Der er en tendens til at se teknologi som en simpel snuptagsløsning på behovet for at effektivisere. Men i virkeligheden skaber teknologierne mere komplekse forløb, som stiller nye krav til borgere og professionelle.

Det siger Nete Schwennesen, der er post.doc ved Københavns Universitets Institut for Antropologi.

Teknologi gør ikke arbejdet af sig selv

Hun har undersøgt et projekt i en kommune, hvor man i genoptræningen af hoftepatienter gør brug af den såkaldte ’ICURA-teknologi’ – en metode til digital genoptræning af borgere, som er visiteret til et kommunalt genoptræningsforløb.

Projektet demonstrerer ifølge Nete Schwennesen to vigtige pointer omkring kommuners brug af teknologi:

For det første bør man gentænke ideen om, at teknologi i sig selv gør arbejdet. Når ny teknologi indføres, skal der etableres nye arbejdsgange, som understøtter den tilsigtede brug af teknologien.

- Det er ikke altid ligetil. Det kræver en engageret ledelse, og det kræver tid og ressourcer at finde ud af, hvordan det gøres mest hensigtsmæssigt. Ofte er implementeringen båret af enkelte ildsjæle, men alle medarbejdere skal med, hvis teknologien reelt skal gøre en forskel, siger hun.

Fysioterapeuternes tre roller:

For det andet skal de fagprofessionelle – i dette tilfælde fysioterapeuterne – støttes i at påtage sig nye roller og etablere nye rutiner. Ellers opnår man ikke de fordele, som teknologien kan give. I løbet af sin undersøgelse har Nete Schwennesen fundet frem til, at fysioterapeuterne er nødt til at udfylde hele tre roller, hvis samspillet med teknologien skal fungere. De tre roller er:

Surferen er den klassiske rolle for fysioterapeuten. Her skal fysioterapeuten have føling med, hvad den enkelte borger har brug for i sin træning, ligesom en surfer skal have føling med bølgerne. Ligesom surferen bruger alle sine sanser for at være i stand til at ride på bølgen, bruger fysioterapeuten sine sanser i sin vurdering af borgeren, i tilrettelæggelsen af et individuelt træningsprogram og i vurderingen af, hvilken progression den enkelte borger bør følge.

Coachen er en nyere rolle. Fysioterapeuten skal ikke alene agere ’coach’ ved at motivere borgerne til lave øvelser uden for rehabiliteringscenteret, men også til både at have tiltro til teknologien og hvordan borgeren selv oplever og sanser øvelserne på sin krop. Det gør fysioterapeuten blandt andet ved at tale med borgerne om de oplevelser og eventuelle frustrationer, som de har med teknologien i hjemmet og ved at uddanne borgerne i at lytte til sin krop. Samtidig betrygger fysioterapeuten borgerne i, at teknologien kan justeres, så evt. problemer løses.

Ingeniøren er en helt ny rolle for fysioterapeuten. I denne rolle skal fysioterapeuten løse borgernes frustrationer ved løbende at justere teknologien, så den passer til hver enkelt borger. Det betyder, at fysioterapeuten skal være i stand til at sætte sig ind i den nye teknologi og være villig til at lære den at kende og at justere på dens forskellige komponenter.

Samspil med teknologien

Men hvad er fordelene i det hele taget ved ny teknologi? Med ICURA er der blandt andet en ambition om at skabe ’empowerment’ for borgerne:

- Tanken er, at man får engageret borgerne mere i træningen og skabt ejerskab for genoptræningsforløbet. At borgerne kan se progressionen og forholde sig til feedback umiddelbart. At de får frihed til selv at vælge, hvor og hvornår de vil træne, og at de motiveres til at lave deres øvelser. Her er ICURA en succes. Jeg oplever, at borgerne generelt er glade for teknologien og ser den som et positivt bidrag, fortæller Nete Schwennesen.

LÆS OGSÅ: Sådan digitaliserer man, så både medarbejdere og borgere er glade

Empowerment er dog ikke det eneste mål med teknologien ifølge Nete Schwennesen. ICURA-teknologien er også et forsøg på at udvikle en virtuel træner, som i nogen grad kan stå i stedet for fysioterapeuten.

