Elever underviser elever

Fynske elever overtager lærerrollen

På Brobyskolerne på Fyn, omkring 15 kilometer fra Faaborg, står lærerne ikke altid bag kateteret. Her underviser ældre elever de yngre elever. Nu venter udlandseventyr.

Af Irene Aya Schou 26/08/2016

Egentlig havde flere elever planer om et efterskoleophold, men da de hørte om projekt ”Elever underviser elever – internationalt” valgte de alligevel at tage 9. klasse på Brobyskolerne.

- Eleverne glæder sig som små børn. De ville ikke gå glip af dette projekt, fortæller Brian Møller Bisgaard, der er viceskoleleder på Brobyskolerne.

Den 26. september drager 18 elever fra skolens 9. klasser og fem lærere nemlig udenlands nærmere betegnet Spanien og Italien.

Halvdelen skal til Sydspanien nær Malaga mens resten skal til Cecena i Italien. Her skal de undervise elever i idræt, samfundsfag og naturfag.

- Vores unge skal give de udenlandske elever et billede af, at i Danmark kan elever godt undervise deres kammerater. Samtidig skal de fortælle om det danske skolesystem og samfund, siger Brian Møller Bisgaard, der er samfundsfagslærer og selv skal med til Spanien.

Det sammen skal 14-årige Sigurd Victor Sjørup. Han glæder sig til at fortælle de spanske elever om det åbne danske demokrati.

- Vi har bl.a. været ovre på Christiansborg og interviewe en journalist. I hvor mange lande kan man bare vade ind i parlamentet fra gaden, siger Sigurd Victor Sjørup, der som forberedelse til turen har undervist flygtninge i et asylcenter om dansk demokrati - på engelsk.

Ingen vil underpræstere

Elev-til-elev undervisning har i flere år været anvendt systematisk på den fynske skole bl.a. i matematik og naturfag – og med stor succes. Udskolingselever underviser elever på mellemtrinnet og gymnasieelever underviser udskolingselever.

- Dem, der underviser andre elever, lærer ekstremt meget. Eleverne vil ikke stå over for nogle af deres mindre kammerater og underpræstere, så de forbereder sig godt, siger viceskoleleder Brian Møller Bisgaard.

Også dem, der modtager undervisning, får stort udbytte af den varierede undervisning.

- Der er en nyhedsværdi i, at nu kommer ens kammerater, så man ranker lige ryggen, når man bliver undervist af de lidt større elever, siger han. 

For Sigurd Victor Sjørup er det meget lærerigt at undervise andre elever.

- En ting er at få undervisning af læreren. Noget andet er selv at undervise. Her er man nødt til virkelig at forstå stoffet i dybden, siger han.  

Kvart million fra A.P. Møller

Sidste år søgte skolen om penge fra A.P. Møller Fonden til at udbrede erfaringerne med elevundervisning til udlandet – og modtog en kvart million kroner.

Det er de penge, der om få uger vil bringe de 14-15 årige fynske skoleelever mod varmere himmelstrøg.

- Målet er at give de unge indsigt og udsyn og os som skole en masse erfaringer, og jeg er sikker på, at projektet vil gavne den danske folkeskole, for elev-til-elev undervisning er noget, der vil komme meget mere af, siger Brian Møller Bisgaard.

Samfundsklassen skal bl.a. snakke om medborgerskab og medier, mens idrætsholdet skal vise udenlandske elever, at det ikke kun handler om at vinde eller være god til at kaste og gribe.

- Idrætsfaget har ændret sig meget de senere år. Man skal kunne en masse teorier og kunne se perspektiverne og det politiske spil i sporten, siger Aase Limkilde, der er idrætslærer og også skal med på turen.

Hun mener, at elev-til-elev undervisning både gavner stærke og fagligt svagere elever.

- Børn, der selv har haft svært ved indlæringen, har en anden og ofte mere jordnær måde at undervise på, siger hun.

