I Vejle jobdater medarbejderne hinanden

I Vejle jobdater medarbejderne hinanden

Efter den økonomiske krise havde skabt behov for tilpasninger og sparerunder i Vejle Kommune, var der brug for at sætte fokus på medarbejdernes arbejdsglæde og faglig stolthed. Det førte blandt andet til en ordning, hvor medarbejderne kan gå på jobdate på tværs af kommunale arbejdspladser.

Af Helga Grønvold 28/05/2014

En lærer tager på besøg i en børnehave og en pædagog følger en dag i et sundhedsteam. I Vejle Kommune har man siden 2012 sat fokus på arbejdsglæde og faglighed i forening. Et af resultaterne er en ordning, hvor medarbejdere kan gå på jobdate på tværs af arbejdspladser og fagligheder.

Behovet for ordningen opstod, fordi medarbejderne i Vejle Kommunes trivsel og faglige stolthed kom under pres oven på de nedskæringer og sparerunder der fulgte i kølvanden på den økonomiske krise.

Ud af dette kom tiltaget og projektet ’Trivsel, arbejdsglæde og faglig stolthed’, fortæller Kirsten Buch Poulsen, der er personalechef i Vejle Kommune.

-    Vi havde brug for et nyt pust, og vi havde brug for at sikre kompetenceudvikling og sikre fokus på trivslen for de medarbejde, der var tilbage, uddyber Kirsten Buch Poulsen

Noget af det der virkelig er med til at løfte den faglige stolthed, er de projekter, der går på tværs af kommunen. Det er de projekter hvor de ansatte i kommunen, får mulighed for at opleve kollegaer fra andre arbejdspladser fortælle om deres hverdag eller de særlige projekter de brænder for og derigennem får inspiration og perspektiv på sin egen hverdag.

Vi gør hinanden bedre med Jobdating

’Vi gør hinanden bedre’ er sloganet for et af de tiltag Vejle Kommunen tilbyder i deres faglige stolthedsprojekt. Sloganet knytter sig til projektet Jobdating. Jobdating giver medarbejder i kommunen mulighed for at flirte lidt med andre arbejdspladser, faggrupper og forvaltninger end deres egen.

Forskellen på jobbytte og jobdating er, at daten kun varer en enkelt dag, forklarer Søren Madsen, der er HR konsulent i Vejle Kommune og har guidet de ansatte igennem deres dates. Han uddyber, at én dag ude på en anden arbejdsplads er nok til, at man kan nå at lære meget.

En af fordelen ved jobdating er netop også forløbets længde. Det er nemmere for arbejdspladsen at undvære en af sine dygtige medarbejdere i én dag, end det er at undvære personen i tre måneder. For at alle har mulighed for at komme afsted på en date, giver projektet lønkompensation, hvis det er nødvendigt med en vikar.

LÆS OGSÅ: Vejen til et vellykket jobbytte

Jobdating styrker den faglige stolthed

Søren Madsen fortæller, hvordan jobdating er med til at give medarbejderne et bedre overblik over og forståelse for de processer borgerne kommer igennem i kommunen. Eksempelvis har en skolelærer i indskolingen været på jobdating i en børnehave for netop at få en forståelse af, hvor børnene kommer fra, inden de starter i skolen.

Der bliver større ejerskab på tværs, større samarbejder på tværs, og det er også det, der skaber faglig stolthed. De medarbejdere der er med får understreget deres faglige stolthed ved at andre kommer på besøg og siger ’hold da op, det er jo fantastisk spændende, hvad der foregår her’

Kirsten Buch Poulsen, personalechef i Vejle Kommune

Jobdating er altså en mulighed for at komme på besøg på arbejdspladser, der minder meget om ens egen, men det kan også være et specielt tema en medarbejder finder tiltrækkende. En pædagog i Vestcentret i Give har for eksempel været på date hos Team Sundhedsfremme & Forebyggelse i Vejle for at få flere vinkler på begrebet ’sundhed’.

Kirsten Buch Poulsen uddyber, hvordan jobdating også giver mulighed for at tænke sin egen arbejdsgang igennem på en anden måde. Det gælder, både når man skal præsentere sit arbejde for andre, og når man ser, hvordan arbejdet gøres andre steder. Man bliver opmærksom på sin egen faglighed i mødet med andres, og det er med til at fremme den faglige stolthed.

-    Der bliver større ejerskab på tværs, større samarbejder på tværs, og det er også det, der skaber faglig stolthed. De medarbejdere der er med får understreget deres faglige stolthed ved at andre kommer på besøg og siger ’hold da op, det er jo fantastisk spændende, hvad der foregår her’, siger Kirsten Buch Poulsen.
 

Inden daten Under daten

Inden daten skal medarbejderne gøre sig klar. Det gør de ved at snakke med en konsulent, ikke om scoretricks, men for at få defineret, hvad de gerne vil have ud af besøget, så de får nemmere ved at fokusere på det, der giver mening for dem.

Kort sagt, hvad forventer de af besøget, hvad vil de gerne lære og hvordan vil de formidle deres nye viden når de kommer hjem? 

Undervejs på daten fører medarbejderne en logbog, for at huske hvad der er sket og for at huske nogle af alle de spørgsmål, der måtte komme, for en dag i nye og anderledes omgivelser kan gøre en træt i hovedet.

Medarbejderne bliver også opfordret til at tage på fotosafari undervejs, det gør det igen lettere at huske men også lettere at forklare sine kollegaer.

Læs flere historier om jobdating.

Mere om faglig stolthed projektet

Projektet er sat i søen af HovedMED og har været i gang siden år 2012. Det har ført til mange forskellige tiltag i kommunen, alle med fokus på at den faglige stolthed, trivslen og tilliden hos medarbejderne. Ud over Gå-hjem-møder og jobdating, er der produceret tre film ogen værktøjskasse med otte gør-det-selv-værktøjer - bl.a. et helt nyt brætspil DILEMMA.

Spillet hjælper med at sætte ord på arbejdsmæssige dilemmaer og tager etiske problemstillinger op. Kommunen har uddannet instruktører der hjælper med at gennemføre spillet.

Fordi at DU er ansat

’Fordi at DU er ansat’ er navnet på endnu et af de særlige arrangementer kommunen holder. Her inviterer afdelinger andre medarbejdere i kommunen på besøg, for at vise deres projekter frem. Kirsten Buch Poulsen forklarer, at arrangementerne er med til at udbrede kendskabet på tværs til hinandens arbejdspladser og løfter den faglige stolthed.