Akademikere kan f.eks. byde ind på et projekt hos en virksomhed. Foto: Colourbox

Frederiksberg: Sådan får vi akademikerne i job

Et særligt Akademikercenter går utraditionelt til værks og får f.eks. arbejdsløse akademikere til at løse projekter for lokale virksomheder. Filosofien er at gøre mere end minimum, og at medarbejderne har frihed til at finde løsninger.

Af Janni Andersen 25/08/2016

Frederiksberg Kommune har succes med at få akademikere i job. Det er takket være en målrettet indsats i Center for ordinære jobs og akademikere, også i dagligt tale kaldet, Akademikercentret.

Måden, de har gjort det på, er, ifølge centerleder, Lise Hansen, at de ikke nøjes med minimumsydelser.

- Når vi har gjort det, vi skal, så ser vi på, hvor vi ellers kan gøre noget. Altså, hvad hører konsulenterne, hvordan ser verden ud og så forsøger vi at skabe synlighed i forhold til job, fortæller Lise Hansen.

LÆS OGSÅ: Sådan arbejder vi effektivt med digitalisering

Frederiksberg Kommune er frikommune, hvilket blandt andet betyder, at den kan forsøge sig med forskellige projekter for og med de arbejdsløse. Gennem de sidste år har Akademikercentret haft forskellige projekter, der alle har gavnet akademikerne i forhold til jobmarkedet. For eksempel har projektet ”50 i 180” skabt muligheder for både virksomheder og de ledige akademikere. Projektet gik ud på, at de i alt 50 akademikere fik tildelt et projekt, som en af de mange virksomheder på Frederiksberg havde liggende i ”skrivebordsskuffen”.

Deltagerne blev sat sammen på tværs af fagligheder, og i løbet af et halvt år fik de løst det enkelte projekt. Succes-raten er i den høje ende. Ud af de 52 deltagere er 40 i arbejde. Blandt de sidste 12 er flere på barsel, fortæller Lise Hansen og fortsætter:

- Ambitionen med projektet var ikke som sådan at få akademikerne i job hos virksomhederne. Men mere, at give akademikerne et konkret udgangspunkt, de kunne tage med videre, forklarer Lise Hansen.

Projektet 50 i 180 er ikke enestående. Der bliver hele tiden tænkt videre i, hvordan der kan ydes maksimum og ikke kun, hvad lovgivningen kræver.

En af grundene til, at centret er blevet en succes er også ifølge jobkonsulent i Akademikercentret, Nils Fuglesang, den frie tilgang til opgaverne.Han har været tovholder på projektet '50 i 180' og et andet projekt 'Gloende pæle', der hjalp akademikere til iværksætteri. 

- Tingene skal nok lykkedes. Vores opgave er at få akademikerne til at se mulighederne og troen på, at det nok skal lykkedes at få et job, siger Nils Fuglesang. Han har været med lige fra begyndelsen.

LÆS OGSÅ: Rapport undersøger nye tiltag på eskæftigelsesområdet

Dengang Akademikercentret blev en realitet, var det de ansatte som stod for alle de praktiske ting, som for eksempel indkøb af møbler, indretning og lignende praktiske ting. Om netop medarbejdernes indflydelse på opbygningen af akademikercentret er med til at give stedet sin succes er svær at spå om.

Den flade struktur de ansattes forskellige faglige baggrunde er også en faktor som Nils Fuglesang slår ned på. Alle de ansatte i Akademikercentret har forskellige kompetencer og uddannelser, men et er fælles: de har den akademiske metode til at opnå løsninger. 

- Vi bygger flyvemaskinen, mens vi flyver. Det vil sige, vi ser muligheder, ser de lediges kompetencer og tror på, at det nok skal lykkedes. Der er mange kommuner, som måske låser sig lidt for fast på koncepter. Men der skal man være villig til at sætte folk fri og tro på, det nok skal gå, mener Nils Fuglesang.

 

Projekter i Akademikercentret

De gloende pæle

Et projekt, hvor akademikere fik hjælp til at starte egen virksomhed eller på anden vis skabe iværksætteri.

Projektet varede i et år og hjalp efterfølgende flere mod nye jobs.

50 i 180

Et projekt hvor de ledige akademikere kunne skrive en ansøgning og på den måde byde ind på et projekt. Akademikerne blev blandet på kryds og tværs ud fra ønsker og mål. I seks måneder arbejdede de ude hos de enkelte virksomheder på deres projekter. Langt over halvdelen er nu i jobs.