Top banner
Genbrug

Vi får meget igen ved at rumme psykisk sårbarhed

Medarbejderne på de tre genbrugspladser i Nordfyns Kommune er vant til at have psykisk sårbare kollegaer. Det giver ganske få udfordringer og mange glæder, vurderer både leder og tillidsrepræsentant.

Af Marie Preisler 15/02/2017
Forhandlingsfællesskabet,
KL

Afdelingen Genbrug og Renovation i Nordfyns Kommune har lang erfaring med rummelighed – også i forhold til borgere, der har eller har haft psykisk sygdom eller en særlig psykisk sårbarhed. Og overordnet fungerer det rigtig godt. Det er oplevelsen hos både afdelingens leder, Hans Rasmussen, og tillidsrepræsentant Tommy Rasmussen.

– I perioder har vi en ekstra medarbejder, som har eller har haft psykisk sygdom, og som har behov for arbejdsprøvning. Den pågældende er typisk kontanthjælpsmodtager og er her i et virksomhedspraktikforløb af 13 ugers varighed, og det er min oplevelse, at det generelt er gode forløb til gavn for alle parter, siger leder Hans Rasmussen.

Tillidsrepræsentanten er enig:

– Genbrug og Renovation er generelt en rummelig arbejdsplads, også i forhold til borgere, der på grund af psykisk sårbarhed har mistet kontakten til arbejdsmarkedet. Og når medarbejderne er grundigt informeret, fungerer det udmærket, siger tillidsrepræsentant Tommy Rasmussen.

Givende for arbejdspladsen

Hans Rasmussen har været leder af Genbrug og Renovation i 11 år, og i den periode har op mod 10 borgere med psykisk sygdom eller psykisk sårbarhed været i praktik på arbejdspladsen.

– Det er min erfaring, at mennesker med psykisk sårbarhed har mange kompetencer, som ikke bliver brugt, hvis de bare går hjemme, og de har lige så meget brug for at være del af et arbejdsfællesskab som os andre. Samtidig er det også meget givende for arbejdspladsen.

Læs også: Gør op med uvidenheden om psykisk sygdom

Gevinsterne for arbejdspladsen er der en hel stribe af, forklarer Hans Rasmussen.

– De arbejder engageret og er utrolig glade og taknemmelige for at få mulighed for at bruge deres kompetencer. De yder, mens de er her, et reelt bidrag til, at vi får løst arbejdsopgaverne.

Virksomhedspraktikanter med psykisk sårbarhed er også generelt utroligt stabile medarbejdere, der kommer hver dag, oplever Hans Rasmussen. Denne dag er dog en undtagelse: En mandlig borger med psykisk sårbarhed er midtvejs i et praktikforløb på arbejdspladsen, men er ikke mødt på arbejde her til morgen. Det gjorde han heller ikke i går. Han har ikke givet lyd fra sig og har ikke svaret, når Hans Rasmussen har ringet til ham på hans mobilnummer. Hans Rasmussen er lidt urolig:

– Der er altid en naturlig forklaring, men det giver uro, og jeg har sat himmel og jord i bevægelse for at prøve at finde ham.

Indskærper mødetider

Den slags situationer forekommer meget sjældent, understreger Hans Rasmussen. Men det er ikke første gang, han har oplevet, at en virksomhedspraktikant med psykisk sårbarhed er udeblevet fra arbejde. I reglen skyldes det, at ”psyken har det skidt”, som Hans Rasmussen kalder det, og den pågældende er i reglen retur på arbejde igen efter få dage.

Men det er en klar regel på arbejdspladsen, at alle medarbejdere skal ringe og fortælle, hvis de ikke kommer. Og Hans Rasmussen er meget omhyggelig med at indskærpe over for praktikanter med psykisk sårbarhed, at reglen også gælder dem. Og at gentagne overtrædelser ikke tolereres.

Allerede når arbejdspladsen indgår aftale med en borger om et praktikforløb, er Hans Rasmussen meget grundig med at forklare, at der i udgangspunktet gælder samme rettigheder og pligter som for medarbejdere med psykisk sårbarhed som for alle andre medarbejdere.

– En af pligterne er at komme og gå til aftalt tid og at give besked ved fravær. Det er en forudsætning for at være her, ellers giver det for meget uro.

Krav om åbenhed

En anden regel er, at den pågældende skal være åben over for lederen om sin sygdom eller særlige sårbarhed, fortæller Hans Ramussen.

– De praktikanter, vi har haft, har været vidt forskellige, men det er altid et krav fra min side, at jeg fra start skal kende deres problem. Ellers er det svært at hjælpe og vejlede dem i det daglige arbejde.

I de fleste forløb giver kravet om åbenhed om sygdommen ingen problemer, vurderer Hans Rasmussen.

– De fleste, der kommer her, er selv meget åbne om deres psykiske udfordringer, også over for kollegaerne, når de først er faldet lidt til og føler sig trygge.

Det er hverken et krav eller nødvendigt, at alle på arbejdspladsen kender kollegaens psykiske sårbarhed i mindste detaljer, fastslår Hans Rasmussen. Men han melder de ting ud til alle medarbejdere, som han anser for relevante i forhold til at varetage driften og god borgerservice. Det sker altid med praktikantens tilladelse.

Det samme gør han med i forhold til andre medarbejdere, der arbejder på arbejdspladsen på særlige vilkår, og dem er der en del af. Seks medarbejdere er ansat i fleksjob, der er også IGU-elever og også indimellem borgere, der aftjener samfundstjeneste på arbejdspladsen.

