”Skal vi køre en mountainbike-tur i skoven?”

Sådan kunne en forespørgsel fra veterankoordinator i Viborg Kommune, Michael Printzlau Vester sagtens lyde.

Tidligere officer, Michael Printzlau Vester, var blandt de udsendte soldater på hold 7, som i 2009 blev sendt til Helmand-provinsen i Afghanistan. Nu, syv år efter udsendelsen, er officer-titlen skiftet ud med titlen som veterankoordinator i Viborg Kommune. Her hjælper han andre krigsveteraner med at komme tilbage til hverdagen.

Læs også: Legebande styrker selvtillid og faglighed

- De fleste tidligere udsendte soldater har svært ved at omstille sig. De kommer fra en dagligdag, hvor de tænker krig 24/7. Og ikke så meget andet. De er parate til at skulle tage hurtige beslutninger hele tiden, og det gør, at kroppen er i en stress-tilstand konstant, fortæller Michael Printzlau Vester og fortsætter:

- Jeg hjælper dem med at få gjort almindelige daglige gøremål, som de ikke selv kan overskue. I de tilfælde, hvor soldaterne lider af PTSD (Posttraumatisk Stress Diagnose, red.) og har svært ved at bede om hjælp, møder jeg dem også hjemme eller tager måske en mountainbike-tur i skoven med dem.

”Bonder” på soldater-maner

Med seks måneders udsendelse i rygsækken og 14 år i Forsvaret har den tidligere officer selvsagt en god indgangsvinkel til at ”bonde” med de tidligere krigsveteraner, der kommer hjem med en bagage fyldt af oplevelser. Oplevelser, som vi andre naturligvis ikke kan sætte os ind i, og som til en vis grad har krævet, at man har lukket ned rent følelsesmæssigt, for at kunne være i det.

- Soldaterne er ikke alle nødvendigvis ramt af PTSD  Men nogle af dem har efter hjemsendelsen problemer med at overskue hverdagen. Tingene har ikke stået stille derhjemme, mens du har været væk. Der kan være nye tiltag eller ændrede hverdage, og det kan være svært for nogle at vænne sig til, forklarer Michael Printzlau Vester, der selv var igennem en omstillingsperiode, der, som han selv udtrykker det, krævede at han satte en finger i jorden.

- Når du kommer hjem fra en krigsoplevelse, tager det noget tid at komme sig over det. Det kræver noget rummelighed og forståelse fra pårørende og de andre omgivelser, siger Michael Printzlau Vester.

- Jeg medierer mellem veteran og kommune, og sørger i bund og grund for, at deres sag kommer det rette sted hen til rette person, siger Michael Printzlau Vester.

Derfor kan det for nogle af de tidligere soldater være en stor mundfuld at tage kontakten til kommunen og systemet. Og ikke mindst have tilliden til nye mennesker. Når Michael Printzlau Vester for eksempel tager en samtale eller en mountainbike-tur med en krigsveteran bliver der på den måde samlet op på nogle af de følelser, der har været fortrængt.

- Her bliver der skabt en relation og vækket tillid mellem mig og krigsveteranen. Når vi er ude og lave noget aktivt sammen, åbner de ofte nemmere op. De kan på den måde mærke, at jeg også er ”en af dem” og taler deres sprog, fortæller Michael Printzlau Vester og hentyder til den særlige jargon, der kan være i Forsvaret.

Når krigsveteranens problem eller behov for hjælp er kommet frem i lyset, er det Michael Printzlau Vesters job at få kontakt til den rette sagsbehandler, følge veteranens sag til dørs eller måske skabe kontakt til en forening eller andet, som kan virke basalt for os andre, men kan være udfordrende for en krigsveteran med ar på sjælen. 

Administrativt talerør og stadig ”en af dem”

Netop gruppen af sårbare krigsveteraner har været en overset gruppe, fortæller arbejdsmarkedschef, Charlotte Burvil i Viborg Kommune. Domkirkebyen er en af de første i Danmark til at ansætte en krigsveteran som en slags alternativ sagsbehandler til de hjemvendte soldater.

- Det har været et politisk ønske at gøre noget for de hjemvendte soldater, der kan have det svært. Og det har været ret positivt indtil videre, fortæller Charlotte Burvil.

Hun nævner ligeledes fordelen i, at Michael Printzlau Vester kender jargonen og har en helt særlig vinkel. Ikke kun fra veteranernes synspunkt, men også for de pårørende og fra kommunens synsvinkel.

Læs også: Folk rækker jo ikke hånden op og siger: 'Jeg er ensom'

- Inden vi begyndte at tilbyde krigsveteranerne hjælp hos Michael, har han været rundt og tale med forskellige fagpersoner i kommunens afdelinger. På den måde har han også opnået et tværfagligt kendskab til, hvad der fines af forskellige tilbud, og hvordan arbejdsgangene fungerer, fortæller Charlotte Burvil. 

Netop den tværfaglige viden og samarbejde er vigtige i arbejdet som veterankoordinator, mener Charlotte Burvil. Her kunne man tro, at der kunne opstå udfordringer. Og det gør der også, men det er her gode samarbejdsevner er et vigtigt redskab og ikke mindst en helhedsorienteret tilgang til arbejdet.

- Jeg oplever ikke, at der er nogen som modarbejder mig. Men der er jo nogle fagpersoner, som er sat i verden for at udføre et bestemt job, og som er bundet af en lovgivning. Her handler det for mig om at få mæglet mellem sagsbehandlere og veteraner om, hvordan sagen hænger sammen, så der bliver truffet en god beslutning eller findes en løsning, så alle parter bliver tilfredse, fortæller Michael Printzlau Vester.

Det, at kunne belyse sagen fra flere sider og agere mælger, er uden tvivl en anden og vigtig side af jobbet som veterankoordinator. Lige så vigtigt er det, ifølge Michael Printzlau Vester, at der bliver tænkt helhedsorienteret over hele linjen. Det vil sige, for veterankoordinatoren er det vigtigt, at der er opbakning og velvilje fra både top og bund i kommunen. 

- Det er vigtigt, at der er en tiltro til arbejdet, og at der bliver set på den lange bane. For rent økonomisk kan der spares meget ved at gøre en god indsats overfor veteranerne nu, siger Michael Printzlau Vester. 

Strategien fra Viborg Kommune er da også klar, og byrådets beslutning om veterankoordinatorstillingen har været positiv indtil videre. 

- Det handler om at få normaliseret omstændighederne for både pårørende og veteraner, så det ikke bliver ”farligt” at tale om. Vi som kommune vil gerne støtte op om den her gruppe, og derfor har vi etableret den her stilling, som hjælper både soldater og deres pårørende, siger Charlotte Burvil.