hvad hun ikke måtte med armen. Og så lavede vi en aftale med hende om, at hun godt kunne komme på arbejde, men der var nogle ting, hun ikke kunne yde, siger Jette Aaquist.

Den pågældende medarbejder havde stadigvæk den daglige kontakt med sine borgere, men blev hjulpet af kollegaer med for eksempel at skifte sengetøj eller støvsuge. 

- Vi har simpelthen planlagt os ud af det. Det er jo der, vi kan hente noget, og der, vi kan få nogle dejlige varme hænder, som kan komme ud og gøre nogle af de ting, vi kan have svært ved at nå, hvis vi har for meget fravær i en gruppe i en periode. Så det gavner alle, siger Betina Andersen. 

Det betyder meget for medarbejderne, at ledelsen bakker op, og at der kan blive taget hensyn, og at de små sejre kan blive fejret. 

- Hvis nu der er en, der har det lidt svært derhjemme, så har man mulighed for at få omlagt sine timer for en tid, sådan at man hele tiden kan finde muligheder. Det synes jeg, er godt. Og så sørger vi for at fejre, når vi har nået vores små mål f.eks. med en frugtkurv. Sådan nogle skulderklap er vigtige, siger Jette Aaquist.

Sygdom er ok

Selvom de er gode til at tænke i alternative muligheder, når sygdom rammer personalet på Bakkegården, er der også tidspunkter, hvor det er bedst, at en medarbejder bliver hjemme. Og det er også helt ok.

- Jeg tror, at det er alfa og omega lige, at slå den fast med syvtommersøm,: Selvfølgelig må man have fravær. Hvis fraværet skyldes noget, hvor man ikke kan være på arbejde, så skal man selvfølgelig ikke være her. Det kan være influenza, det kan være høj feber eller maveonde. Det kan man ikke stille spørgsmålstegn ved, og det er ikke det, der har været vores fokus, siger Betina Andersen. 

Hun har som leder kontakt til sygemeldte medarbejdere allerede fra den første sygedag, det er en aftale det lokale MED-udvalg står bag. Det hjælper til at se mulighederne for medarbejderne.

- Der hvor man kan forvente fravær over en længere periode, synes jeg, det er lidt nemmere for mig som leder at være med til at vise nogle muligheder. Hvis du er fraværende, og det skyldes noget i dit bevægeapparat, så er der måske noget, vi kan gøre her på arbejdspladsen for at tage hensyn til dig, siger Betina Andersen. 

Fokus på sygefraværet bliver ved med at være en del af hverdagen på Bakkegården.

- Omdrejningspunktet er andre muligheder i en periode og så at det ikke handler om, at man ikke må have fravær. Det handler om, at her kan man samfundsmæssigt lave en helt anden service over for vores ældre borgere, siger Betina Andersen.  

Læs også: En kur mod sygefravær
EN kur mod sygefravær

Fire kommuner har formået at nedbringe sygefraværet markant over en femårsperiode eller fastholde deres lavt sygefravær. Erfaringer viser, at man med en målrettet og helhedsorienteret indsats kan opnå gode og holdbare resultater.

Bliv klogere på kommunernes erfaringer og læs om de seks elementer i en effektiv sygefraværsindsat i magasinet 'En kur mod sygefravær?'