børn og pædagog

Vuggestuen Vesterbro i Århus

Læs om vuggestuen Vesterbros deltagelse i 'Projekt Rummelighed og Mangfoldighed'.

Af Personaleweb 08/02/2002

Motivation

Det var ikke vuggestuen Vesterbos leder Bodil Vind, der var initiativtager til at deltage i 'Projekt Rummelighed og Mangfoldighed', men institutionens sikkerhedsrepræsentant og tillidskvinde, der ønskede at deltage i projektet.

- De mente, at det ikke kun skulle ligge på lederens skuldre at være ansvarlig for personalepolitikken i huset. De ville gerne tage mere ansvar, og de kunne se rigtig mange muligheder i projektet. Og selv om jeg synes, at vi i forvejen havde et godt psykisk arbejdsmiljø, så vidste jeg, at man altid kan blive bedre - og det er vi blevet, fortæller leder Bodil Vind.

Vendepunktet

Bodil Vind fortæller:

- Da hele personalegruppen havde været igennem 'se' og 'drøm' fasen på den første personaleweekend tænkte jeg: 'Wauh... kan vi virkelig gøre det her med egen kraft.' Det er rart og behageligt at få tilført viden udefra, men i det her projekt, skulle vi gøre det hele selv - og det er en rigtig god oplevelse. Vi er selvkørende, og vi kan til enhver tid standse op og starte på drømmefasen igen - og der er ingen tvivl om, at vi gør det.

Læs også: Rummelighed skal løftes i flok

Det svære

Svaret kommer prompte, når man spørger leder Bodil Vind, hvad der har været det sværeste ved projektet.

 - Ressourceforbruget. Jeg ved ikke, om vi var gået ind i det her projekt, hvis vi havde vidst, at det var så ressourcekrævende. Nøglepersonerne har været rigtig meget væk, enten når vi er blevet fodret med ny viden på seminarerne, eller når vi har skullet forberede os på at integrere vores nye viden til de andre i huset.

- Jeg har som leder også været frustreret over, at vi i det sidste år har måtte drosle ned på de pædagogiske diskussioner. Jeg troede, at vi kunne gøre lidt af det ene og lidt af det andet, men det har der ikke været plads til - det har handlet om projektet.

Læs også: Rummelighed kræver gode ledere

Gevinster

- En af de helt store gevinster ved at have deltaget i projektet er, at jeg som leder føler mig tryg, når jeg går hjem fra et personalemøde Når vi bruger de metoder, vi har lært i projektet, ved vi, hvor vi har hinanden, fortæller leder Bodil Vind.

- Det har været rigtig godt at lære at være anerkendende overfor hinanden og få fortalt de gode historier. Det, der rykker er, at hver enkelt er involveret direkte. De fortæller deres egen gode historie, og de lytter til kollegaernes gode historier. Vi er selv direkte involveret, og det gør stor forskel.

Projekt Rummelighed og Mangfoldighed

Syv institutioner igangsatte i 2002 en proces, der skulle styrke samarbejdet og det psykiske arbejdsmiljø.

Tillidsrepræsentanter, sikkerhedsrepræsentanter og ledere blev uddannet som særlige nøglepersoner, der skulle igangsætte rummelighed og mangfoldighed i institutionen.

Læs mere om Projekt Rummelighed og Mangfoldighed.