Gode råd til en renere skole

Ti smutveje til en renere skole

Bed eleverne om at bruge hjemmesko, når de er indenfor, og undervis dem i god hygiejne. Det er nogle af de ti smutveje til, hvordan I får en renere skole.

Af Personaleweb 21/08/2012
3F,
FOA,
KL

Med lidt sund fornuft og omtanke er det nemt at få en ren skole. Fordelene er til at få øje på: En ren skole giver et godt arbejdsmiljø for lærere og elever, mere respekt for rengøringsassistenternes arbejde og lavere omkostninger.

Sådan får I en renere skole:

Skift kosten ud med en særlig slags moppe

Den gode gamle kost flytter blot rundt på skidtet i lokalet. Flere skoler har derfor prøvet en ’fremfører’, som er en slags moppe.

Læs også: Ny guide giver tips til en renere skole

Skift fremføreren ud med kosten, så duksene med den samme indsats får fjernet støvet i klasserne. Eleverne kan blive trænet i at bruge fremførerne gennem lege. For eksempel gennem en slalom-konkurrence, hvor man ikke må vælte keglerne. En medarbejder fra rengøringen kan deltage for at vise, hvordan fremføreren virker.

Sæt hygiejne på skoleskemaet

Læreren i hjemmekundskab kan benytte lejligheden til at sætte fokus på, hvor vigtigt det er at gøre rent.

Hent det gratis undervisningsmateriale, som læreren kan bruge.

Sæt fluer i toiletterne

Hjælp drengene, så de bedre kan holde koncentrationen, når de stående tisser i toilettet. Sæt en ’flue’ i toilettets bund, så drengene får nemmere ved at ’ramme plet’.

Metoden bliver blandt andet brugt i Sorø Kommune. Den virker, og toiletterne bliver ikke så ulækre.

Introducer børnene og rengøringsassistenterne for hinanden

Lad børnene i børnehaveklassen få besøg af det rengøringspersonale, der gør rent. Under besøget kan børnene prøve at gøre rent med diverse redskaber.

Tanken er, at børnene får mere opmærksomhed på oprydning og et større kendskab til personalet. Det giver en god dialog mellem børnene og personalet i det daglige skoleliv.

Tag rengøringspersonalet med i undervisningen

Når rengøringspersonalet fortæller om skolens rengøring, kan I bruge det i undervisningen. Lav for eksempel forsøg i biologi, hvor eleverne kan tage prøver fra borde, stole og håndtag for at finde ud af, hvor mange bakterier der er.

Budskabet i undervisningen er, at stolene skal være på plads og lokalet ryddet op, hvis rengøringen skal have tid til at fjerne bakterier osv. Eller måske kan lidt statistik og en smileyordning hjælpe.

Inviter rengøringspersonalet til møder i MED

Tidligere var rengøringspersonalet ansat af skolen i langt de fleste kommuner og derfor formelt en del af skolens medbestemmelses og medindflydelsesudvalg (MED-udvalg). Sådan er det som hovedregel ikke i dag. Personalet har ofte deres ansættelse et andet sted end på skolen. Men det forhindrer ikke, at repræsentanter for rengøringspersonalet deltager i MED-udvalgsmøderne.

Indfør obligatoriske hjemmesko

Nogle skoler har indført brug af hjemmesko. Skolens børn og unge skifter derfor sko, hver gang de går ind på skolen eller ud ad skolen.

Fortæl forældrene om jeres forventninger til børnene

Giv forældrene et tydeligt udtryk for, hvad skolen forventninger af børnene med hensyn til oprydning. Det kan I gøre i forbindelse med skole-hjem samtaler og information til forældre.

Informer rengøringen om tomme lokaler

Rengøringsassistenterne kan bruge deres tid på en mere fleksibel måde, hvis lærerne på forhånd giver besked, når klasserne ikke er på skolen, og lokalerne derfor står tomme.

Lad for eksempel pedellen skrive opdaterede ugeplaner for de forskellige lokaler, så rengøringen kan indrette sig efter det.

Indfør logbog så lærere og rengøringspersonale kan kommunikere

En logbog giver lærerne og rengøringspersonalet mulighed for at informere hinanden via meddelelser, info, spørgsmål, ønsker og orienteringer.

Inspirationsmateriale og erfaringer

KL, 3F og FOA har udarbejdet et inspirationsmateriale for at sætte fokus på synlig rengøring og oprydning for elever og ansatte. Det kan du hente på Ren dag - god dag.

En 5. klasse i Sønderborg har prøvet metoderne fra Ren dag - god dag. Det kan du læse om i 'Edderkopper skal da sidde i toiletterne'

Kontakt

Gitte Lind Lyngskjold, KL, gly@kl.dk, 33703424

Lise Byrn-Kirketerp, KL, lib@kl.dk, 3370 3555

Berit Jakobsen, FOA, bec016@foa.dk, 4697 2301

Jeanette Welén Staffeldt, FOA, foa@foa.dk, 4697 2626

Nina Vedel Møller, 3F, nina.v.moller@3f.dk, 8892 0161