Fem råd til at opnå indflydelse på dit felt

Fem råd til at opnå indflydelse på dit felt

Ved at komme med nye og anderledes input og lytte til andre, kan du opnå større indflydelse på din arbejdsplads og på dit faglige felt.

Af Christina Lagoni 17/08/2015

Det handler ikke om at blive kendt, men om at få indflydelse, skriver Maiken Ingvordsen i sin nye bog 'Original', der handler om personlig branding og synlighed. Inden for de fleste felter er der nogle, som vi alle kender, går til eller lytter til, når de taler og skriver. 

Her har vi samlet et lille udsnit af bogens forslag til, hvordan du kan opnå mere indflydelse indenfor dit felt. Rådene kan både bruges i det daglige på din arbejdsplads, og hvis du vil deltage bredere f.eks. i den faglige debat på dit område.

Læs også: Kvinder skal selv søge indflydelse

Du kan gå gennem tjeklisten og se, om du kan svare ja til alle punkterne. Måske kan du ikke svare ja til det hele nu, men så kan du få et praj om, hvad du kan arbejde videre med. Du kan også overveje, hvad du mener, der er vigtigst for dig at fokusere på. 

1. At skille dig ud
Vær nytænkende, anderledes og original. Gør tingene på din egen måde og stol på det.

2. At være blandt de bedste
Det kan betyde alt fra at være den, der mestrer faget, til at være den, der har størst viden, til at være den, der leverer den bedste service. Det skal være dig, vi opsøger, når vi har brug for et godt råd. For at være blandt de bedste kræver det først og fremmest, at du mestrer dit fag til fingerspidserne.

3. At være ærlig
Du skal tage udgangspunkt i, hvem du er som person. Dét du elsker ved dit arbejde og dine styrker. Det kan gå galt, hvis du forsøger at iscenesætte din identitet eller virker overfladisk. Det er altså vigtigt, at du er ærlig omkring dig selv, så du ikke mister dig selv undervejs og får skabt et billede, der dels ikke er sandt, og som du ikke kan leve op til.

4. Giv andre mennesker din fulde opmærksomhed
Fuld opmærksomhed er noget af det mest værdifulde, du kan skænke andre. Ofte skal der ikke mere til end at lytte intensivt og respektfuldt til et andet menneske, for at dette menneske begynder at handle på sine idéer.

5. Få andre folk til at føle sig værdsat i dit selskab
Vis interesse. Lad tingene handle mest om de andre og mindre om dig.  Læg mærke til, hvor du lægger dit fokus. Vend blikket ud af og interesser dig for andre mennesker. Så vil bonus være, at de interesserer sig for dig. 

Om 'Original' af Maiken Ingvordsen

'Original' er en bog om personlig branding og synlighed. Den går trinvis igennem, hvordan du finder frem til dit eget personlige brand, og hvordan du kommunikerer det ud bl.a. via sociale medier. Du får også nogle redskaber, som du kan bruge for at tydeliggøre egne målsætninger og fokuspunkter. 

Denne artikel tager udgangspunkt i en lille del af bogens temaer. 

'Original' er udgivet på forlaget Lindhardt og Ringhof.