ældre hænder

Sådan bruger kommuner antropologien til at skabe bedre livskvalitet for de ældre

Projektet ”Sikkert seniorliv” bruger antropologien i arbejdet med at forbedre de ældres livskvalitet. Læs her, hvordan de gør, og hvad de får ud af det.

Af William Meyer 15/01/2018

Ti procent af alle ældre lever med en depression. Samtidigt viser undersøgelser, at kun få af dem får den behandling, de skal bruge, ifølge Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Det er dét problem, som projektet ”Sikkert seniorliv” nu forsøger at rette op på. Vel at mærke med hjælp fra antropologien.

- Vi vil finde nye veje til at opspore og forebygge aldersdepression, og her er det oplagt at bruge antropologien. Gennem antropologiens metoder kan man stille sig nysgerrigt og lyttende over for borgerne, forklarer Anne Weber, antropolog og chefkonsulent i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Hun er projektleder på ”Sikkert Seniorliv”, der udover Dansk Selskab for Patientsikkerhed også har de tre kommuner Thisted, Faaborg-Midtfyn og Horsens samt Center for Sund Aldring og Trygfonden som samarbejdspartnere.

Projektets deltagere skal i løbet af de kommende år udvikle konkrete løsninger, som skal være med til at forbedre de ældres livskvalitet og forhindre aldersdepressioner. Dansk Selskab for Patientsikkerhed hjælper blandt andet deltagerne ved at give dem forskellige værktøjer til den proces.

Følg i borgernes fodspor

Et af projektets værktøjer er hentet fra antropologiens verden. Det går ud på, at man som fagperson tager på et mini-feltarbejde - at man følger i borgerens fodspor, som Anne Weber kalder det. Det vil sige, at man i løbet af en enkelt dag  eller et par timer følger en borger eller patient i deres hverdag eller til behandling.

- Når man som fagperson følger en borger rundt i systemet, kan man dels forsøge at sætte sig ind deres livsverden. Dels kan man få en større forståelse for de mange forskellige fagligheder, der spiller sammen i behandlingen af for eksempel ældre. Begge dele kan være en øjenåbner for fagpersonalet, og det kan give dem idéer til, hvordan de løser deres kerneopgave bedre, fortæller Anne Weber.

Metoden kræver ifølge Anne Weber, at fagpersonalet tager mod til sig og sænker den barriere, det kan være at følge en borger så tæt:

- Når først det er på plads, er det vores erfaring, at fagpersonerne synes, det er en rigtig spændende og lærerig oplevelse at følge borgerne, siger hun.

Feltarbejdet kan resultere i både små og store indsigter. Måske indser man, at borgerne mangler bedre vejledning og skiltning. Måske får man en bedre forståelse for nogle af livets større spørgsmål, som hvad der skaber glæde for de borgere, man arbejder med.

Det gode liv i alderdommen

En af dem, der har forsøgt at blive klogere på de helt store spørgsmål, er Simon Meggers. Han er antropolog ved Center for Sund Aldring, og som start på projektet skulle han lave en undersøgelse af intet mindre end, hvad det gode liv for ældre er. Den opgave tog han fat på ved at gå i borgernes fodspor.

I hver af projektets kommuner boede han i nogle dage for at kunne følge forskellige ældres hverdag. I Thisted boede han endda hjemme hos en ældre dame i fem dage, hvor han fulgte hendes hverdag.

- Mennesker er flertydige, og det, de siger, stemmer ikke nødvendigvis overens med det, de gør. Derfor er det vigtigt at følge deres levede liv for at nå ind til kernen af det, man undersøger. Det giver blandt andet mulighed for at blive klogere på behov, ønsker og forventninger i alderdommen, men også de barrierer der kan være for at realisere det gode liv. Da jeg boede hos en af mine informanter, fik jeg for eksempel et kæmpe indblik i, hvad der havde betydning for hendes livsglæde. Når vi spiste aftensmad sammen, kørte en tur og så videre, så kom historierne frem, fortæller Simon Meggers.

For hans informant i Thisted var det blandt andet en række faste rutiner, som gav mening til hendes hverdag. Hun havde gennem mange år boet i det samme hus, og at passe det var enormt vigtigt for hende.

