Den sansemotoriske udvikling foregår i et fint sammenspil mellem krop, bevægelse og sanser. Særligt de primære sanser: labyrintsansen, taktilsansen og muskel-ledsansen er fuldstændig afgørende for, at denne udvikling kan foregå.

Taktilsansen

Taktilsansen er placeret som sansereceptorer overalt i huden og i vores slimhinder. Her er de med til at registrere sanseindtryk, som fx varme, kulde, overflader og teksturer, smerte og velbehag. I samværet med andre mennesker er taktilsansen af stor betydning. Den hjælper os helt konkret med at skelne mellem, hvor vi selv går til og hvor den anden begynder.

Taktilsansen spiller en stor rolle i vores kropsforståelse og kropsbevidsthed, og dermed for vores omgang og kontakt med andre mennesker. Interaktion med andre mennesker er i høj grad præget af vores mimik, gestik og vores fysiske fremtoning og kontakt.

LÆS OGSÅ: Vær rollemodel: Sådan smitter bevægelsesglæde 

En velintegreret taktilsans er med til at give os et mere nuanceret ”sprog”, dvs. evne til at være tæt på og socialisere med andre gennem leg, fysisk kontakt og medleven og evne til rent fysisk at reagere hensigtsmæssigt på de sansestimuli, vi får i en given situation. Små børn som er i tæt kontakt med andre børn og voksne, får mange taktile indtryk i løbet af dagen. 

Den beskyttende og den undersøgende taktilsans 

Taktilsansen kan deles op i to systemer, den beskyttende taktilsans og den undersøgende taktilsans, der har hver deres funktion.

Den beskyttende taktilsans hjælper med beskytte os mod farlige eller ubehagelige taktile indtryk. Hvis et barn fx rører en brændenælde, vil den stikkende og smertende følelse få barnet til at trække hånden til sig. Eller hvis vi i et øjebliks uopmærksomhed kommer til at sætte hånden på den varme kogeplade, vil det indtryk vores sansereceptorer får, få dem til at sende besked til hjernen, der straks vil kvittere med et motorisk modsvar – nemlig at vi hurtigst muligt fjerner hånden.

Når et lille barn nysgerrigt undersøger bamsens øjne eller lader hånden glide over barken på et gammelt egetræ er den undersøgende taktilsans på arbejde. Den undersøgende taktilsans bruges, når vi via taktile indtryk forsøger at skaffe os informationer om en genstands beskaffenhed. Vi lærer noget om tingens størrelse og overflade. Er den hård, blød, glat eller kradser den? Hvordan er temperaturen? Hvordan skal man vende denne genstand, for at den kan bruges? 

Labyrintsansen

Labyrintsansen eller den vestibulære sans registrerer hovedets bevægelser i forhold til tyngdekraften, og hjælper os dermed med at orientere os i rum-retningsbegreberne: 

Op, ned, højre, venstre, over, under, dreje rundt. Den giver os information om, hvor vi befinder os i rummet og i forhold til omgivelserne. Den lader os også vide, om vi er i bevægelse, hjælper os med at opfatte farten og graden af acceleration, eller til at vide, når vi er i ro.

Labyrintsansen fortæller os også i hvilken retning vi bevæger os. Labyrintsansen er tæt forbundet til synssansen. Den hjælper os med at stabilisere fixpunktet for øje og hovedbevægelser, hvilket gør os i stand til at fastholde et stabilt synsfelt, så de ting vi ser, ikke flimrer, når vi bevæger os. Den gør os i stand til at fokusere og fastholde vores blik på en genstand, selvom vi bevæger os. Denne specifikke mekanisme er fuldstændig afgørende for vores vej ind i skriftsproget.

Evnen til at stabilisere fixpunktet har nemlig betydning for, om barnet senere i livet er i stand til at kunne fange og fastholde de små sorte bogstaver på papiret. Det vertikale, det horisontale og det diagonale plan Labyrintsansen består af to forskellige typer af receptorer.

Sansen er placeret i det indre øre og består af sacculus og utriculus, som er to små gelefyldte sække i hvis indre små kalkkrystaller opfanger, hvor meget tyngdekraften trækker i dem, og som særligt registrerer hovedets lineære bevægelser – frem og tilbage – forover bøjning og bagud bøjning af hovedet. Labyrintsansen består også af en anden type sansereceptor, labyrintorganet, som udgøres af tre små buegange, der er placeret vinkelret på hinanden. 

Inde i buegangene, hvori der er en sej væske, sidder der små fimrehår, som registrerer alle de bevægelser, som får hovedet ud af lod. Hvert af disse registrerer bevægelser i hvert deres plan – det vertikale plan, det horisontale plan og det diagonale plan. Det er væsentligt, at børn får sansemotoriske oplevelser, der stimulerer alle tre planer, for at hele labyrintsansen fungerer optimalt.

Det vil sige, at det ikke er nok, at et barn gynger på en almindelig gynge, da denne bevægelse kun stimulerer den ene buegang i labyrintorganet. Væk børnene eller skab ro med labyrintsansen Stimulation af labyrintsansen påvirker desuden barnets arousal.

LÆS OGSÅ: Små kroppe har også brug for plads

Arousal betegner vores vågenhedsniveau og dermed vores parathed til at modtage sanseindtryk og reagere på dem. Kraftig stimulation af labyrintsansen gennem fx hurtig snurren og drejen rundt, karruselture og tumlen bevirker, at barnets arousal øges. Langsom, rolig og rytmisk stimulation af labyrintsansen som fx en stille gyngetur i en hængekøje, at blive trillet roligt i en barnevogn eller at blive vugget på armen af en nærværende voksen, sænker arousal, dæmper barnets aktivitetsniveau og får det til at slappe af. 

