Talenter hørte om, hvad det kræver at være leder
Et lederjob kræver blandt andet evnen til at motivere, stå ved beslutninger og tid til at tænke sig om. Det fortalte områdeleder Susanne Gilling Poulsen ved Aarhus Biblioteker, da hun holdt oplæg for 60 medarbejdere med ledertalent på konferencen ’Leder in spe’.
60 bibliotekarer med talent inden for ledelse hørte med, da områdeleder Susanne Gilling Poulsen ved Aarhus Biblioteker fortalte sin personlige historie om, hvordan hun blev leder, og hvordan det er at være i et lederjob.
Her kom hun blandt andet ind på, hvad det kræver at være leder:
1. Det er vigtigt at opbygge sine kompetencer inden for ledelse
- Jeg er uddannet bibliotekar, men jeg synes, lederjobbet kræver, at man har nogle ledelsesfærdigheder. Der er en kæmpe stor kompleksitet i arbejdet, og derfor er der behov for at have nogen redskaber, man kan trække på, siger Susanne Gilling Poulsen.
For eksempel har områdelederen en model til, hvordan hun holder de svære samtaler med medarbejderne.
2. Et godt overblik og beslutningskraft
Det er vigtig at have noget beslutningskraft og vide, hvornår det er, beslutningerne skal træffes.
Læs også: Otte trin til passioneret ledelse
Overblik er også vigtigt.
- Man kan ikke have det fulde overblik hele tiden. Jeg har ikke overblik over alting, men jeg har det dér, hvor jeg mener, at det er vigtigt.
3. Sidder ikke fast i detaljer
- Jeg kigger ikke på detaljerne. Jeg kan godt kigge på dem, hvis jeg bliver bedt om det, fordi noget ser mærkeligt ud, men det er ikke noget, jeg umiddelbart falder over. Og jeg mener, at det er en styrke, da jeg ikke er typen, der henfalder til detaljen.
4. Noget af det vigtigste er at lytte, inddrage, have dialog og motivere
- Den med motivation er måske den største og mest vedvarende. Særligt i forhold til nye opgaver. Her er det også vigtigt at være klar i spyttet om, hvad det hele handler om.
5. Stå ved beslutninger
- Holde fast i beslutningerne, fordi du mente noget med det, og ville noget med det. Og den pointe er selvfølgelig lidt i modsætning til den næste, smiler Susanne Gilling Poulsen.
6. Vær i stand til at erkende fejl
- Det er også vigtigt at være i stand til at erkende, at man tog fejl. Det kan vi alle gøre, siger Susanne Gilling Poulsen.
Og når fejlen er erkendt, kan man eventuelt lave om på beslutningerne og ændre kursen.
- Man skal ikke være bange for at tabe ansigt på det.
7. Sæt tid af til refleksion
Vær bevidst om at få langt noget tid ind i kalenderen, hvor man tænker sig om og tænker strategisk.
Læs også: Trivsel starter med god ledelse
- Jeg tænker over, hvad jeg har foretaget mig. Hvad der var godt, og hvad der var skidt. Hvad jeg i hvert fald ikke skal røre ved på den måde en anden gang. Så man får en læringshjul ud af det, siger hun.
8. Inspiration gennem netværk, coach, åndehuller og et liv ved siden af
Det er vigtigt for Susanne Gilling Poulsen at få inspiration, fordi det er med til at få hende til at virke som leder.
- Jeg har en stor glæde af at få inspiration i et ledernetværk med fire kommunale ledere fra forskellige biblioteker i Danmark.
- Jeg har også en sparringscoach, som jeg bruger engang imellem, siger hun og fortsætter:
- Det hjælper mig med at se tingene fra andre vinkler, og det er vigtigt. For man bliver jo nogen gange lidt blind på det, man gør.
Susanne Gilling Poulsen finder også inspiration gennem åndehuller. For eksempel ved at se en afslappende video eller ved at tale med kollegaer om de ting, der er svære.
For områdelederen er det også vigtigt med et liv ved siden af arbejdet. Livet uden for arbejdet er præget af familie, venner og fritidsinteresser, og her bliver der absolut ikke talt om biblioteker eller noget, der er i relation til det. Medmindre hun selv bringer det op.