Finmotorik

Ved finmotorik forstås motoriske handlinger, som kun styres af ganske få muskelfibre til at udføre præcise bevægelser. Finmotorik er hjernens detaljerede arbejde med at styre de fjerne muskler, der består af øjenmusklerne, mundmusklerne, de mimiske muskler, hånd- og fodmusklerne.

Finmotorik er også evnen til at håndtere forskellige redskaber, som fx legetøj og blyanter. Finmotoriske bevægelser er blandt andet:

• Evnen til at gribe fat om, holde fast i og manipulere med en genstand. Fx når et lille barn griber fat om sutten, holder den fast og putter den ind i munden.
• Øje-hånd-koordination er evnen til at få øje og hånd til at samarbejde omkring en opgave. Fx når vi skriver, tegner, eller griber en bold.
• Hånddominans er vores tilbøjelighed til at bruge den ene hånd mere end den anden, når vi udfører specifikke opgaver. Fx når vi skriver, børster tænder eller skærer med en kniv.
• Bilateral koordination er vores evne til at bruge begge hænder samtidig, hvor de samarbejder om at udføre en bestemt opgave. Fx når vi skal tage et stykke tape fra taperullen, bruge kniv og gaffel eller knappe knapper.

For at stimulere finmotorikken kan man fx samle små ting i naturen, plukke blomster, samle puslespil, trille med bold eller tegne store tegninger med et kridt i begge hænder på papir hængt op på væggen.

Grovmotorik

Grovmotorik er hjernens styring af de store muskelgrupper:

Ryg, mave, ben, arme, bryst og nakke. Grovmotoriske processer samordner de neuromotoriske processer i de store musklers receptorer. Grovmotorikken er medbestemmende for, hvor flydende eller omskiftelige vores bevægelser er og den er af afgørende betydning for samspillet mellem bevægelserne, omgivelserne og andre personer.

Grovmotoriske bevægelser er:

• Koordination af kropsposition, når kroppen indtager en bestemt stilling både statisk og når den er i bevægelse. Som når et barn fx stiller sig, så kroppen danner et X eller basker med armene som en fugl.
• Fysiske handlinger, der er afhængige af store muskelbevægelser. Som når vi hopper, springer eller kaster en bold.
• Funktionel mobilitet, mønsteret i at bevæge sig selv fra et sted til et andet. Som når vi ruller, klatrer, kravler, går og løb

For både fin- og grovmotorikken gælder det, at de begge er afhængige af, at barnets sanser er velintegrerede. Uprøvede og ubrugte sanser giver problemer med barnets evne til at opfatte sanseindtryk, afkode dem, samordne dem og dermed at handle hensigtsmæssigt på dem. For at stimulere grovmotorikken kan man fx tumle og flytte rundt med tunge genstande, hoppe, klatre, løbe, færdes i naturen, lave redskabsgymnastik, balancere og lege med bolde af forskellig vægt og størrelse.

Grundmotorik og grundbevægelser

Grundmotorikken er for de mindste børn ikke bare den første motoriske milepæl, men en hel platform, hvorfra den motoriske udvikling har de bedste muligheder for at udvikles. At have en god grundmotorik er afgørende for børns muligheder for at udvikle de vigtige  grundbevægelser.  

Når først grundmotorikken er på plads, er der åbnet op for tilegnelsen af grundbevægelserne, som er børns vej ind i aktive sociale sammenhænge. Grundbevægelserne er: 

kravle, krybe, løbe, balancere, klatre, svinge, gynge, trille, trække, snurre, skubbe, springe, kaste, vippe, gribe, gå, hoppe, hinke. 

Børn udvikler sig i forskellige tempi. De er udstyret med hvert deres fysik, temperament, motivation og nysgerrighed. Derfor vil der indenfor en normal og aldersvarende motorisk udvikling være store udsving. Nedenstående er dog en rettesnor for, hvad man kan kigge efter, for at sikre sig, at barnet er godt på vej eller hvilke motoriske færdigheder, barnet skal have leget ind for at sikre en fortsat god udvikling. 

Grundmotorik 0-2 år

I løbet af de første 18 måneder af et barns liv skal barnet gerne kunne beherske grundmotorikken:

• Et stabilt og sikkert hovedløft. Kan barnet ved egen kraft løfte hovedet fra underlaget og holde det?
• Trille fra mave til ryg. Kan barnet ved egen kraft komme fra maveliggende position om på ryggen og omvendt?
• Krybe. Kan barnet krybe hen over forskellige overflader, fx trægulv, glatte fliser, græs eller gulvtæppe?
• Kravle. Kan barnet kravle hen over forskellige overflader, fx trægulv, glatte fliser, græs eller gulvtæppe? Kan barnet kravle på overflader, der har en hældning både op eller ned?
• Sætte sig op ved egen kraft. Kan barnet sætte sig op ved først at støde fra med begge hænder og rulle sideværts op. Kan barnet sidde sikkert, stabilt og uden at skulle læne sig op af noget i længere tid?
• Rejse sig op ved egen kraft. Kan barnet komme op at stå? Først ved at støtte sig til noget, senere komme i oprejst position ved egen hjælp. 
• Stå sikkert og uden at støtte sig til noget. Kan barnet stå oprejst, først ved at holde fast i noget, senere ved at stå frit uden brug af andet end egne ben og balancen. 
• Gå på forskelligt underlag med en vis sikkerhed. Kan barnet gå på fx græs, glat linoleumsgulv, i skovbund, i tungt sand. Alt dette både hen ad, op og ned. 