Denne viden kan bruges til enten at ”vække” børn der er uoplagte eller trætte eller til at skabe ro og afslapning hos et barn, som trænger til at slappe af. Det er vigtigt at være opmærksom på, at børn, der i de tidlige år af deres liv lider af gentagne mellemørebetæn 

Denne viden kan bruges til enten at ”vække” børn der er uoplagte eller trætte eller til at skabe ro og afslapning hos et barn, som trænger til at slappe af. Det er vigtigt at være opmærksom på, at børn, der i de tidlige år af deres liv lider af gentagne mellemørebetændelser, i perioder kan reagere kraftigt på stimulation af denne sans, idet det øgede tryk på mellemøret kan skabe midlertidig forstyrrelse i labyrintorganets evne til at opfange de rette sanseindtryk. Forstyrrelsen kan forsinke barnets udvikling af de vigtige grundbevægelser og barnets kropsbevidsthed. 

Muskel-ledsansen

Muskel-ledsansen sidder i alle muskler, sener, led og ledkapsler, og har til opgave at fortælle os, hvordan vores krop bevæger og positionerer sig. Muskel-ledsansen arbejder hver gang vi bevæger os, og den er på arbejde næsten døgnet rundt. Den sørger for, at vi bruger præcis den mængde muskelkraft, der skal til, for at vi udfører en given bevægelse på en hensigtsmæssig måde.

Hvor de andre sanser hovedsageligt får impulser udefra i form af udefrakommende stimuli, får muskel-ledsansen først og fremmest informationer om det der sker inde i vores krop. Muskel-ledsansen har stor betydning for udviklingen af en god kropsfornemmelse og -forståelse. Når vi fx skal kaste en genstand, er der stor forskel på om genstanden er lille og let, som fx en bordtennisbold, eller om der er tale om en blyklump af samme størrelse.

Blyklumpen kræver, at vi bruger flere kræfter på at kaste den lige så langt som vi kastede bordtennisbolden. Hver gang vi bevæger os flytter vores tyngdepunkt, og vi er i risiko for at miste balancen.

Muskel-ledsansen arbejder derfor også konstant på at spænde og afspænde vores muskler på en måde, så vi ikke falder. En del af muskel-ledsansens arbejde består nemlig i at fortælle os, hvordan vores lemmer bevæger og forholder sig til hinanden uden at vi behøver at kigge efter med øjnene eller føle efter med hænderne. 

Tonus

Tonus er betegnelsen for den hvilespænding, der er i musklerne, når kroppen er afspændt. Musklernes spænding reguleres fra hjernen og hvilespændingen siger noget om den enkeltes muskelspænding og musklernes parathed. Denne hvilespænding påvirkes af vores sanser og gør os i stand til at agere og bevæge os hensigtsmæssigt i forhold til den situation, vi er i.  

Ved en normal tonus forstås en hvilespænding, som både er i stand til at give os ro, afslapning og afspænding og som efter signaler fra vores andre sanser er i stand til at aktivere vores muskler så præcist, at vores krop udfører de bevægelser, som er påkrævede, og som er tilpassede til den aktuelle situation. 

Lavtonus 

Nogle mennesker har en lav tonus. Når tonus er lav, kræves der større muskelkraft og anstrengelse for at udføre alle bevægelser, og derfor udtrættes børn med en lav tonus ofte hurtigere end deres jævnaldrende kammerater. Disse børn bliver ofte mere passive og mindre kropslige og kan have klodsede og ukoordinerede bevægelser.

De søger ofte aktiviteter, som ikke involverer den store fysiske udfoldelse, og kan ved helt normale gøremål virke uengagerede og udeltagende. Barnet taber derved muskelmasse, kropsbevidsthed og mulighed for at indgå i de værdifulde legefællesskaber, som er så stor en del af børns hverdag. Den lave muskelspænding gør sig også gældende i de muskler vi bruger, når vi taler: mund, læber og tunge. Derfor kan tilegnelsen af sprog være ekstra udfordrende for disse børn.

LÆS OGSÅ: Værd at vide om motorik, perception og motivation

Børn med lav tonus har brug for at få stimuleret især taktilsansen og muskel-ledsansen. Stimulering af disse sanser „vækker“ kroppen og øger dens parathed til at bevæge sig. Det kan være en idé at røre ved disse børn, når man henvender sig til dem, kramme dem og give dem massage og faste strøg. 

Høj tonus

Børn med høj tonus har ofte kroppe, der er stive og spændte, hele tiden klar til at reagere, handle og bevæge sig. Disse børn har derfor svært ved at slappe af, give slip og falde til ro. Højtonusbørn har brug for blide, langsomme berøringer for at dæmpe et lidt for vågent system. Hvor hurtige energiske bevægelser, massage og aktiviteter „vækker“ lavtonusbarnet, beroliger og afspænder langsomme og vedvarende berøringer og massage højtonusbarnet. For både lav- og højtonusbørn gælder det, at al form for involvering og aktivering af muskel-ledsansen er væsentlig.

Især vægtbærende aktiviteter, hvor kroppen bærer sin egen vægt, og hvor den udfordres og belastes ved fx hop og løb og ved aktiviteter, der indebærer løft af fx brænde til brændestablen, klodser, der skal samles op i kasser, sand- eller vandfyldte kegler, der skal flyttes rundt på. I arbejdsarkene om sanserne findes forslag til aktiviteter, der stimulerer taktil-, labyrint og muskel-ledsans.  

Artiklen er skrevet af Nanett Borre