Fem teknikker du kan bruge til at huske

Fem teknikker du kan bruge til at huske

Er der noget bestemt, du gerne vil huske, så kan du måske have gavn af at bruge en hukommelsesteknik. Her får du en introduktion til fem forskellige teknikker, og så er det op til dig at prøve, hvilken der virker bedst for netop dig.

Af Helga Grønvold 16/12/2015

Hvordan husker du et årstal? En serie pointer i et oplæg, man skal holde? Eller en række navne?

Der findes en række forskellige teknikker, man kan gøre brug af, hvis der er noget bestemt, man gerne vil huske. Hanne Boutrup, der er chefkonsulent i Supplement A/S og ofte holder foredrag om husketeknikker, fortæller, at hvis vi gør en indsats, så kan vi træne vores hjerne til at huske bedre.

Hvilke teknikker du skal skal gøre brug af kommer an på, hvad det er, du skal huske og hvad der virker bedst for netop dig.

Nedenfor beskriver og kommenterer Hanne Boutrup fem teknikker, du kan prøve dig frem med. 

Husk i billeder

At huske i mentale billeder kan hjælpe vores hukommelse på vej.

- Jo mere fjollet billedet er, desto nemmere har hjerne ved at huske det, siger Hanne Boutrup. Hvis man skal huske flere ting eller skal huske en rækkefølge af ting, kan man gøre brug af 'hus-teknikken' af nordmanden Oddbjørn By.

Hus-teknikken handler om at placere de ting, man skal huske, rundt omking i et velkendt hus. Ved at parre de nye ting vi skal huske med vores langstidshukommelse, vil vi huske dem bedre.

Sådan gør du, hvis du for eksempel skal huske rækkefølgen på nogle forskellige lande:

Forestil dig et hus, du kender godt. Lav en rækkefølge af de forskellige rum. Herefter knytter du hvert land til et rum.

For at huske Australien som det første, så kan man danne sig et mentalt billede af en kænguru, der hopper op og ned i entreen. Dernæst går du ind i stuen. Der sidder en kineser med sin wok og laver mad, for Kina er det næste land, du skal huske. Når du prøver at gå ind på badeværelset, så vælter det ud med fodbolde. De skulle gerne minde dig om, at Brasilien er det tredje land.

Husk med sætninger

Hanne Boutrup, der efter eget udsagn kun kan huske sin egen fødselsdag og skonummer, har alligevel fundet metoder til at huske tal på.

Hun kommer med et eksempel på, hvordan hun kan huske Nikola Teslas fødselsdag (ham der eftersigende opfandt radioen). Efternavnet kan hun huske, fordi det er det samme som bilmærket. For at huske hans navn og fødselsår laver hun denne sætning:

Ni colaer – kan jeg drikke 18 colaer? Nej, men måske 5-6 stykker = Nikola født i 1856.*

- Det kan være, at det virker lidt til den skøre side. Men når det virker, så kan man ligeså godt bruge det, siger hun.

Her kan man også benytte sig af rim og remser.

Lydgenkendelse

Ved lydgenkendelse leger man med ordets lyd. Her skal man knytte det, man gerne vil huske, sammen med noget, ordet minder en om.

Læs også: Sådan holder du koncentrationen 

- Man bliver nødt til at lege med ordet for at finde ud af, hvordan man husker ordet, siger Hanne Bourtup.

Denne teknik vil mange kunne genkende, når de forsøger at lære et nyt sprog.

Hukommelsesmæssige markører

Hvis man for eksempel skal lave en præsentation, og man gerne vil sige tingene i den rigtige rækkefølge, så kan man dele pointerne op i tre.

- Tre ting er noget, hjernen altid kan huske. Det er til at overkomme. Når vi først kommer op på over fem ting, kan det være vanskeligt at huske.

Hvis vi deler tingene op i bundter ad tre, så er det nemmere for vores hjerne at huske. Under hver del kan man tilføje yderligere tre pointer.

- Vi skal lytte efter hjernen. Hvordan virker hukommelsen. Tre ting er til at overkomme. Det er god logik for hjernen at tænke i tre-klang, siger Hanne Boutrup.

Tegn eller skriv tingene ned

Ved at visualisere det, vi gerne vil huske, hjælper vi vores hukommelse. Det er selve processen med at skrive eller tegne tingene, der hjælper os til at huske. Ofte vil man kunne huske det tegnede eller skrevne uden at kigge på det, fortæller Hanne Boutrup.

Tegn eller skriv så husker du bedre

*Hanne Boutrup fortæller, at hun kun bruger denne viden, når hun skal fortælle om hukommelsesteknikker, ellers er den parkeret i ’centeret for overflødig viden’.

- Kan du huske navnet og fødselsåret på opfinderen af radioen?

Om Hanne Boutrup

Hanne Boutrup er chefkonsulent i konsulentfirmaet Supplement. Hun har tidlige arbejdet i internationale virksomheder senest som Communication Director hos LEGO Gruppen. Blandt hendes kompetenceområder er husketeknik, præsentationsteknik, tidsstyring, servicekurser, kommunikation og marketing.