lille veum

Sådan arbejder vi med etiske principper som værdiskabende overligger

Formålet med praksisformen er at give borgeren selvbestemmelse. På Bjergbo arbejder man ud fra en tanke om, at øget selvbestemmelse i sidste ende giver øget livskvalitet. Medarbejderne fortæller, at de er blevet meget opmærksomme på, hvor vigtigt det er, at borgeren har ret til at bestemme selv.

Af Mette Voss 06/03/2018

I selvbestemmelsesbegrebet ligger en fundamental grundaccept af menneskets værd. Derfor handler selvbestemmelse også om at anerkende og se borgeren for det menneske, borgeren er.

Det gode ved etik er, at der ikke er noget rigtigt eller forkert, og vi er blevet klar over, at når man tager et valg, tager man også et fravalg. Det giver plads til refleksion hos medarbejderne 

Leder, Bjergbo.

Ud over det overordnede formål, der handler om borgernes liv og om at give det bedst mulige tilbud med de rammer og redskaber, der er til rådighed, er ønsket også at skabe en kultur, hvor man har den samme tilgang til borgerne og anvender de samme pædagogiske greb. Ved at samtlige (fastansatte) medarbejdere har deltaget i de samme forløb omkring Etik og KRAP (Kognitiv, ressourcefokuseret og anerkendende pædagogik), er der skabt et fundament for en fælles tilgang til borgerne og til det pædagogiske arbejde.

Denne kulturændring har ifølge medarbejderne ført meget godt med sig i form af et bedre samarbejde og et samarbejde, der er baseret på et fagligt fundament, frem for, hvad man som enkeltperson mente, var bedst for den pågældende borger i situationen.

Effekten på målgruppen

Medarbejderne vurderer, at den største forandring er sket i medarbejdergruppens tilgang til borgerne, der er mindre forudindtaget og med et større fokus på ressourcer end tidligere. Dertil kommer den "etiske overligger", der har medført en mere respektfuld tilgang til borgerne og kollegerne og de forskellige præferencer, såvel borgere som medarbejdere kan have. Der er ligeledes fokus på, at der er en større professionalisme i håndteringen af konflikter, der, som medarbejderne udtrykker det, ikke kan undgås, men kan rummes, men den problemskabende adfærd kan afhjælpes. Botilbuddet har også gjort sig rigtig gode erfaringer med at skabe overførselsværdi - og Bjergbo siger stiller sig gerne til rådighed med henblik på at introducere til det etiske landskab og de etiske principper.

Fire foreløbige anbefalinger

1. Skab et fælles fagligt grundlag
Det vurderes som helt centralt at medarbejderne har et fælles fagligt grundlag at arbejde ud fra i forståelsen af borgeren. Ønsket har været at skabe en kultur, hvor der er skabt et fundament for en fælles tilgang til borgerne og til det pædagogiske arbejde. Ved uddannelse af medarbejderne i at arbejde med etik som en værdiskabende overligger har man fået et analyseredskab til at tale om konflikter, dilemmaer og at se problematikker ud fra flere perspektiver.

2. Gå fra synsninger til indsigt og viden
Det er centralt at bevæge sig væk fra, hvad personalet synes er bedst for borgeren ud fra en personlig betragtning til at arbejde undersøgende med, hvad der er bedst for den enkelte borger ud fra faglige argumenter. Etikbegreberne tjener som et redskab til at få flere perspektiver i spil og til at udfordre eksisterende arbejdsgange og arbejde med konflikter på konstruktiv vis. I forbindelse med at gå fra synsninger til indsigt og viden er det også centralt at anvende tidsafgrænset registrering af, om medarbejdernes hypoteser om, hvad der virker i forhold til borgeren, også kan understøttes af data.

3. Forfølg gåder og forhold dig nysgerrigt og åbent
Især for borgere med begrænset sprog, massive kognitive, fysiske og psykosociale vanskeligheder er det vigtigt at være opmærksom på, at medarbejderne ofte må forfølge gåder, det vil sige at tolke på borgernes adfærd som en del af kommunikationen. Det er vigtigt at kunne rumme, at borgernes ønsker for eksempelvis socialt samvær kan ligge uden for de gængse normer i samfundet. Nysgerrighed og åbenhed er derfor centrale egenskaber i denne praksisform.

4. Udpeg tovholdere og integrér etik i det daglige arbejde
Det er vigtigt at udpege tovholdere i hver afdeling til at fastholde fokus på den etiske overligger og på den pædagogiske tilgang, der er valgt. Implementering kræver tid og sker ikke fra første dag. Det har været en udfordring at give arbejdet med etik og anerkendende pædagogik den tid, det kræver. Det er en fordel, når de pædagogiske redskaber implementeres i de daglige opgaver, som skal laves under alle omstændigheder, eksempelvis den pædagogiske plan. Etik og pædagogiske redskaber bør være et fast punkt på dagsordenen på personalemøderne.

I PDF-dokumentet ovre til højre, kan du finde en printventlig version af anbefalingerne.

Inspirationstekster som PDF
Om Botilbuddet Bjergbo i Thisted:

Botilbuddet henvender sig til voksne (18‐65 år) med varig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Tilbuddet henvender sig til personer med svær udviklingshæmning til gennemgribende fysisk og mental udviklingsforstyrrelse. Botilbuddet består af 4 huse. I ét af disse huse er borgerne særligt udfordrede og kræver én‐til‐én‐støtte.