Kreativiteten skal ind i og ikke ud af boksen

Kreativiteten skal ind i og ikke ud af boksen

Kreativitet er et af vores mest tilbedte dogmer. Både på arbejdspladsen og som person er det et plus ord at være kreativ. Men hvordan er man kreativ i en fastlagt arbejdsdag med skemaer og procedurer? Læs interviewet med ph.d. i kreativitet Rasmus Lindgaard.

Af Luna Svarrer 12/11/2013

Hvordan kan man være kreativ i sin arbejdsdag, når den i forvejen er fastlagt?

- Hverdagen er, som den er. I stedet for at tænke ud af boksen, skal man tænke inden for boksen. Man kan ikke altid få mere tid og flere penge, så må man være kreativ med det, man har. Kreativitet er blevet et mystisk begreb, hvor man er blevet kreativ for kreativitetens skyld. I stedet burde man være kreativ, fordi det kan skabe en reel værdi og nogle gode løsninger på hverdagsproblemer.

LÆS OGSÅ: Så dan bliver du mere kreativ

Kan alle være kreative, både dem der har et arbejde med fastlagte procedurer, eller er kreativitet noget, der tilhører ledere og HR-afdelingen?

Kreativitet er blevet et mystisk begreb, hvor man er blevet kreativ for kreativitetens skyld.

- Rasmus Lindgaard, ph.d. i kreativitet ved Aalborg Universitet

- Kreativiteten og magten til at skabe forandring er ofte tildelt bestemte faggrupper. Men der går noget galt, hvis det bliver en distance til virkeligheden i praksis. Det er paradoksalt, hvis ikke eksperterne bliver inviteret ind i de rum, hvor de kreative løsninger forhandles.

Råderummet for at være kreativ er forskelligt. For eksempel er det større hos en pædagogisk leder og end en pædagog. Som pædagogisk leder har man ofte været pædagog, men det er måske 10 år siden, og så kan man altså godt glemme, hvordan det er, og der er alligevel sket en helt masse forandringer på arbejdspladsen. Hvis man tror, man ved noget, skal man sætte sin viden på prøve, for man bliver oftere klogere.

LÆS OGSÅ: Vi glemmer den naturlige krativitet

Hvad kan man så gøre som leder og medarbejder?

- Man skal lade sig inspirere, komme ud i verden, og bryde med sine forståelseshorisonter. Og det gælder begge veje, både for ledere og pædagoger. Man taler ofte om ’the gap’. 

Et forståelses gap beskriver de forskellige forståelser og fordomme, vi har om hinandens arbejdsroller. I stedet for at holde fast i forældede eller forsimplede forståelser, skal man opsøge viden om dem.

Måske er det gavnligt for en pædagogisk leder at genoptage arbejdet som pædagog i nogle dage for at mærke mentalt og fysisk, hvilke problemstillinger pædagogerne har. Eller den anden vej rundt, hvor en pædagog får en bedre forestilling om, de opgaver og det pres en leder har. Generelt er det et godt fif at opsøge viden og inspiration udenfor sit eget fag og felt.

Om Rasmus Lindgaard

Rasmus Lindgaard skriver en ph.d. om kreativitet ved Aalborg Universitet. Du kan læse mere om hans forskning i kreativitet her.