Perception

Når børn skal nå en given motorisk milepæl, fx lære at gå, har de ikke kun brug for at øve sig i den fysiske udførelse af denne. Hele sanseapparatet har brug for at blive „fodret“ for at bevægelsen kan blive automatiseret.

Kommunikationen mellem hjernen og kroppen er et avanceret feedbacksystem. Hjernen modtager konstant informationer fra kroppen. Kroppen giver hjernen besked om, hvordan vores krop og bevægelser interagerer med omverdenen. Disse informationer omsættes i hjernen til handling, tanker og bevægelse, som udføres. Kroppen sender så besked tilbage til hjernen om, hvordan det gik.

Faldt jeg over den træstub eller kom jeg rundt om hjørnet uden skrammer? Hjernen retter på og justerer meddelelserne, inden den igen sender dem tilbage til kroppen.

LÆS OGSÅ: Tre lege der styrker sammenhængen mellem motorik og sprog

Hvis denne kommunikation foregik via mobil, ville vi hurtigt få en enorm telefonregning. For krop og hjerne taler konstant sammen – dag og nat samarbejder de om at tilpasse den måde, vi agerer i og oplever verden på. Overalt på kroppen, på huden, i led og ledkapsler, i musklerne og i labyrintorganerne i vores syn og hørelse er der placeret sanseceller, som giver besked om, hvordan vores bevægelser er foregået, hvordan de ting, vi interagerer med, er – glat, ujævnt, koldt, varmt, let, tung? Var den måde, vi handlede på, hensigtsmæssig? Mærkes noget brandvarmt, sender hjernen fx besked tilbage til hånden om at give slip omgående.

At hjernen er i stand til at bearbejde disse informationer hedder perception. Det er afgørende for børn, at de får så mange forskelligartede sansemæssige påvirkninger som muligt for at træne hjernens evne til at fortolke og bearbejde disse, for derved at kunne reagere hensigtsmæssigt i forhold til dem selv, andre og den verden, de er omgivet af.

Hjernen hjælper os også med at sortere i de sansemæssige påvirkninger, vi får, så vi er i stand til kun at tage os af det, som er relevant i netop den situation, vi befinder os i. Vi modtager flere millioner sanseimpulser i sekundet, men vi registrerer kun en brøkdel af dem bevidst. Når vores sanser er fuldt integrerede, så registrerer vi dem kun, når der er en ændring eller når det giver mening for den situation, vi er i lige nu.

Børn med svære opmærksomhedsforstyrrelser, som fx ADHD, har medfødte problemer med deres perception. De modtager ofte sanseindtrykkene i forstærket form samtidig med, at deres hjerne ikke i samme grad som hos normale børn har mulighed for at sortere i, hvad det er relevant at forholde sig til i forskellige situationer.

Et barn, som konstant bombarderes med sanseimpulser vil naturligvis have svært ved at koncentrere sig. Også børn uden medfødte opmærksomhedsforstyrrelser eller andre sansemæssige udfordringer kan have problemer med at sortere i de mange sanseindtryk, de konstant modtager. Dette kan blandt andet give problemer med koncentration og opmærksomhed, ligesom den manglende evne til at filtrere sanseimpulserne kan besværliggøre deres evne til motorisk at handle hensigtsmæssigt på de sanseindtryk, de modtager.

Motivation, engagement og bevægeglæde

Barnets egen indsats, motivation og lyst til at bevæge sig og opleve med kroppen har stor betydning for barnets sansemotoriske udvikling. Lysten til og nysgerrigheden efter at opleve verden gennem krop og sanser giver barnet en masse forskellige sanseindtryk, som hjernen skal lære at afkode, analysere, lagre og samordne for derefter at kunne handle og reagere hensigtsmæssigt i en aktuel situation. Dette giver barnet en forståelse for, hvordan det selv påvirker og påvirkes af verden omkring sig. 

Jo mere børn øver sig på at bruge sanser og krop, des større er sandsynligheden for at de får indflydelse på eget liv og kan udføre intentionelle handlinger og indgå i meningsfulde fælleskaber. Observationer af børn i samspil med andre og miljøet kan bruges til at vurdere, om et barn via sit eget indre engagement har en iboende lyst til at bringe sig selv i spil. Eller om barnet har brug for særlig opmærksomhed og hjælp fra voksne, der med en udstrakt hånd hjælper det på vej til at få nye kropslige udfordringer og dermed flere succesoplevelser med sine kropslige oplevelser og erfaringer.

LÆS OGSÅ: Bad barnet i sprog

I dagtilbuddet kan man fx justere på børnenes omgivelser, så de får nemmere ved at leve op til de motoriske krav, der stilles. Trækker et barn sig fx altid ved fælleslege, kan det være et udtryk for, at barnet har svært ved at navigere i det kaos, der omgiver en leg med mange deltagere.

Måske kan der leges i mindre grupper eller reglerne i legen kan ændres, så den er nemmere at afkode og overskue? Eller måske mangler barnet basale motoriske kompetencer til at indgå i den slags lege? 

Artiklen er skrevet af Nanett Borre