sygedagpengeafdeling viborg

Sagsbehandling uden tastatur

Et pilotprojekt om brug af et talegenkendelsessystem giver gode erfaringer. Medarbejderne er blevet mere effektive, og arbejdsmiljøet er blevet bedre i Viborg Kommune.

Af Annette Arp Andersen 12/05/2014

I Sygedagpengeafdelingen i Viborg Kommune har de succes med at bruge et talegenkendelsessystem på computeren i deres sagsbehandling af syge borgere. De 20 medarbejdere, der siden januar har været med i et pilotprojekt for Job & Velfærd, skal ikke længere skrive med fingrene på tastaturet, men kan bruge stemmen til at 'skrive' med.

Læs også: Her er de stærke på både teknologi og hygge

Ved hjælp af et headset og et enkelt tryk på en knap omsætter talegenkendelsessystemet lynhurtigt medarbejdernes talte ord til tekst på computerskærmen i journalnotater, breve og e-mails. Den skriftlige sagsbehandling udgør størstedelen af arbejdet i Sygedagpengeafdelingen. Netop derfor har talegenkendelsessystemet stort potentiale.

Skrivearbejdet går hurtigere

En af de helt store fordele ved at bruge talegenkendelsessystemet er, at det er hurtigere at tale end at skrive.

– I gennemsnit har medarbejderne talt med 419 tegn i minuttet, og det er noget hurtigere, end man kan skrive. Almindeligvis kan man skrive cirka 120 - 180 tegn i minuttet, fortæller Steen Lindkvist Nielsen fra Ledelsessekretariatet i Job & Velfærd, som er leder af pilotprojektet.

Alt i alt tyder forsøget på, at man kan frigøre cirka en halv times skrivearbejde om dagen. Men det er ikke det eneste argument for at bruge talegenkendelse.

Tekster bliver mere forståelige

De første erfaringer i Viborg Kommune med at bruge systemet viser også, at kvaliteten af de tekster, der bliver produceret med talegenkendelse, er højere.

– Vores projekt viser, at brugen af talegenkendelse giver nogle andre arbejdsgange. For at kunne tale sine tekster ind, skal man have tænkt mere over budskabet, inden man går i gang. Ofte betyder det, at sætningerne bliver kortere og mere forståelige, når man taler fremfor at skrive. Samtidig bliver korrekturlæsning en mere indbygget del af arbejdet. Så det bliver simpelthen et bedre produkt, medarbejderne leverer, fortæller Steen Lindkvist Nielsen.

Bedre arbejdsmiljø

En anden gevinst ved at tale fremfor at taste er, at belastningen af medarbejdernes skuldre og nakker er blevet mindre.

– Medarbejdere, der før døjede med musearm, har nu ikke længere de samme problemer, nu hvor brugen af tastatur og mus er minimal, siger projektlederen.

Det åbne rådhus

Der har også været udfordringer undervejs i pilotprojektet. Et par medarbejdere er holdt op med at bruge det, fordi de sidder tæt på området, hvor der færdes borgere. Det gav for meget støj fra omgivelserne til, at systemet virkede efter hensigten. Det åbne kontormiljø på rådhuset er dog generelt ingen hindring for at bruge systemet, mener Steen Lindkvist Nielsen.

- Man behøver ikke tale særlig højt for at bruge systemet, så det generer ikke naboerne, siger han.

Fremtiden er uvis

Pilotprojektet i Job & Velfærd slutter i maj 2014 med en samlet evaluering af erfaringerne. Der er ikke taget stilling til, hvad der herefter skal ske. Projektleder Steen Lindkvist håber, at medarbejderne i Sygedagpengeafdelingen får lov at beholde systemet, og at det kan udbredes til andre forvaltninger og afdelinger, som skriver meget. Det kræver, at der bliver sat penge af til køb af flere licenser til talegenkendelsesystemet.

– Med de erfaringer vi allerede har gjort os, er jeg helt sikker på, at der er et stort potentiale i at lade flere arbejde med talegenkendelse, siger projektlederen.

 

Om projektet med talgendekendelsessystemet i Viborg Kommune

Talegenkendelsessystemet hedder Dragon og det udvikles løbende af KMD til
brug i det offentlige.

Viborg Kommune er sammen med cirka 15 andre kommuner med i KMDs brugerforum.
Her deles erfaringerne med at bruge systemet.

Vil du høre mere om pilotprojektet, er du velkommen til at kontakte projektleder Steen Lindkvist på e-mail: sn6@viborg.dk eller telefon nr. 87 87 41 08.