Top banner
Nogle ældre mænd vil gerne være i fred

Antropolog: Plejepersonalet oplever dilemma omkring den gode alderdom

Ikke alle ældre ønsker at tage imod kommunens tilbud om aktiviteter og sundhedsfremme. Det kan stille medarbejderne i et svært dilemma, for kan man tillade, at borgerne ’går i hundene’. En antropolog fra Københavns Universitet har studeret begrebet 'sund aldring'.

Af Irene Aya Schou 02/01/2017

Kommunalt ansatte, der arbejder med ældre borgere, står ofte i et dilemma. Skal de ældre have lov til at bestemme over deres eget liv f.eks. også, at de ikke ønsker at tage imod kommunens tilbud om sociale aktiviteter og sundhedsfremme? Eller skal man som medarbejder forsøge at overtale de ældre til at komme med til sociale aktiviteter og træning, fordi de efterfølgende vil være glade for det?

- Det er vigtigt at gøre kommunalt ansatte i stand til at diskutere de her ting. Det er svært som fagprofessionel og komme og sige: ”Kan vi ikke bare lade Jens være i fred? Så virker det som om, man ikke vil gøre sit arbejde ordentligt, siger antropolog Henrik Hvenegaard Mikkelsen fra Center for Sund Aldrig ved Københavns Universitet.

Succesfuld aldring

Han har studeret begrebet ’sund aldring’ gennem feltstudier af bl.a. seniorer i et seniorbofællesskab i Midtjylland og hjemme hos ældre, enlige mænd på Møn.

Mange af de sidstnævnte mænd bor på afsidesliggende gårde og er socialt isolerede. De lever på ingen måde op til det, Henrik Hvenegaard Mikkelsen kalder ’fortællingen om den aktive ældre’ – en fortælling om succesfuld aldring, hvor ældre holder sig fysisk og socialt i gang med vandgymnastik, stavgang, yoga og aftenskole.

- Hvad gør man som kommunal medarbejder, hvis ældre borgere reelt er ”i gang med at afvikle sig selv”, som en medarbejder formulerede det og ikke ønsker udvikling? Har man lov til at gå i hundene i en velfærdsstat? siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen, der har studeret forholdet mellem de ældre og medarbejderne i Vordingborg Kommune.

I Vordingborg Kommune arbejder forandringsagenter på at skabe nye fællesskaber for de ældre. Bl.a. tilbyder de, at de socialt isolerede mænd kan komme med i et ølbrygningslaug. Trods de gode intentioner svarer mændene ofte nej.

- Medarbejderne ser i mændene et uudlevet potentiale og forsøger via nudging at få dem med i sociale fællesskaber. Mændene vil bare have lov at være i fred. Men det interessante er, at når det lykkes en medarbejder at få de ældre med til aktiviteter, vil de efterfølgende sige: ”Tusind tak fordi du fik mig overbevist om, at jeg skulle med,” siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

Hvad er det gode?

Han mener, at medarbejderne grundlæggende ønsker at gøre det bedste for borgerne og er drevet af et stort engagement.

Da Henrik Hvenegaard Mikkelsen skulle på feltarbejde i hjemmeplejen i Vordingborg Kommune, havde han forestillet sig at møde ”mere eller mindre udbrændte og desillusionerede offentlige ansatte, der brokkede sig over, at alt skulle måles.”

- Det er det billede, man let får gennem medierne. Men jeg mødte det stik modsatte. Jeg mødte idealister, der tager ansvar og brænder for det, de laver, og som tager sig tid til at drikke kaffe med borgeren, siger han.

Han mødte ikke hjemmehjælpere, der sagde, at de ældre skulle være sundere.

- Den her sundhedsdiskurs har jeg sjældent mødt derude. Det handler om at hjælpe ud fra holdningen: ”Det er aldrig for sent at have det lidt godt” Medarbejderne føler et menneskeligt ansvar. De vil oprigtigt det gode, siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

Der, hvor dilemmaet kommer ind, er på spørgsmålet: Hvad er det gode? Her er medarbejderne i dialog med sig selv, forklarer Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

- Er det gode at gøre de ældre sundere eller at lade dem dø i fred? Det med, at borgeren hele tiden skal realisere sit potentiale. Hvornår stopper det? Det stopper jo aldrig. Staten kan ikke håndtere det endelige, siger han.

Ensomhed som eksistentielt vilkår

Forestillingen om en god alderdom er ifølge Henrik Hvenegaard Mikkelsen kulturelt betinget.

I Danmark forstås ’succesfuld aldrig’ som muligheden for at leve et uafhængigt og aktivt liv i fællesskab med andre. I Filippinerne, hvor Henrik Hvenegaard Middelsen har lavet antropologiske studier, er fortællingen en anden.

Her kan det være forbundet med stolthed, hvis man i alderdommen kan vise omverdenen, at man har et stærkt netværk, som træder til, når man har behov for det. Det at være afhængig af ens familie er derved ikke skamfuldt. I USA derimod handler ’succesfuld aldring’ i endnu højere grad end i Danmark om at være autonom, veltrimmet og selvforsørgende.

