Spredning

Hemmeligheden bag spredning: Det personlige møde er det, der virker

Hvad er forskellen på videndeling og spredning? Og hvad skal der til for, at en god idé spreder sig? Vi har spurgt Majken Præstbro, der er relationschef i COI, og hun mener, at vi skal blive mere rundhåndede med, hvad vi deler.

Af Irene Aya Schou 22/02/2018

Aldrig har vi delt så meget så let, men hvordan går det egentlig med at sprede de mange gode ideer i den offentlige sektor, og hvilke kanaler er de mest effektive?

Disse spørgsmål har Center for Offentlig Innovation (COI) kigget nærmere på i deres nye Innovationsbarometer. Men inden vi får svaret, er det på sin plads at definere, hvad spredning og videndeling egentlig er.

Disse definitioner kender Majken Præstbro, der er relationschef hos COI og igennem mange år har arbejdet med spredning, innovation og videndeling. 

Videndeling er deling af viden, mens spredning er ny viden, der er taget i brug. 

- Spredning forudsætter en adfærdsændring. Med videndeling, ved vi noget andet. Med spredning gør vi noget andet siger Majken Præstbro og forklarer, at spredning forudsætter videndeling men at videndeling godt kan finde sted uden spredning.

Personlige relationer

I videndeling spiller nyhedsbreve og hjemmesider en stor rolle, men det gør de ikke nødvendigvis, når vi taler spredning. Her er personlige netværk, konferencer og kollegasnak nøgleord, viser den nyeste udgave af Innovationsbarometeret, som Center for Offentlig Innovation (COI) står bag, og som bygger på svar fra 2.363 ledere og ”innovationsansvarlige” på offentlige arbejdspladser.

- Det personlige møde er det, der virker. Det er her, man lærer mest muligt, fordi man taler sammen. Det er også her, man får noget af vide om det, der er svært. Det har mange ikke lyst til at fortælle om på en hjemmeside eller i et nyhedsbrev, siger Majken Præstbro.

Udover det personlige netværk inspirerer deltagelse på konferencer og snak med kolleger også medarbejdere og ledere til at gå hjem og forsøge at ”genbruge” idéer fra andre arbejdspladser.

Kun 11 procent af de ’innovationsansvarlige’ svarer, at de fandt inspiration til ’deres genbrug’ på hjemmesider og i nyhedsmails, og det selvom hjemmesider og nyhedsmail er den foretrukne kanal, som halvdelen benytter, når en organisation selv forsøger at dele en innovation.

Vi kan godt blive mere rundhåndede med, hvad det er, vi deler

Dette paradoks skyldes formentlig, at hjemmesider og nyhedsbreve er lette formidlingskanaler, som vi er vant til at bruge. Måske opleves de endda som mere legitime måder at dele viden på. Og de er da også gode til branding og videndeling, men altså mindre gode til spredning, mener Majken Præstbro.

To til spredning

Det afgørende ved spredning er, at der både er en arbejdsplads, der ønsker at dele noget og en arbejdsplads, der ønsker at genbruge noget. Disse to – deleren og genbrugeren - skal køre parløb gennem hele den proces, der er at sprede en idé/metode/model fra et sted til et andet.

Ofte kan det være nødvendigt, at en person fra den organisation, der gerne vil dele en innovation kommer med ud på den arbejdsplads, der gerne vil genbruge innovationen og fortæller om den. Dermed er vi tilbage til det personlige møde.

Man kan ikke tænke sig til at gøre noget nyt

- Vi kender nok alle den der med: Jeg var til noget vildt spændende i går. Nu skal du høre.’ Og når vi så skal fortælle vores kolleger og chef om det, kan vi ikke svare på spørgsmålene, siger Majken Præstbro.

LÆS OGSÅ: Forskningscirkler baner vej for holdbare forandringsprocesser og spredning der virker

Ifølge COI består en spredningsproces af seks trin: (Se model i faktaboks). Helt centralt i processen er det tidligt i forløbet at afprøve innovationen og se, hvordan det virker på borgere og medarbejdere.

- Folk har en tendens til at tro, at deres organisation er helt særlig, og at der skal langt flere tilpasninger til, end der reelt er behov for, eller også er vi tilbageholdende med at forstyrre andre og går dermed glip af gode tips og tricks til at skære nogle hjørner. Her siger vi: Prøv det af. Gå praktisk og småt til værks. Man kan ikke tænke sig til at gøre noget nyt, siger hun.

Vis vasketøjet frem

Det kræver generelt stor kreativitet at genbruge andres innovation og få den til at virke. Især hvis den kommer fra et helt andet fagområde eller type arbejdsplads. Det forudsætter ikke mindst inddragelse af forskellige grupper bl.a. beslutningstagere, såkaldte fødselshjælpere eller facilitatorer, der kan oversætte fra én virkelighed til en anden og fagpersoner, der kan få de tekniske ting på plads.

God spredning kræver også ærlighed – ikke mindst fra den organisation, der gerne vil dele. Man skal turde vise både sølvtøjet og vasketøjet. Her hjælper det, hvis man har evalueret sin egen proces.