- Det er et af de mønstre, der går igen. Det gode liv i alderdommen handler blandt andet om, at man har en hverdagsrytme – noget at stå op til kort sagt. Hos min vært i Thisted var ønsket at bevare kontinuitet. Hun ville gerne kunne fortsætte nogle af de rutiner, hun også førhen havde. For andre kan det være muligheden for dyrke nye interesser, som man ikke havde tid til, imens man arbejdede.

Simon Meggers har været i kontakt med 22 ældre borgere. Der er ikke en simpel formel på, hvad det gode liv er for dem, understreger han. Der er dog to ting, som går igen. Det ene er hverdagsrutinerne, det andet er de gode relationer. Det gode liv for mange er tæt forbundet med for eksempel at have gode venner, familie eller deltage i sociale fællesskaber, mener Simon Meggers.

Kommunernes tilbud kan være med til både at give de ældre bedre sociale relationer og til at give dem noget at stå op til. Her bør man ifølge Simon Meggers overveje, hvordan man målretter sine tilbud.

- Ældre har vidt forskellige forudsætninger og behov, og for nogle ældre kan det være en barriere at deltage i et tilbud målrettet ældre. De forbinder måske ældretilbud med passivitet eller ønsker ikke at blive sat i bås som ’gamle'. Det er også vigtigt for de sociale relationer, at de ældre ikke er passive modtagere. Der skal gerne være gensidighed. Det er derfor, at mange ældre godt kan lide at være frivillige. På den måde kan de bidrage med noget, samtidigt med at de drager fordel af et socialt fællesskab.

Forbedringsmodellen

Simon Meggers fremlagde sin undersøgelse på et seminar for praktikere og repræsentanter fra civilsamfundet. Den skulle gerne fungere som en kickstarter for gode idéer til, hvor og hvordan man kan forbedre de ældres livskvalitet. Men hvordan gør man de antropologiske opdagelser til konkrete tiltag? Det har man en model til, fortæller Anne Weber.

- Vi kalder det for ’forbedringsmodellen’. Ud fra for eksempel forskning eller ens egne observationer finder man ud af, hvor man gerne vil sætte ind i forhold til at give de ældre borgere et bedre liv. Dernæst kommer man på idéer til løsninger, som man så afprøver i en lille skala. Virker det, kan man gøre det i en lidt større skala. Går det også godt, så gør man det i endnu større skala og så videre, forklarer hun.

Projektet ”Sikkert Seniorliv” er endnu forholdsvis nyt: I november gik projektet ind i sin afprøvningsfase. Anne Weber fortæller om, hvordan man blandt andet i Thisted kommune så småt er ved at etablere nye samarbejder:

- For eksempel et samarbejde med byens apoteker. Apotekerne er jo ofte i kontakt med de ældre, når de skal hente deres medicin. Hvis man som personale spotter nogle af tegnene på aldersdepression, kan man så måske spørge, om kommunens forebyggende hjemmebesøg må kontakte den ældre. Der er i samme kommune også blevet etableret et samarbejde mellem en lokal ildsjæl og en kommunal medarbejder. De tager ud og holder oplæg for borgerne om, hvordan aldersdepression kommer til udtryk, og hvad man kan gøre som medborger eller pårørende. Det er nemlig ikke altid ligetil at se, da depression ligesom mange andre sygdomme kommer anderledes til udtryk i alderdommen end i ungdommen.

I den kommende tid skal idéerne testes i det små og med tiden justeres.

- For eksempel vil vi holde øje med, hvem og hvor mange der kommer til informationsmøderne om aldersdepression, hvad de får ud af det og så videre. Så kan vi justere mødernes format løbende, i takt med at de kommer ud til flere og flere af kommunens byer, fortæller Anne Weber.

Antropologien i en kommunal kontekst

SERIE PÅ VPT:

Antropologien anvendes i stigende grad i en kommunal kontekst til at forstå de mange komplekse problemstillinger i kommunerne, både i forhold til borgere, pårørende og personale, men også i samspil med beslutningstagere, der ønsker reel indsigt i de måder, borgere, pårørende og medarbejdere forstår og oplever verden, hverdagen og de mange tiltag, der skal implementeres. I denne serie går vi tæt på, hvad antropologien kan bidrage med i en kommunal kontekst.