http://www.personaleweb.dk/sites/default/files/MED_udvalg1.jpg

MED-samarbejdets maskinrum: Her er ikke plads til møgspredere

Hvad er udfordringerne ved MED-samarbejdet? Hvornår er rettidig inddragelse? Og hvordan er det nu med ledelsesretten? Personaleweb var med, da 19 ledere og medarbejdere fra Ballerup Kommune en regnvejrsdag i februar var på kursus i samarbejdets svære kunst.

Af Irene Aya Schou 18/02/2016

- 2+2 skal gerne give 5, når vi sætter os sammen i MED-udvalget.

En rar mand med gråt skæg, grå trøje og sorte Adidas-sko går rundt oppe ved det hvide projektorlærred. Han taler om paragraffer, rammeaftaler og bilag. Ord som information, drøftelse og retningslinjer farer rundt i lokalet.

Læs også: Sygefravær: Med-udvalg arbejder for at knække kurven

- Vi får mange flere holdninger, synspunker og fakta i spil, når vi går sammen, end hvis man sad ene mand. Vi får flere mulige løsninger. Og beslutninger bliver tager på et mere kvalificeret grundlag, siger manden, der er 56 år og hedder Palle Bruun Olsen.

Til daglig er han leder af sikkerhedsarbejdet i Kalundborg Kommune. Siden 1998 har han været fast MED-underviser i Parternes Uddannelsesfællesskab (PUF).

Vi er i kursusejendommen Villa Blide ved Ballerup. Deltagerne sidder klyngevis ved bordene og bladrer i hver deres bog med spiralryg. VÆR MED står der med store røde bogstaver på forsiden.

Det er 2. dagen af den nye obligatoriske MED-grunduddannelse, der blev introduceret i januar 2015. Alle 19 deltagere kommer fra Ballerup Kommune, de fleste fra jobcentret.

Vi er helt inde i maskinrummet på MED-samarbejdet og skal høre om de to medindflydelsesgrader:  information/drøftelse og retningslinjer, forklarer Palle Bruun Olsen.

- Information og drøftelse kalder vi medindflydelse. Når vi laver retningslinjer, snakker vi om medbestemmelse. Så enkelt er det, siger Palle og understreger, at medindflydelse ikke er det samme som at få sin vilje igennem.

- Nogle medarbejdere siger: ”Vi har ikke medindflydelse, for lederen gør alligevel, som lederen synes”. Men indflydelse i denne sammenhæng er, at man har mulighed for at komme til orde og påvirke tingene - altså den endelige beslutning.

Helikopter-perspektiv

De 19 deltagere har trodset regnvejret for at blive klædt fagligt på til arbejdet i deres MED-udvalg, hvad enten det drejer sig om det lokale MED-samarbejde på arbejdspladsen eller kommunens Hoved-MED udvalg.

Ved et bord ved vinduet sidder Jeanette Bengtsen og Berit Bertelsen. De er begge ansat som sektionsledere i Jobcenter Ballerup og har været fagligt aktive i knap 10 år.

For dem er den store udfordring i MED-samarbejdet, at alle, både ledere og medarbejdere, skal repræsentere helheden og ikke kun varetage egne og nærmeste kollegers interesser.

- Vi skal kigge på, hvad der er bedst for jobcentret og løfte os til helikopter-perspektiv, så kerneopgaven kommer i centrum og ikke den enkelte medarbejder, siger de samstemmende.

Palle Bruun Olsen er enig.

- Hvis man går ned på individniveau, vil alle være tilbøjelige til at sige: Hvad har jeg i spil rent personligt? Det blokerer for, at man kan se mere ideelle løsninger. Derfor er det vigtigste for MED-udvalget at sikre de overordnede bærende principper og en god medinddragende proces, siger han.

Jeanette Bengtsen og Berit Bertelsen er enige om, at MED-samarbejdet er helt nødvendigt for en stor organisation som Jobcenter Ballerup med over 100 ansatte fordelt på flere etager og adresser.

- Dette kursus giver os et fælles grundlag at arbejde ud fra. Nu ved både ledere og medarbejderrepræsentanter, hvad vi er for en størrelse, og hvad vi kan bringe ind i MED, siger Jeanette Bengtsen, inden Berit Bertelsen supplerer:

- Det giver gensidig respekt og tillid til, at alle ønsker at finde gode og konstruktive løsninger, siger hun.

Møgspredere

Palle Bruun Olsen går videre i dagens tekst. Næste emne er gensidig informationspligt og rettidig inddragelse. Det gode spørgsmål er: Hvornår er rettidig inddragelse? Hvor tidligt skal medarbejderne inddrages? Han svarer selv på spørgsmålet.

- Det skal være på et sådan tidspunkt, at sagen er tilstrækkelig oplyst, men der endnu ikke er taget en beslutning, siger han og sender deltagerne ud i et gruppearbejde om erfaringerne med gensidig informationspligt.