ICURA-appen

ICURA består af en smartphone med tilhørerne sensorer samt en app, der tilsammen giver borgeren mulighed for at træne hjemmefra. Til gengæld behøver borgerne kun at komme på det kommunale rehabiliteringscenter én dag om ugen. Sensorerne holder øje med borgernes bevægelser, og appen fortæller gennem en menneskestemme og billeder, hvilke øvelser borgerne skal lave. Appen evaluerer efter hver øvelse, hvordan borgerne klarer sig, hvilket kommunikeres umiddelbart til borgeren i form af en digital stemme, og stjerner og små tekster på telefonens interface.

På billedet ses ICURA-appens interface. De grønne cirkler indikerer de fem sensorer, som sidder på kroppen under træningen. Resultatet af træningen bliver overført til et program, som fysioterapeuterne har adgang til. Her kan de se, hvilke øvelser borgeren har udført, og om de har udført øvelsen rigtigt. Resultaterne kan de bruge som forberedelse til borgerens ugentlige træning på rehabiliteringscenteret. (Billede: ICURA)

- På den måde håber man at spare ressourcer ved at have færre mandetimer. Men teknologien har begrænsninger, der gør, at den aldrig helt kan erstatte et menneske, fordi teknologien er designet med udgangspunkt i en standardiseret krop. Der opstår i stedet nye opgaver til de fagprofessionelle, som kræver nye kompetencer, siger Nete Schwennesen.

Et eksempel er den ’progression’, som en borger i genoptræning skal igennem. Progressionen består i, at genoptræningsøvelserne gradvist bliver mere udfordrende, så borgerne i et passende tempo når deres mål.

Appen har indbygget en automatisk progression, men den er baseret på en fremskrivning af, hvordan en krop almindeligvis reagerer på genoptræning. Progressionen passer derfor ikke til alle borgere, og det kan føre til frustrationer.

- Nogle får måske smerter, fordi de træner for hårdt, mens andre oplever, at øvelserne er for svære at udføre korrekt. Her er det nødvendigt, at der er et samspil mellem teknologien og fysioterapeuten, der hele tiden skal justere og tilpasse teknologien, så den kommer til at passe til den enkelte borgers krop, siger hun.

Progression

Appen beregner automatisk det tempo, som borgernes øvelser skal gøres sværere i. Appens beregninger kan dog ikke konkurrere med en ægte fysioterapeuts faglighed, da fysioterapeuten bedre kan lave en helhedsvurdering af, hvad den enkelte borger har behov og mulighed for.

Konkret foregår det ved, at borgerne taler med fysioterapeuterne på rehabiliteringscenteret om, hvad deres oplevelse med appen er, og at fysioterapeuten betragter borgernes måde at bevæge sig på. Derefter kan fysioterapeuten for eksempel ændre på, hvilke og hvor mange øvelser borgerne skal lave derhjemme, og med hvilken hastighed øvelserne skal gøres mere krævende over tid. Det lyder måske ligetil, men i samspillet mellem teknologi, borger og fysioterapeut kan der opstå yderligere udfordringer, mener Nete Schwennesen.

Teknologi og autoritet

- Jeg har oplevet, at nogle fysioterapeuter i mødet med borgerne taler teknologien ned i stedet for at justere den. De kalder for eksempel teknologien ’fattesvag’ og siger, at borgerne ’ikke skal tage det så tungt’, når de beklager sig over, at øvelserne er for svære, eller at de bliver ved med at blive korrigeret, selvom de synes, de gør øvelsen rigtigt. Det kan føre til, at teknologien mister sin autoritet over for borgerne. De stoler ikke på den i samme grad. Og det kan igen føre til, at de ikke oplever den motivation, som ellers var målet med teknologien.

Nete Schwennesen sammenligner det med en velkendt situation: Forældre der taler dårligt om læreren foran deres børn. Hvis man vil gøre sig håb om, at børnene får noget ud af lærerens undervisning, er dét en dårlig idé. Det samme gælder i forholdet mellem teknologi og borger. Omvendt skal borgeren også gøres i stand til at lytte til sin krop og reagere, hvis borgeren f.eks. oplever smerter.

- Så det er en meget fin balancegang mellem, at teknologien skal bibeholde sin autoritet samtidig med, at borgeren gøres i stand til at reagere med den nødvendige skepsis, hvis træningen gør ondt eller hvis feedbacken på anden måde er uhensigtsmæssig, siger hun.