Ulla Ajslev er demenskoordinator i Køge Kommune. Hun står i spidsen for demensvenlig fitness, der foregår to gange om ugen i lokalerne i Rishøj Idrætscenter i Lille Skensved ved Køge.

Her kan alle med tilknytning til kommunens demensteam og deres pårørende komme og træne. Godt 200 borgere kan lige nu gøre brug af tilbuddet.

Ulla Ajslev er ikke i tvivl om, at regelmæssig træning kan gøre en afgørende forskel for demenslidende. Det hjælper hjernen at træde i pedalerne eller hive i romaskinens håndtag.

- Vi aflærer bevægelse i vores samfund. Vi glemmer at bruge vores kroppe, men livet er bevægelse, og bevægelse udvikler både krop og hjerne. De fleste, der kommer her, kan cykle og bruge romaskinen. Gennem træningen vedligeholder de de dagligdags bevægemønstre, siger Ulla Ajslev.

Op af sengen

Alle, der deltager i den demensvenlige træning, har et træningsskema, der løbende justeres. På den måde kan demensteamet følge med i udviklingen.

- Vi kan se, at vi lægger mere tid på f.eks. kondicyklen og flere kilo på vægtene. Musklerne bliver stærkere, siger Ulla Ajslev, der er sociolog og endvidere har uddannelser inden for demens, idræt, sexologi, mindfulness og akupunktur.

Hun er iført farvestrålende tights og hvide kondisko. Hun lægger armen kærligt om en høj mand med briller. Manden hedder Stefan Einarsson og er 60 år. Han lider af en demenssygdom, der går ud over muskulaturen. Det er svært for ham at styre arme og ben.

- Da Stefan startede her, kunne han næsten ikke bevæge musklerne. Nu træder han bedre i pedalerne end nogensinde før, siger Ulla Ajslev.

LÆS OGSÅ: I Køge aflaster man de pårørende til demente i egen bolig: Pårørende er på 24/7

Også 72-årige Inge Jørgensen, der træner to gange om ugen med sin personlige træner, ægtemanden Anders ved sin side, har fået det bedre. Hun fik demensdiagnosen i 2014. I perioder er hun meget afhængig af hjemmehjælp og ægtemandens hjælp. Nu kan hun selv komme ud af sengen.

- Inge kunne ikke cykle, da hun startede her. Hun kunne slet ikke komme op på cyklen. Nu kører Inge selv, siger demensvejleder Vibeke West, der også til stede i fitnesslokalet i Lille Skensved denne tirsdag i februar.

Meditation giver indre liv

Også yoga, meditation og mindfulness er vigtige ingredienser i den demensvenlige træning. Det handler om at få et indre liv og finde friheden trods ydre begrænsninger.  

Efter den fysiske træning i maskinerne er der afspænding i et tilstødende lokale. Her ligger deltagerne på yogamåtter med tæppe på og lytter til MusiCure – afstressende musik af Niels Eje.

- Der er så meget, vi kan gøre for at bremse demens. I vores kultur fylder medicin og medicinsk forskning alt for meget. Diagnoser, der ikke kan kureres, har vi næsten opgivet, siger Ulla Ajslev.

Hun deltager selv i træningen og benytter enhver lejlighed til at give et kram eller tage en svingom med en pårørende eller en demenslidende.

- Jeg bruger ikke mange ord, men jeg bruger min krop. På den måde er jeg med til at bevæge andre. At arbejde med demenslidende stiller ikke store krav, men det stiller krav om nærvær og inderlighed, siger hun.

Glad i låget

Demensvejleder Vibeke West er iført rød sweatshirt og sorte træningsbukser. Hun går rundt mellem deltagerne og kommer med opmuntrende bemærkninger.  

Hun har lavet en playliste, ”Vibekes blandede bolsjer” der består af deltagernes yndlingsnumre. Lige nu er det islandske Stefan Einarssons favorit Queen, der drøner ud af højttalerne.

- Man bliver så glad i låget af dette arbejde. Jeg har arbejdet med ældre i 40 år, og jeg synes det her er sjovt. Man er i så godt humør, når man går hjem. Du kan se, at der sker noget. Motion er ren medicin, siger 63-årige Vibeke West.

Matrikelløs

Demensteamet i Køge Kommune er matrikelløs. Det betyder, at teamet benytter de lokaler, der er til rådighed, til deres forskellige aktiviteter. Det giver en enestående mulighed for at arbejde ude i lokalsamfundene, siger Ulla Ajslev.

- Det betyder noget at komme steder, hvor alle andre kommer. Det bringer en kærlig opmærksomhed hen på demensområdet. Når de lokale bliver opmærksom på, at der står en glemt drikkedunk spørger de måske: ’Hov er det din drikkedunk’. Vi er et samfund, der skal hænge sammen. Vi skal støtte hinanden i at være de borgere, vi nu engang er.