Deltagerne er enige om, at gensidig informationspligt sikrer et godt og tillidsfuldt samarbejde og gør det svært for såkaldte ”møgspredere” at surmule i et hjørne og tale om manglende indflydelse.

Over 10.000 har allerede nu gennemført den nye obligatoriske MED-uddannelse, der over to dage guider deltagerne igennem et fast pensum. De 19 deltagere fra Ballerup Kommune går videre med en snak om, hvad en god drøftelse er, og hvad der er svært for det enkelte MED-medlem i forhold til denne drøftelse.

- Videreformidlingen kan være svær. Det er svært at finde en dag, hvor alle kan samles både til formødet og eftermødet. Og så kan det være svært at huske, at man er repræsentant for helheden og ikke ens egne holdninger, siger en kvinde.

Øjenhøjde

En anden kvindelig deltager peger på, at MED-møderne kan gå hen og blive meget formelle, fordi både medarbejdere og ledere har afstemt deres holdninger på forhånd.

- Det bliver mere en udveksling af informationer og synspunkter end egentlige drøftelser, siger hun. 

- Kunne man nøjes med bare at lade formand og næstformand mødes? Så kunne man lade 14 andre arbejde i stedet for, siger Palle drillende og spørger en mandlig medarbejder fra Jobcenter Ballerup om, hvilken værdi han ser i MED-udvalget.

Læs også:MED-udvalg går forrest: Fra kerneopgave til MUS

Manden svarer, at ledere og medarbejder kommer i øjenhøjde, taler samme sprog og forsøger at forstå hinandens forskelligheder og udfordringer.

- Det er godt nok store ord sådan en mandag formiddag klokken halv elleve, siger Palle og beder deltagerne tage stilling til, hvorvidt en konkret case, hvor ledelsen arbejder på besparelser, skal drøftes i MED-udvalget.

Der summes i grupperne.

Besparelsen er et vilkår. Især hvis den er truffet højere oppe i systemet. Men medarbejderne kan godt bede om at få indflydelse på, hvordan besparelsen konkret skal udmøntes, lyder det fra grupperne.

Helt blank

Klokken er 11.55, og maverne er begyndt at rumle. Deltagerne indstiller sig på frokost, men Palle har endnu et gruppearbejde i ærmet: Retningslinjer.

- Vi skal bordet rundt. Den yngste lægger ud. Nævn områder hvor I synes, det vil være godt at lave retningslinjer, siger mødelederen, og grupperne summer på ny.

Måske er det sult eller træthed. Jeanette Bengtsen og Berit Bertelsen kan ikke komme på nogen. I Ballerup Kommune er der retningslinjer for alt fra stress, trivsel, sygefravær, vold, mobning til ansættelse, tjenestefrihed og graviditet.

- Vi har et hav af retningslinjer. Jeg er helt blank, lyder det fra bordet, inden de to sultne kursister finder vej til buffeten.

Efter frokost fortsætter arbejdet ufortrødent. De 13 deltagere fra Jobcenter Ballerup sætter sig sammen ved ét bord og snakker dagsorden. Hvilke punkter skal med på et MED-møde, og er der tale om information, drøftelse eller medbestemmelse?

Midt på eftermiddagen er pensum klaret, og kurset kan slutte. Palle Bruun Olsen er godt tilfreds. Endnu et kuld kursister er blevet udklækket, oplært i MED-samarbejdets svære kunst. Nu må tiden vise, om de kan omsætte deres viden til praksis.

- Jeg fornemmer, at ledere og medarbejdere rykker tættere sammen i takt med de mange forandringer og udfordringer, der kommer udefra. Og én ting er sikkert: Tillid, processuel retfærdighed og samarbejde skal til, hvis vi fremadrettet skal løse kerneopgaven, siger han og haster ud af døren.

MED-Grunduddannelsen

MED-grunduddannelsen:

I januar 2015 blev den nye MED-grunduddannelse sat i søen.

Uddannelsen tager to dage (14,8 timer) og er obligatorisk for alle nye MED-udvalgsmedlemmer.

Over 10.000 ledere og medarbejdere har allerede gennemført den. Medio 2017 vil der foreligge en grundig evaluering af den nye MED-uddannelse.

Deltagerne lærer på uddannelsen om:

  1. MED-ideen og formålet med den lokale MED-aftale
  2. Kompetenceforhold i MED
  3. Opgaver i MED-udvalget
  4. MED-udvalgets placering i den politiks styrede organisation
  5. Information og drøftelse (medindflydelse)
  6. Retningslinjer (medbestemmelse)
Om Palle Bruun Olsen

 

56 år og leder af sikkerhedsarbejdet i Kalundborg Kommune. Siden 1998 har han været fast MED-underviser i Parternes Uddannelsesfællesskab (PUF).