skole

Playmakere gør det nemt for skoler at åbne sig

Kultur-, forenings- og erhvervslivet har hver sin playmaker i Aalborg Kommune. De sørger for, at det er nemt for skolerne at tilbyde børnene andet end traditionel undervisning.

Af Mette Voss 13/12/2016

Tre såkaldte Playmakere sørger for, at det er nemt for lærerne og pædagogerne i Aalborg Kommune at komme i kontakt med forenings-, kultur og erhvervsliv. De skræddersyr nemlig arrangementer, der kan bookes online.

På den måde er det ikke så vanskeligt for skolerne i Aalborg at være en del af den åbne skole, hvor de samarbejder med omverden, og eleverne lærer af at komme ud.

- Vi ønsker at skabe tættere kontakt mellem skole og dagtilbud og kultur-, forenings- og erhvervslivet i kommunen. Playmakerne understøtter de decentrale institutioners muligheder for at lave det her stykke arbejde. For i deres dagligdag kan det godt være svært at få overblikket over, hvilke muligheder der er, siger Kristina Kristoffersen, der er læringschef i Aalborg Kommune.

Playmakerordningen har eksisteret på foreningsområdet i 10 år, men efter folkeskolereformen fra 2014 blev den udvidet til også at omfatte kultur- og erhvervslivet.

- Vi kan få samlet overblikket hos de tre. Før var det organiseret forskelligt fra skole til skole, hvordan kontakten til omverdenen var. Nogle steder var det én lærer, der stod for det, andre steder var det den enkelte lærer, der selv skulle sørge for det. Så det er også for at professionalisere arbejdet med vores samarbejdspartnere, siger Kristina Kristoffersen, der fremhæver, at hvis de enkelte skoler har lyst, kan de selvfølgelig stadig selv tage kontakt.

LÆS OGSÅ: Banken bringer virkeligheden ind i matematikundervisningen

Bindeled mellem skole og omverden

Thomas Overgaard er erhvervsplaymaker, og sammen med sine kolleger, Sanne Fremlev, der er foreningsplaymaker og Inge Merete Sørensen, der er kulturplaymaker, sætter han system i tingene og udvikler forløb, som skolerne kan bruge. Det er nemt for dem.

- Når jeg skal starte et samarbejde med en virksomhed, har jeg bedre mulighed for at ringe for eksempel kl. 10, hvor de er der og tage ud og besøge dem, få sat undervisningsforløbet op og få lavet en god aftale, siger han.

Alle de tre playmakere har en baggrund, der gør, at de har stor forståelse for netop den verden, de er playmaker for.

- Jeg skal skabe en forståelse parterne imellem, for der er nogle kulturer, der mødes, når skolen og foreningerne skal samarbejde. Jeg skal tale foreningernes sag og sørge for at skolerne er klar over de udfordringer, foreninger står over for. Typisk er det det tidsmæssige perspektiv, der kan udfordre, siger Sanne Fremlev.

Inge Merete Sørensen har mange års erfaring i det nordjyske kulturliv.

- Jeg binder kulturen og den åbne skole sammen. Det er børns møde med kulturinstitutioner og den professionelle kunst, og jeg kobler tingene, hvor de opstår, siger hun.

Det er meget sigende for de tre playmakere, at de er gode til at se, hvor det er oplagt at lave et samarbejde. Inge Merete Sørensen har for eksempel fået fem komponister til at skrive en sang, som 800 skolebørn skulle synge i forbindelse med at Aalborg var vært for Melodi Grand Prix.

De får selv mange idéer, men de får også henvendelser fra lærere, der gerne vil have hjælp til at skabe et samarbejde.

- Jeg kan for eksempel få en henvendelse fra en lærer, der siger: ”Vi har fysik/kemi i 8. klasse, og vi vil gerne ud på Aalborg Portland til de kemiingeniører, der blander cement, kan man komme derud?” Så har jeg den opgave og kan tage et møde med Aalborg Portland, siger Thomas Overgaard.

Andre gange kan det være en forening, der gerne vil i kontakt med skoler, og så er det Sanne Fremlevs opgave at finde ud af, om samarbejdet skal bygges op.

- Det vigtigste for mig er, at der er engagement i foreningen til at få det til at lykkes. Nogle gange er foreningens bestyrelse med fra begyndelsen, andre gange skal vi starte med en bestyrelsesproces, siger hun.

Så helt enkelt er det altså ikke altid at få samarbejderne op at stå, og her er en playmaker en stor fordel.

- Der er meget forventningsafklaring, når nogle skal arbejde sammen, og det opstår derfor sjældent af sig selv. Derfor er det godt at have den koordinerende rolle, siger Sanne Fremlev.

Kristina Kristoffersen kan også se, at det bærer frugt for eksempel på erhvervsområdet.

- Vi har fået et tættere samarbejde. De sidste to år har vi fået 40 kontrakter med erhvervslivet, hvor vi laver tilbud til skolerne. Vi kan også mærke i vores dialog med playmakerne, at virksomheder, foreninger og kulturområdet efterspørger mere strategisk samarbejde. For eksempel kan det være svært for en upcoming virksomhed at få overblikket, og den kan også bruge playmakeren, siger hun.  

Gode råd til en god playmakerordning
  • Gør forløbene så skræddersyede og færdige som muligt, så det bliver let for lærerne at gå til.
  • Byg på de gode erfaringer, der allerede er. Gør de små ting, der fungerer, endnu større.
  • Vær modig i ansættelsen – vælg en der kan ”sproget”.
  • Afsæt penge til at lave nogle arrangementer for.
  • Placér Playmakerne der, hvor ekspertisen i forhold til aktørerne er.