Hvorfor ikke prale af, at man har taget en god idé fra andre?

- Fortæl om det, der var svært. Fortæl om det, der virkelig bekymrede jer. Fortæl om de største kritikere: Hvem var de, og hvad sagde de? Vejen til spredning er sjældent uden bump, og ideen om best practice holder ikke altid. For det er ikke sikkert, at det er løsningen, der skal spredes. Det kan være, at den største læring ligger i at fortælle om vejen derhen, om principper og metoder, om hvordan man inddrog medarbejderne og borgerne, siger Majken Præstbro.

Genbrug er hot

Hun vil godt aflive myten om, at offentlige virksomheder ikke er gode til at tage ved lære af andre. Faktisk går det ret godt, som hun siger. Af den samlede innovationsindsats i den offentlige sektor er 74 procent noget, man har genbrugt eller tilpasset fra andre. Kun 18 procent laver helt ny innovation, påpeger Majken Præstbro og nævner, at kommunerne og i særdeleshed daginstitutioner er helt i top, hvad spredning angår.

Vinkeskamlen et ét eksempel på succesfuld spredning på børneområde. Pædagoger i Videbæk i Vestjylland fik ideen til en lille skammel, som børnene kan kravle op på, når de skal vinke farvel til far og mor og som betyder, at pædagogerne ikke behøver at løfte dem og dermed få ondt i ryggen. Denne skammel findes nu mange andre steder.

- Det er en myte, at vi opfinder alting selv, og at vi ikke samarbejder med andre. Det er en myte, at den offentlige sektor ikke er innovativ. Men vi kan godt blive mere rundhåndede med, hvad det er, vi deler. Det behøver ikke kun at være et slutprodukt, og vi behøver ikke være verdensmestre og vide alt, før vi deler ud af vores erfaringer og læring, siger hun.

LÆS OGSÅ: Spredning: Sådan indførte vi tværfaglig mødemodel

Ofte er den største barriere for spredning, at man som arbejdsplads kun vil dele noget, som man selv har fundet på og anser for helt unikt.

- Vi er mest stolte af det, vi selv har gjort helt forfra. Her er der brug for en kulturændring. Hvorfor ikke prale af, at man har taget en god idé fra andre og brugt den på samme eller nye måder til gavn for borgerne. Genbrug er hot, siger Majken Præstbro. 

Er du interesseret i flere artikler som denne?

Viden På Tværs samler de gode erfaringer fra kommunerne.
Tilmeld dig det nyhedsbrev, som passer til dit arbejdsområde, og få viden om nye indsatser, erfaringer fra den virkelige verden og gratis værktøjer.

Flyer med spredningsguide
Spredningsguidens seks faser:
  • En tjekfase, hvor man finder ud af, om det giver mening at sprede innovationen fra et sted til et andet. Er timingen god? Tror man nok på sin idé. Er organisationen klar til at genbruge? Har vi tid og ressourcer nu?
  • En testfase, hvor modellen prøves af i lille skala. Hvordan virker den på borgere og medarbejdere? Er der brug for tilpasninger, eller kan modellen kopieres som den er?
  • En tilpasningsfase, hvor innovationen skræddersys til den nye virkelighed
  • En aflæringsfase, hvor man aflærer gamle vaner, der står i vejen for innovationen. Denne fase kan være svær, men det hjælper at skabe et tillidsfuldt rum, et slags Experimentarium, hvor det er ok at fejle. 
  • En brugsfase, hvor innovationen bliver taget i brug.
  • En høstfase, hvor man evaluerer og gør op, hvad man har fået ud af spredningen? Hvad fik man ud af at dele/genbruge? Hvad har man lært undervejs?

Læs mere om spredning i denne guide på COI's hjemmeside.

Spredning og musikalitet

Succesfuld spredning og innovation forudsætter en vis musikalitet. Man skal have gehør og timing. Man skal kunne lytte efter andre og indgå i et samspil. Man skal evne at opfatte mangfoldighed som en enhed og forstå værdien af, at alle spiller hvert sit instrument.

- Spredning er et samarbejde. Én person alene kan ikke sprede en innovation. Det er noget, man gør sammen – én, der vil dele og én, der vil genbruge, siger Majken Præstbro, der selv har spillet bl.a. blokfløjte og sunget, siden hun var fem år.

Hun har læst musik som hovedfag på KU  – foruden at være cand.comm i digital kommunikation. For hende giver musikken en evne til at ”strukturere kreativitet” og ”designe og analysere oplevelser.”

Og så er det med timing. Det kan godt være, at man kun hører stortrommen eller bækkenerne få gange i koncerten – men hvis de mangler, er oplevelsen ikke den samme.

- Timing er en vigtig pointe i forhold til spredning. Du hører måske om en god idé, men det er ikke sikkert, at du er klar til at gå hjem og implementere den. Måske ligger den i baghovedet i tre måneder, og pludselig er tiden inde, siger hun.