Læreren er udfordret

De danske elever har øvet deres undervisningsprogram flere gange – og fremlagt både på dansk og engelsk bl.a. for en venskabsklasse fra Litauen.

Eleverne skal være i udlandet i fem dage, hvor de første to dage går med selve rejsen samt at sikre sig, at lokaliteterne er som forventet bl.a. skal der bruges en sø i undervisningen i naturfag. 

Derefter står den på to dages undervisning.

Brian møller Bisgaard understreger, at lærerens rolle ikke forsvinder, når elever underviser elever. I stedet kommer læreren endnu mere i spil.

- Man er udfordret som lærer. Det er bare en anden måde, man skal forberede sig på. Jeg skal have styr på elevernes emner og hele tiden kunne udfordre dem og sige: Hov, er der nogen grund til, at det igen er hende eller ham, der siger noget.

For Aase Limkilde er det afgørende, at læreren selv tager ejerskab i metoden og ikke får trukket noget ned over hovedet.

- Hvis vi ikke viser engagement, smitter det jo heller ikke af på eleverne. Det samme med eleverne. De har salv valgt, hvilket fag de vil undervise i og har haft utrolig stor medbestemmelse hele vejen igennem. Det giver engagement, siger hun.

Logbøger og evaluering

Projektet er langt fra slut, når lærere og elever vender tilbage til Danmark den 30. september.

- Så skal vi have evalueret og beskrevet og have lavet en hvidbog, og engang i foråret skal vi fremlægge for politikere og evt. undervisningsministeren, fortæller Brian Møller Bisgaard.  

Målet er, at alle lærere og pædagoger i kommunen – og gerne andre steder - skal drage nytte af erfaringerne, der bl.a. vil blive dokumenteret gennem undervisningsmateriale, videooptagelser, logbøger og analysearbejde.

Fordele ved elev-til-elev undervisning:
  • Ældre elever får mentorrolle og lærer det ekstra, det giver at skulle formidle sin viden videre til yngre elever.
  • Yngre elever lytter opmærksomt og bliver inspireret af at se, hvad de ældre elever kan.
  • Elever, der har brug for ekstra støtte, udvikler sig meget, fordi modstanden mod læring forsvinder, når det er ældre elever, som underviser – ikke mindst fordi det foregår i mindre enheder med læreren på sidelinjen.
  • Forankring af tydelige læringsmål, fordi eleverne skal sætte ord på egen læring, når de forbereder og gennemfører et undervisningsforløb.
  • Eleverne får selvtillid af at skulle undervise andre og ejerskab til egen læring.
  • Understøtter undervisningsdifferentiering, fordi der frigives tid og ressourcer til, at alle elever kan få højnet deres faglige niveau. Ikke mindst stærke elever får lov at udforske og udvikle deres faglighed.
Citat fra Sigurd Victor Sjørup

En ting er at få undervisning af læreren. Noget andet er selv at undervise. Her er man nødt til virkelig at forstå stoffet i dybden. Jeg glæder mig meget til at komme afsted. Vi har allerede prøvet at undervise på engelsk  - om det danske demokrati. Det var en gruppe asylansøgere på et asylcenter. Det var en rigtig stor oplevelse, ikke mindst fordi de aldrig har prøvet at være i et demokrati.

Kort om ”Elever underviser elever – internationalt”
  • Et pilotprojekt støtter af A.P. Møller Fonden
  • Bygger på skolens erfaringer med elev-til-elev undervisning.
  • 18 elever og 5 lærere skal til Spanien og Italien fra den 26.-30. september.
  • Eleverne er inddelt i fire grupper og laver fire forskellige undervisningsforløb i idræt, samfundsfag og naturfag.
  • Det overordnede formål med turen er at give eleverne indsigt og udsyn og høste endnu flere erfaringer med elev-til-elev undervisning som metode.
  • Erfaringerne fra projektet skal dokumenteres bl.a. gennem logbøger, videooptagelser og undervisningsmateriale og udbredes til hele landet.