Hvordan sikrer man, at en god løsning fra Nordgårdsskolen også kan gøre glæde på Lykkeskolen? Det forsøger tre nye e-bøger at forklare, fordi der er mange gevinster ved at dele gode og innovative løsninger. Og det behøver ikke at være indviklet.

Læs også: Samarbejd om kerneopgaven og skab innovation

- Hvis Nordgårdsskolen har haft succes med at bruge en model, så er det ikke sikkert, at den ved første øjekast er relevant for Lykkeskolen, men der kan stadig være nogle elementer i deres model og løsning, som alligevel vil være gode for dem. Det handler om tilpasning, forklarer Henrik Bendix, der er medforfatter til to af bøgerne.

Når de innovative løsninger spredes i den offentlige sektor, får flere gavn af dem, og der skabes merværdi. Det kan derfor godt betale sig at have spredningen for øje.

De gode løsninger skal findes og spredes

Der er to ting, som medarbejderne særligt kan gøre, når det handler om spredning. Henrik Bendix forklarer, at hvis man i sin dagligdag eksempelvis oplever, at nogle arbejdsgange er bøvlede, eller at man ville kunne højne kvaliteten for borgerne ved at gøre noget andet end hidtil, så skal man begynde at se sig om. Hvad gør andre? Der er helt sikkert nogle, som har siddet med samme udfordringer, og som har overkommet dem. Der findes mange gode løsninger derude, men det gælder om at få øje på dem.

Den anden ting er, at man selv spreder det, hvis man har fundet på noget smart. Her bør man overveje, om andre også kunne få glæde af de tiltag, man selv har haft succes med. Henrik Bendix forklarer, at man eksempelvis kan fortælle det til naboen eller sige det på seminarer og møder, hvor der er kollegaer fra andre steder, så det kan spredes.

Disse to typer af spredninger bliver i bøgerne beskrevet som henholdsvis push- og pull-spredninger. Push er ønsket om at sprede den gode løsning, mens pull er ønsket om at finde en meningsfuld løsning. I bogen ‘Spredning af velfærdsløsninger = merværdi’ vises desuden en model for en spredningsplatform, der forklarer hvilke forhold, som skal afdækkes, så det bliver tydeligt, hvordan spredning kan organiseres og gennemføres.

Tilpasning, implementering og prioritering er nøglebegreber

Har man fundet en god løsning, gælder det om at identificere kernen af den for at kunne implementere den. Det gør man ved at identificere hvilke greb og tiltag, der gør løsningen god, og hvorfor de virker. Når kernen er fundet, har man ”den halve løsning”.

- Den sidste halvdel af løsningen skal man selv skabe ved at tilpasse kernen, så den passer til lige præcis dér, hvor den skal bruges, eksempelvis Lykkeskolen, forklarer Henrik Bendix.

En måde at finde frem til kernen på er at spørge: ”Hvad skaber værdi der, hvor løsningen er udviklet?” Derefter kan man arbejde på at finde ud af, hvordan værdien så kan genskabes hos sig selv.

Læs også:Ti innovative idéer

Når grundlaget er skabt, og man har en løsningsmodel gælder det om at få implementeret løsningen, så den kan fungere i hverdagen. Det kræver blandt andet, at der er tid til at indføre de nye tiltag, og at man har de tekniske ressourcer og fysiske rammer til det. Hvis løsningen skal være brugbar i praksis, skal den med andre ord prioriteres af både ledelsen og medarbejdere.

Udfordringer ved spredning af løsninger

Det ses nemlig ofte, at forsøg på at sprede løsninger fra et sted til et andet fejler. Der kan være forskellige årsager, eksempelvis ved man ikke, at et bestemt tiltag allerede findes og er udviklet, eller at de gode løsninger ikke er forberedte til at blive implementeret andre steder og i andre kontekster. Det kan også skyldes, at incitamentet til at sprede en given løsning er meget begrænset, og den derfor ikke når ud over rampen.

Samtidig kan der være en række udfordringer for medarbejderne, når der skal implementeres nye tiltag. Henrik Bendix peger på tid, som en af de største udfordringer.

- Du må finde ud af, om det her er et så vigtigt problem, at du må lade andre ting ligge, siger han.

Det kan også være en udfordring, hvis man må give afkald på noget, forklarer Henrik Bendix.

- Meget sundhedspersonale føler, at de ikke længere skal gøre dét, som de er gode til, fordi patienterne skal være mere og mere selvhjulpne. Det kan føles som et tab, men man skal være opmærksom på, at det så giver mulighed for at bruge sine evner til noget andet vigtigt.