Også tabuiseringen af døden og forståelsen af ensomhed som ”en af velfærdsstatens største trusler mod ældre” har betydning for medarbejdere og borgere og deres indbyrdes relation, påpeger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

- Det gør det vanskeligt at adressere ensomhed som et eksistentielt vilkår og døden som noget uundgåeligt, hvis kommunens og medarbejdernes fornemmeste opgave er at bekæmpe ensomhed, siger han.

Stressede ældre kvinder

Mens mændene på Møn har svært ved at se sig selv i ’fortællingen om den aktive ældre’, forsøger mange kvinder at leve op til idealerne.

Da Henrik Hvenegaard Middelsen for et par år siden lavede feltstudier på et seniorbofællesskab i Midtjylland var det næsten umuligt at få interviewaftaler i stand med stedets ældre kvinder, der alle var pensionister.

- Det var ikke fordi, de ikke ville, men de havde travlt. Jeg kiggede i en kalender og tænkte: Du godeste! ’Du tager bussen ind til Aarhus og går på folkeuniversitetet og tager videre til svømning osv. De havde et aktivitetshus, hvor der hele tiden var gymnastik, foredrag og fællesspisning. For nogle var det aktive ældreliv blevet et stort pres, et nyt hamsterhjul. siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

Trods kommunens velmenende tilbud om aktiviteter og til tider overdrevne fokus på at bekæmpe ensomhed blandt ældre, er det trods alt bedre med for mange fremfor for få tilbud.

- ’For en velfærdsstat, hvor man bare overlader folk til sig selv, er utænkelig’, som en medarbejder i Vordingborg Kommune formulerede det, siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen og understreger, at vi både som almindelige mennesker og som fagprofessionelle skal blive opmærksomme på, hvad det er for værdier, vi vurderer andres liv ud fra.

- Skal et meningsfuldt liv være et liv levet sammen med andre mennesker? Skal vi altid realisere vores potentiale? Må vi ikke gå i hundene? Sådanne spørgsmål findes der ikke entydige svar på. Men det er afgørende, at sådanne dilemmaer bliver belyst. Det er nemlig i diskussionen af disse spørgsmål, at vi bliver klar over, hvilke skjulte værdier og tabuer som former de kommunalt ansattes arbejde og møde med borgeren, siger han.

Antropologen fungerer som spejl

"Som antropolog er det faktisk ikke mig, der er eksperten. Det er de kommunalt ansatte selv, som skal finde frem til deres egne løsninger. Min opgave er at fungere som et spejl, hvor jeg, eksempelvis når jeg holder foredrag og seminarer, forklarer, hvad jeg har observeret, og hvad der har undret mig. Ofte er det jo noget andet, de kommunalt ansatte fortæller mig, end hvad de fortæller hinanden i deres dagligdag. Jeg forsøger så at skabe et fælles rum, hvor der kan opstå en ny slags samtale. Det er udfordrende og provokerende, og det giver nye indsigter. Og det er afgørende i en tid, hvor vi dagligt bombarderes med stærke, moraliserende fortællinger om, at vi alle skal være sunde og socialt aktive for enhver pris."

Citat Henrik Hvenegaard Mikkelsen

Antropologien i en kommunal kontekst

SERIE PÅ VPT:

Antropologien anvendes i stigende grad i en kommunal kontekst til at forstå de mange komplekse problemstillinger i kommunerne, både i forhold til borgere, pårørende og personale, men også i samspil med beslutningstagere, der ønsker reel indsigt i de måder, borgere, pårørende og medarbejdere forstår og oplever verden, hverdagen og de mange tiltag, der skal implementeres. I denne serie går vi tæt på, hvad antropologien kan bidrage med i en kommunal kontekst.

Om Henrik Hvenegaard Mikkelsen
Henrik Hvenegaard

Postdoc ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet

Har tidligere studeret og skrevet ph.d. om stammefolk i Sydøstasien

Har i de seneste år haft fokus på aldring i Danmark

Hvad gør man ved dilemmaet?

”Et af de bedste råd til kommunerne er at gøre personalet i stand til at diskutere de her ting. Jeg havde den oplevelse, når jeg kom ud, at det var svært for personalet indbyrdes at fortælle om historier, der ikke hang ordentligt sammen f.eks., at de har modsatrettede idealer eller er i tvivl. Når jeg holder foredrag i kommunerne, er det disse dilemmaer, jeg forsøger at få folk til at forholde sig til. Det er en svær diskussion, fordi medarbejderne gerne vil fremstå professionelle og vise, at de arbejder i én retning, som er i overensstemmelse med kommunens og institutionens retningslinjer. Der er en servicelov, man skal forholde sig til, som dikterer, at borgeren har krav på forskellige ting. Måske er det også svært at forklare og sætte ord på, præcis hvad problemet er. Hvis man som sygeplejerske eller hjemmehjælper stiller sig op på et morgenmøde og siger: Kan vi ikke bare lade borgeren være i fred? Så kan det nemt blive opfattet som om, man ikke vil gøre sit arbejde ordentligt, for man er jo ansat til at udfylde en bestemt funktion.

Citat Henrik Hvenegaard Mikkelsen