SPOTTET i Roskilde

Sådan bidrager lokalsamfundet til misbrugsrådgivningen i Roskilde

Et godt samspil med lokalsamfundet er en af grundstenene i det arbejde med misbrugsrådgivning, som det kommunale tilbud SPOTTET udfører. Vi har spurgt dem, hvordan de gør.

Af William Meyer 02/02/2017

For at kunne give de unge den bedst mulige misbrugsrådgivning, gør man på det nye tilbud SPOTTET i Roskilde meget ud af at bruge lokalmiljøet. Her kan du blive inspireret af SPOTTETs tilgang til samspillet med lokalmiljøet.

LÆS OGSÅ: Tre afdelinger har bygget bro mellem deres siloer: Sådan giver det en bedre misbrugsrådgivning

Samspillet består dels af et godt samarbejde med byens private organisationer og dels af det kreative og ungdommelige miljø, som SPOTTET er placeret i.

Gode naboer
Headspace i Roskilde

Headspace er nabo til SPOTTET og samtidig en vigtig samarbejdspartner. "Vi kan bare pege derhen og spørge den unge, om det ikke var noget at 'komme med over' og så gå med dem derhen" - Helle Cold Larsen

Samarbejdet med de frivillige

Medarbejderne på SPOTTET holder sig opdateret, hvad angår frivillige tilbud til unge i kommunen. Det gør de, så de for eksempel kan anbefale de unge, som de rådgiver, at deltage i sociale tilbud eller få hjælp fra de frivillige på områder, som de som misbrugsrådgivere ikke kan hjælpe med.

I Roskilde er det blandt andet muligt at deltage i sociale aktiviteter på mødestedet for unge ”INSP!”, eller man kan få rådgivning til sine problemer af organisationen ”Headspace”.

Omvendt kan lokalsamfundets unge-tilbud også henvise deres brugere til SPOTTET, hvis de opdager, at de har misbrugsproblemer.

- De civile tilbud har i modsætning til os en række frivillige unge, som virkelig brænder for det, de laver. Det er deres styrke. Til gengæld er vi fagfolk. Og når det gælder misbrugsbehandling, så tænker jeg ikke, at det er hensigtsmæssigt, at det kører på frivillighedsbasis, mener sundhedskonsulent i Sundhedscentret Helle Cold Larsen.

På den måde supplerer kommunens tilbud og de frivillige tilbud hinanden.

For at kunne vedligeholde dette samarbejde, gør medarbejderne en del for at lære de lokale tilbud at kende og samtidigt sikre sig, at de civile aktører også kender til SPOTTET.

-  Det er netværksarbejde, som kræver en masse krudt og en masse kopper kaffe – det er noget, der skal vedligeholdes, for at det fungerer, fortæller Helle Cold Larsen.

Konkret udfører de dette arbejde ved enten at tage ud på de lokale tilbud og hilse på eller ved at invitere dem på kaffe på SPOTTET.

En ideel placering

Udover samarbejdet med de lokale tilbud, er SPOTTET også meget strategisk placeret. Det ligger i området ”Musicon”, hvor mange unge kommer hver dag for at tage til koncerter, dyrke sport, spise mad eller bare hænge ud.

HAL 12
HAL 12

SPOTTET holder til bag skate- og eventhallen HAL 12 i den kreative bydel i Roskilde kaldet Musicon. "Det er noget lidt andet at mødes her med de unge end bag rådhusets glasdøre" - Thomas Eriksen

Da Viden på Tværs besøger SPOTTET er det en grå og regnfuld hverdag, men alligevel ser man unge på næsten hvert et gadehjørne.

Det er dog ingenting i forhold til, hvordan der er om sommeren, fortæller misbrugskonsulent i Børn og Unge Thomas Eriksen.

- Du skulle have været her på en varm dag. Der er her fyldt med unge som for eksempel griller eller spiller basket på banen ved siden af os, fortæller Thomas Eriksen, imens han peger i retning af en basketbane, der ligger ved siden af SPOTTET.

Placeringen har betydet, at det er nemmere at få de unge ind på SPOTTET.

- Når de kender området godt og er trygge ved at være her, så er det også lettere for dem lige at komme forbi, forklarer han.

I det hele taget gør de meget ud af, at de unge skal føle sig trygge, når de kommer på SPOTTET. Blandt andet gennem den afslappede indretning på SPOTTET og en imødekommende attitude. Men lokalmiljøet er altså også et vigtigt element i SPOTTETS strategi for at skabe tryghed for de unge.

- Det er ikke nemt at komme og fortælle om sine problemer. Førhen foregik samtalerne for eksempel på Rådhuset, og det gjorde det ikke nemmere. Her har de lettere ved at komme ind af døren, fortæller Thomas Eriksen.

Trygge omgivelser
Kebab 4000 Roskilde

Kebab 4000 er populær blandt byens unge og ligger et stenkast fra SPOTTET. "Det er trygge omgivelser for de unge. De kan komme herhen, efter de har fået sig en kebab" - Thomas Eriksen

Hvad er SPOTTET?

SPOTTET tilbyder gratis og anonym misbrugsrådgivning til unge i Roskilde Kommune. Om onsdagen er der åben rådgivning, hvilket vil sige, at alle kan komme ind fra gaden i tidsrummet 12-18 til en indledende samtale. Hvis der er behov for det, arrangerer medarbejderne opfølgende samtaler på de andre dage i ugen. Derudover tilbyder SPOTTET kurser i form af forældregrupper til forældre, der er bekymrede for deres børn ift. misbrug.

SPOTTET er placeret bag HAL 12 i Roskildes kreative bydel, Musicon