bjerg

I Aabenraa investerer de sig til færre ledige

Flere håndholdte tilbud og bedre tid til den enkelte borger. Det er én af hemmelighederne bag, at sønderjysk kommune på blot ét år har halveret antallet af udsatte ledige.

Af Irene Aya Schou 23/01/2017

Aabenraa Kommune har på ét år halveret antallet af aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere.

- Resultatet er bedre, end vi havde forventet på nuværende tidspunkt, siger Henrik Kærgaard, jobcenterchef i Aabenraa Kommune.

Rette sagsmængde

Kommunen vedtog i 2015 at investere 68 millioner kroner over en treårig periode til beskæftigelsesområdet.

Målsætningen var dengang at halvere det, jobcenterchefen betegner som ”et katastrofalt højt” antal aktivitetsparate på 1008 og ned til 500 inden udgangen af 2018. Det mål er allerede nået ift. de 1008 borgere der var i udgangspunktet.

Én af årsagerne er, at 14 nye sagsbehandlere og konsulenter er blevet ansat, forklarer Henrik Kærgaard.

- Det er vigtigt at have den rette sagsmængde, så der er tid til den enkelte borger. Det er også vigtigt at have de rette medarbejdere. Derfor har vi bl.a. ansat virksomhedskonsulenter foruden sagsbehandlere. For vejen til et arbejde er, at man kommer ud i en virksomhed, siger han.

Cykeltur på Alpe D´Huez

Udover 14 ekstra medarbejdere har kommunen afsat 10 millioner kroner årligt - ud af de i alt 68 mio. kroner, som kommunen investerer over en treårig periode, som jobcentret kan købe ekstra indsatser for hos interne og eksterne leverandører.

De penge går til alt lige fra mentorstøtte til misbrugsrådgivning, lektiehjælp og fysisk træning herunder en cykeltur på Alpe D´Huez. Turen til de franske alper er delvis sponseret af transportbranchen, ITD.

Håbet er, at nogle af de cirka 20 unge, der ventes at deltage på turen, på sigt vil vælge en karriere i førerhuset på en lastbil eller på et lager.

- Jeg tror, at denne tur og træningen op til vil vise mange af deltagerne, at de rent faktisk kan fuldføre noget. Det vil være en kæmpe triumf for dem at nå toppen og give dem masser af selvtillid, siger Wickie Lund, der er ansat som projekt controller i Aabenraa Kommune og bl.a. har til opgave at indsamle viden og dokumentere indsatsen.  

Kommunen har samtidig valgt at samarbejde med en gruppe militærfolk om et intensivt jobsøgningsforløb, hvor de aktivitetsparate over fire uger tilbydes bl.a. mentorstøtte, kostvejledning, fysisk træning og aktiv job- og uddannelsesvejledning.

”FOCUS”, som projektet hedder, kan noget med at motivere - ikke mindst de unge ledige, understreger Henrik Kærgaard.

- De er i øjenhøjde med borgerne og kan få sagt de svære ting f.eks. om soignering og påklædning, siger han.

Uddybende samtaler

Anne Katrine Edemann er socialrådgiver i Jobcenter Aabenraa. Hun er glad for de 14 nye kolleger.

- Det har givet færre sager per medarbejdere og mere tid til den enkelte borger, siger hun. 

De færre sager betyder, at medarbejderne kan holde uddybende samtaler med borgeren og igangsætte forløb, der giver det rigtige udbytte.

- Vi har også en meget tættere opfølgning i forhold til det tilbudssted, vi har borgeren ude i. Samtidig betyder de ekstra penge til aktiviteter, at vi kan tilbyde en meget mere håndholdt indsats, siger Anne Katrine Edemann, der har været ansat i Jobcenter Aabenraa siden 2011, og er tillidsrepræsentant for godt 30 socialrådgivere.

Målinger motiverer                                            

Hver uge udarbejder projekt controller Wickie Lund en statusrapport over, hvordan det går med resultaterne. Rapporten deles med medarbejderne, og det virker motiverende.

- Det er meget positivt at opleve så stor en effekt, det har bare at sætte fokus på et område, og hvor motiverende, det er for medarbejderne, at vi følger med i deres arbejde og laver effektmålinger, siger Wickie Lund.

LÆS OGSÅ: Medarbejder nyder jobsucces i Aabenraa: "Resultatmål synliggør, at vi gør en forskel"

Og så er der mere tid til denne enkelte borger. En sagsbehandler, der arbejder med aktivitetsparate borgere, har ca. 45 borgere mod tidligere mellem 80-100. Det betyder, at borgeren hurtigere visiteres ud til den rigtige indsats.

56 procent er selvforsørgende

Af de 509 ledige, der ikke længere indgår i gruppen af aktivitetsparate kontakthjælpsmodtagere, er 56 procent blevet selvforsørgende. 27 procent er blevet afklaret til ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension, mens 17 procent er blevet flyttet til en anden målgruppe.

Det resultat er langt bedre, end nogen i kommunen havde turde drømme om på nuværende tidspunkt.

- Det er alle mulige job, de aktivitetsparate har fået, men det er ikke noget, vi har mulighed for at føre statistik over, siger projekt controller Wickie Lund.

Jobcenterchef Henrik Kærgaard understreger, at det lønner sig at investere i beskæftigelsesområdet. Alene i de første ni måneder af 2016 har kommunen sparet 9,5 millioner kroner.

- Det svære er, at man for at høvle eksempelvis 10 millioner kroner af udgifterne skal finde penge til investeringen forlods, siger han.

Flere flygtninge i job

Med projektet har Aabenraa også en ambition om at få flere flygtning i job. Målet er, at 50 procent skal være selvforsørgende efter endt integrationsperiode.

Også her ser det lovende ud. 60 procent af de flygtninge, der kom til kommunen i 2013, er selvforsørgende, mens tallene for de flygtninge, der ankom i 2014 og 2015 er henholdsvis 43 procent og 37 procent.  

Fakta om Aabenraa Kommunes KIK projekt
  • Aabenraa Kommune vedtog i 2015 en investeringsstrategi ved navn KIK, der over tre år fra 2016 skal halvere antallet af aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i kommunen. Byrådet afsatte 68 mio. kroner til KIK. 
  • Efter det første år viser status, at strategien allerede har givet nogle af de ønskede resultater. 
  • Antallet af aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere er faldet betragteligt. Da projektet startede, havde jobcenteret registreret 1.008 personer i den gruppe, og 11. januar 2017 er antallet reduceret til 661.
  • Af udgangspunktet på de 1008 aktivitetsparate er antallet reduceret til 499. Dertil kommer en ny tilgang på 162 aktivitetsparate. 
  • Af de 509 borgere, der ikke længere indgår i gruppen af aktivitetsparate kontakthjælpsmodtagere, er 56 procent blevet selvforsørgende. 27 procent er blevet afklaret til ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension, mens 17 procent er blevet flyttet til en anden målgruppe.
  • Aabenraa Kommune har sparet 9,7 mio. kroner på området de første 9 måneder af 2016. Det skal ses i forhold til, at der var budgetteret med en nettoudgift på 14,5 mio. kroner i samme periode.
  • Kilde: Aabenraa Kommune