Low Arousal i praksis

"Det eneste, som er bøjet i neon her, er at vi skaber ikke konflikter og vi optrapper ikke konflikter...”

Af Metoder Mod Vold 20/03/2018
Metoder mod vold > Håndtering > 2. Low Arousal i praksis

Københavns Kommunes stofindtagelsesrum H17 ligger på Halmtorvet på Vesterbro i København. Stofindtagelsesrummet åbnede i august 2016 og er et døgnåbent tilbud til borgere med misbrug, hvor de kan komme og henholdsvis fixe eller ryge deres stof. Ca 350 borgere besøger H17 i døgnet. Kerneopgaven for medarbejderne er, at give borgerne et trygt og hygiejnisk sted at indtage deres stoffer, et alternativ til gaden.

På H17 er tilgangen Low Arousal. Metoden Low Arousal handler om at bevare roen - og uanset hvor stresset, vred eller abstinent borgeren er, om at nedtrappe, aflede og undvige konflikter. De fleste “gæster,” som borgerne kaldes, er abstinente og i “high arousal” - så det er medarbejdernes opgave at praktisere og bevare roen - for ro smitter. Medarbejderne på H17 er trænede i at være rolige, bevæge sig roligt, tale roligt og respondere roligt. Medarbejderne modtager systematisk supervision, for det kan være vanskeligt at skulle bevare roen i en højspændt atmosfære.

- Jeg oplever, at det, der for alvor trækker tænder ud for medarbejderne, er når de bliver ramt på deres retfærdighedssans, siger leder af H17, Louise Runge Mortensen.

Det kan blandt andet ske, hvis en medarbejder bliver svinet til af en borger, eller hvis de bøjer af over for en borger, der udviser konfliktsøgende adfærd. Og det kan opleves som forskelsbehandling af nogle af de andre gæster på Stofindtagelsesrummet.

- Vi ved bare, at hvis vi konfronterer det menneske, som er så frustreret, at han har kastet med en kande kaffe, lige i situationen, så optrapper vi en konflikt. Det eneste, som er bøjet i neon her, er at vi skaber ikke konflikter og vi optrapper ikke konflikter...” siger Louise Runge Mortensen.

På næste side kan du høre hende fortælle om implementeringen og brugen af Low Arousal på stofindtagelsesrummet.

Metoder mod vold > Håndtering > 2. Low Arousal i praksis