– Nogle oplysninger om særlige udfordringer er jeg nødt til at videregive til alle medarbejdere. Ikke for at snage, men fordi det er nødvendig viden i forhold til, at vi står i forreste række, tæt på borgerne og er meget synlige.

Læs også: Børn og forældre har godt af at møde forskellighed

Stor opbakning

Der er på arbejdspladsen stor forståelse for, at en praktikant med psykisk sårbarhed har brug for indkøring, og det er en udtrykkelig forpligtelse for alle medarbejdere at bidrage til at tage godt imod. Det bliver sagt ligeud ved ansættelsessamtaler, så alle medarbejdere ved, at det er en del af jobbet, forklarer Hans Rasmussen.

Han har aldrig oplevet, at medarbejdere var bange for, at en praktikant med en psykisk sygdom skulle optræde truende, og det er heller aldrig forekommet. Han har heller ikke oplevelsen af, at kollegaerne går rundt med en frygt for at komme til at sige eller gøre noget, der forværrer sygdommen hos en kollega med psykisk sårbarhed.

Oplæringen af praktikanter med psykisk sårbarhed sker overvejende i form af sidemandsoplæring. Efter et par uger i en praktik insisterer Hans Rasmussen på et møde på arbejdspladsen med praktikanten, dennes holdleder og en konsulent fra jobcenteret.

– Jeg anser det for meget vigtigt, at vi holder det møde. Det behøver ikke at tage lang tid, men det er vigtigt at gøre status på, hvordan det går og på, om der er noget, som skal justeres. Det er med til at sikre, at der er perspektiv i opholdet, for det er vigtigt for os, at opholdet ikke er en parkering, men bringer den pågældende nærmere ordinært arbejde.

Indimellem må han også skære igennem og afslutte et forløb før tid.

– Det sker ikke tit, men det er en forpligtelse som leder at sige stop i de tilfælde, hvor det belaster de faste medarbejdere, eller hvis praktikken virker som en for stor mundfuld for praktikanten.

Hans kontor er altid åbent for både praktikanter og ordinært ansatte medarbejdere, der har brug for en samtale. Og er han ikke til stede, kan de ringe eller maile. Det tager mange udfordringer i opløbet for medarbejdere med psykisk sårbarhed, har han erfaret. 

Øvre grænse for antallet

Behovet for særlig vejledning er også med til at sætte en øvre grænse for antallet af medarbejdere med psykisk sårbarhed.

– Vi tager kun en psykisk sårbar praktikant ad gangen, for det tager ekstra tid, og der er også hensynet til borgerne. Hvis en borger ofte oplever, at der står tre medarbejdere på pladsen og snakker sammen, kan det bestyrke fordommen om, at kommunalarbejdere driver den af, selvom der ofte er tale om instruktion eller støtte til en kollega.

Han ser det også som sin opgave at sige nej, hvis jobcenteret spørger, om arbejdspladsen kan tage imod en praktikant med psykisk sårbarhed i en periode, hvor Hans Rasmussen vurderer, at det kan belaste arbejdspladsen for meget. Eksempelvis kører arbejdspladsen om vinteren på nedsat kraft, så i vinterhalvåret tager han færre end om sommeren.

Beslutningen om at tage imod en psykisk sårbar praktikant tager han efter at have vendt spørgsmålet med tillidsrepræsentanten.

– Jeg drøfter det med både tillidsrepræsentanten og medarbejderne, for det giver ejerskab.

Opbakningen blandt medarbejderne er meget stor, oplever han.

– Det ligger virkelig medarbejderne på sinde, at vi er rummelige over for psykisk sårbarhed. Flere af de faste medarbejdere har også selv i perioder psykiske udfordringer og må omkring en psykolog. Psykisk sårbarhed er meget mere udbredt, end de fleste tror, og alle vil gerne være del af en arbejdsplads, der giver en håndsrækning, hvis man er i den situation.

Det lykkes ikke hver gang, erkender han.

– Men stoltheden er enorm, og det er alle anstrengelser værd i de tilfælde, hvor vi bidrager til, at en psykisk sårbar medborger kommer tilbage eller bevarer sin tilknytning til arbejdsmarkedet.

Tillidsrepræsentant Tommy Rasmussen er her helt på linje.

– Nogle praktikanter beholder kontakten til os, så vi kan følge dem ud i fremtiden, og når det går dem godt, glædes vi allesammen.

Alle fotos er taget af Tomas Bertelsen

Gode råd til ledere

Hans Rasmussen har følgende råd til andre ledere

  • Tal med TR og medarbejdere inden beslutningen om et praktikforløb
  • Forklar inden ansættelsen praktikanten om rettigheder og pligter
  • Sæt tid af til at tale med praktikanten eller kollegaerne undervejs om eventuelle udfordringer
  • Hold et statusmøde efter de første uger for praktikanten, holdlederen og en konsulent fra jobcenteret
  • Stop forløbet før tid, hvis det belaster arbejdspladsen for meget.
Gode råd til tillidsrepræsentanter

Tommy Rasmussen har følgende råd til andre tillidsrepræsentanter:

  • Informer medarbejderne grundigt før forløbet.
  • Forklar praktikantens sårbarhed, så kollegaerne er opmærksomme på, hvordan de skal reagere på praktikantens sårbarhed i forskellige situationer.