TR-forhandling

TR: Tre udfordringer når I forhandler lokalt

Når den lokale lønforhandling står for døren, er der mange sager at se til for tillidsrepræsentanten. Her får du tillidsrepræsentantens tre største udfordringer og et par gode råd i den travle tid.

Af Luna Svarrer 23/04/2014

Der skal være styr på sagerne, når tillidsrepræsentanten skal føre sine kollegaer gennem lønforhandlingerne. Det er ikke altid en let proces at få tilfredse ledere og kollegaer. I de situationer fungerer fællestillidsrepræsentanten som tillidsrepræsentantens konsulent. Fællestillidsrepræsentanten skal guide og give råd om proces og ønskværdige resultater.

Læs også: TR har en nøglerolle i gode inklusionforløb

Her får du Trine Quists, der er fællestillidsrepræsentant i Aarhus Kommune, vurdering af de tre største udfordringer en tillidsrepræsentant har under lønforhandlingerne.

TR's tre største udfordringer

Et solidt mandat
Det er en udfordring for tillidsrepræsentanten...

"At få et solidt mandat til hvilken strategi lønforhandlingen skal have. Processen til et mandat kan foregå på mange måder. Og det kan for eksempel ende med, at man i faggruppen stemmer om hvilken strategi, man vælger. I de tilfælde kan det være få stemmer, der adskiller, og så kan man sidde med næsten 50 procent, der hellere vil have haft en anden strategi. Derfor er det vigtig at have en god dialog med sin faggruppe, så man har så bredt et mandat at gå videre med."

Troværdig og tryg forhandling
Det er en udfordring for tillidsrepræsentanten...


"At skabe troværdighed og tryghed omkring selve forhandlingen. Der skal ikke være usikkerhed omkring, hvad der sker inde i forhandlingsrummet, og kollegaerne må ikke begynde at blive usikre på, hvad tillidsrepræsentanten laver derinde. Der må man lave nogle klare aftaler med sin ledelse om, ’hvordan er det, vi gør det her’, ’hvordan er det, vi melder tilbage’. Det er især en udfordring for nye tillidsrepræsentanter, fordi de er ikke længere helt som en af kollegaerne. De har fået en ny rolle, hvor de er tættere på ledelsen.”

Statistik og lønmateriale
Det er en udfordring for tillidsrepræsentanten...


"At få udleveret de rigtige tal og forstå dem. Det letter arbejdet betydeligt at have en ledelse, der udleverer noget ordentlig statistisk lønmateriale. Materiale hvor man kan se, hvem man som tillidsrepræsentant repræsenterer, og hvordan deres løn ser ud. Det bruger fællestillidsrepræsentanter meget tid på at hjælpe med. At udregne statistisk det er også en udfordring. Men langt de fleste steder er der en administration og en ledelse, der er villig til at hjælpe, og hvor man bliver enige om, hvordan man læser nogle tal, og som kan hjælpe med at regne statistikken. Det er ikke sådan, at man skal tænke, ’jamen jeg skal selv have styr på alt det her og sidde med lommeregneren’. Man kan altid få hjælp, indtil man er inde sagerne.”

Sådan lyder konklusionerne fra Trine Quist, fuldtidsfrikøbt fællestillidsrepræsentant i Aarhus Kommune og tidligere socialrådgiver. Hun blev valgt til tillidsrepræsentant første gang i 2005 og i 2007 blev hun valgt til fællestillidsrepræsentant.